28. februar 2020

KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum 14.-15. maj 2020

KL indbyder politikere og embedsmænd til at deltage i Social- og Sundhedspolitisk Forum torsdag den 14. til fredag den 15. maj 2020. Konferencen afholdes i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Titlen for årets konference er "Velfærd kræver valg".

Kommunerne løfter fortsat flere og mere komplekse opgaver på social- og sundhedsområdet. Samtidig har samfundet og borgerne stigende forventninger til kvaliteten i – og omfanget af – de opgaver, som kommunerne løser. Men økonomien matcher ikke forventningerne, og der er kun kommunerne til at træffe de valg og prioriteringer, som er nødvendige for at få enderne til at mødes. Dermed bliver det kommunerne selv, der skal foretage prioriteringerne og de svære valg.

På årets Social- og Sundhedspolitiske Forum stiller vi derfor spørgsmålet:

Hvordan kan kommuner, organisationer og folketingspolitikere i fællesskab træffe de valg, der er nødvendige for at levere de ønskede velfærdstilbud på social- og sundhedsområdet?

 

Programmet vil bl.a. indeholde følgende elementer:

 

Hvordan prioriterer og træffer vi valg på velfærdsområderne?

Debatter med ordførere fra Folketinget og repræsentanter fra de markante brugerorganisationer om, hvad kommunerne skal levere af indsatser – og hvordan vi i fællesskab kan/skal få de ønskede indsatser til at matche kommunernes muligheder for at løfte indsatsen.

 

Hvorfor skal vi have forskellige kommunale serviceniveauer?

Diskussion af hvorfor det er vigtigt, at kommunerne kan prioritere lokalt. Og hvad er betydningen af, at man lokalt prioriterer, hvad tilgange og serviceniveauer skal være? Herunder gode eksempler på, hvordan borgerne kan indgå i valg og prioritereringer på velfærdsområderne.

 

Politiske debatmøder for kommunalpolitikere

Politiske møder med KL’s Socialudvalg samt KL’s Sundheds- og Ældreudvalg om udviklingen af såvel socialområdet og sundhedsområdet. Hvordan kan kommunerne og KL sammen sætte dagsordenen på social-, sundheds- og ældreområdet?

Møderne ligger ikke parallelt, så man kan som kommunalpolitiker deltage på begge møder.

 

Temamøder med ny viden og debat om forskellige fagområder

På de udvidede temamøder kan deltagerne dykke ned i ét aktuelt tema på social- og sundhedsområdet, hvor der præsenteres nye perspektiver og viden på områder, som alle kommuner arbejder med.

 

Perspektiv og andre kommuners gode erfaringer

Undervejs vil der være en række inspirerende oplæg, ligesom konferencen rummer en række kommunale praksiseksempler og borgerfortællinger, der giver perspektiv og erfaringer, som kan omsættes i alle kommuner. Eksempelvis oplæg fra de nominerede til KL’s Forebyggelsespris.

 

I 2019 deltog 1.300 kommunale politikere og embedsmænd i konferencen. Desuden deltog gæster fra ministerier, private virksomheder og organisationer m.v.

 

Programmet for konferencen kan ses på http://tilmeld.kl.dk/Forum2020. Her er det også muligt at se information om tilmelding, deltagergebyr, hotel-reservation, transport m.v

Eventuelle henvendelser vedrørende konferencen kan rettes til:

Chefsekretær Pernille Rasmussen, plp@kl.dk, 3370 3391

Specialkonsulent Andreas Schløer Madsen, ansm@kl.dk, 3370 3153

 

Arrangement

Konferencer og messer KL's Social- og Sundhedspolitiske Forum 2020