05. juli 2019

Tørke og afbrændingsforbud

Sol, sommer og grill. En god cocktail med mindre der igen bliver områder med tørke og mulige afbrændingsforbud. Danske Beredskaber har diskuteret formulering og rammer til en mere ensartet formidling med henblik på at undgå nogle af sidste sommers misforståelser.

Afbrændingsforbud

Sommer og sol betyder, at det kan blive nødvendigt at indføre afbrændingsforbud.

Ifølge afbrændingsbekendtgørelsens § 5 er det op til kommunalbestyrelsen at forbyde eller fastsætte de nærmere vilkår for enhver påtænkt eller påbegyndt afbrænding og brug af åben ild, lys, apparater etc. I praksis betyder det, at det er de kommunale redningsberedskaber, der udsteder afbrændingsforbuddet.

En lære fra sidste års varme sommer er, at der var lokale forskelle på udformning og rækkevidde af afbrændingsforbud. Det skabte en del forvirring lokalt for både medier, borgere og turister. De kommunale redningsberedskaber har derfor arbejdet på en harmonisering, der skal gøre det lettere for borgerne at forstå forbuddet og for kommuner og andre at formidle det.

5 aktiviteter, der ikke er tilladt

Danske Beredskabers arbejder i skabelonform på fælles forståelse af, hvordan et afbrændingsforbud kan udformes. Kort kan det siges, at hvis der er afbrændingsforbud, vil det som udgangspunkt være følgende 5 aktiviteter, der ikke er tilladt:

  • Brug af kulgrill
  • Brug af grill på offentlige/fællesarealer og i naturen
  • Rygning i naturen
  • Bål og brug af åben ild udendørs
  • Brug af apparater/genstande, der skaber gnister, gløder eller flammer udendørs

For erhvervsdrivende gælder der særlige regler, der ikke forhindrer dem unødvendigt i udførelsen af deres erhverv.

Det er den enkelte kommunalbestyrelsen og det enkelte redningsberedskab, der bestemmer, hvor vidtrækkende afbrændingsforbuddet skal dække. Det betyder, at der fortsat kan være lokale forskelle, hvis sommeren bliver tør, men oplægget er tænkt som et fælles og ensartet afbrændingsforbud i de områder, hvor det bliver aktuelt. De kommunale redningsberedskaber vil som sidste sommer tage hensyn til, at der i så vid udstrækning som muligt informeres og vejledes, frem for at der udstedes forbud. Først når situationen er alvorlig, vil et forbud komme på tale.

Brandfareindeks

Beslutninger om, hvorvidt der skal indføres afbrændingsforbud, tages blandt andet på baggrund af et nyt redskab udarbejdet af DMI, nemlig et egentligt brandfareindeks. Der er ved at blive udarbejdet en ny fælles hjemmeside om brandfare, hvor oplysninger om lokale forhold også kan findes. Hjemmesiden skal gå i luften i løbet af sommeren og drives i fællesskab mellem Beredskabsstyrelsen, Danske Beredskaber, DMI og KL.

Hvis der indføres afbrændingsforbud rundt om i kommunerne, opfordrer KL kommunerne til i samarbejde med redningsberedskabet at offentliggøre forbuddet på de respektive hjemmesider.

Information

Information Hvis du vil vide mere:

Kontakt dit kommunale redningsberedskab eller Danske Beredskaber.