23. januar 2020

Det frie valg af genoptræning på avanceret niveau muligt for borgerne

Tirsdag den 21. januar 2020 blev det frie valg af genoptræning på avanceret niveau muligt for borgerne, da der nu er indgået en aftale med private leverandører af genoptræningstilbud.

Udvidet tilbud om genoptræning

Ændring af Sundhedslovens § 140, stk. 6 om udvidet frit valg til genoptræning trådte i kraft den 1. juli 2018. Loven pålægger KL at indgå aftaler med private leverandører af genoptræning, som borgerne skal have mulighed for at benytte, hvis kommunen ikke kan tilbyde opstart på genoptræning inden for fristen på syv kalenderdage efter udskrivning fra sygehus.

I februar 2019 åbnede det udvidede frie valg for genoptræning for borgere, som skal have et basalt genoptræningsforløb. Nu er der også indgået aftaler med private leverandører om genoptræning på avanceret niveau.

Hvor mange leverandører er godkendt på avanceret niveau?

I øjeblikket er 15 private leverandører godkendt til at levere genoptræning på avanceret niveau, og der kommer løbende flere til. Der er godkendte behandlere inden for 13 af de 14 fagområder på avanceret niveau.

Hvad skal kommunen gøre?

FritValgService har opdateret materialet til kommunerne, der findes på mingenoptræning.dk. Af materialet fremgår det, hvad kommunerne skal gøre, og der er også skabelon til borgerbrev og leverandørbrev.

Hvordan kommer det frie valg på avanceret niveau til at fungere?

Det frie valg af genoptræning på avanceret niveau er udviklet efter samme model som på det basale område. Det betyder, at det fortsat er kommunens faglige vurdering, som ligger til grund for tildelingen af et genoptræningsforløb.

Hvordan adskiller rammerne på avanceret niveau sig fra det basale?

Rammerne for genoptræning på avanceret niveau adskiller sig fra det basale niveau på fire områder:

  • Kompetencer og erfaring: Der er skærpede krav til leverandørens kompetencer og erfaring.
  • Individuel godkendelse: Genoptræningen må udelukkende varetages af en sundhedsperson, som er godkendt til det specifikke fagområde af FritValgService.
  • Øget fokus på samarbejde: Samarbejde mellem kommune og leverandør er en fast del af alle genoptræningsforløb på avanceret niveau.
  • Genoptræning hos borgeren: Det er muligt at tildele genoptræningsforløb til borgeren med hel, primær eller delvis hjemmetræning. 

Hvilke krav er der til de private leverandører?

Du kan finde al relevant materiale om kravene til leverandørernes optagelse i fritvalgsordningen på www.mingenoptræning.dk under ’Aftaledokumenter’.

Spørgsmål eller brug for vejledning?

Du er velkommen til at kontakte FritValgService på info@mingenoptraening.dk, hvis du har spørgsmål.