13. september 2019

Konference om rekruttering og kompetencer i sundheds- og ældresektoren

Der er nu åbent for tilmelding til KL’s konference om rekruttering og kompetencer i sundheds- og ældresektoren den 2. december 2019.

Konferencens udgangspunkt

Kommunerne ser rekruttering på sundheds- og ældreområdet som en af de større udfordringer de kommende år. Det kom blandt andet tydeligt frem på KL's debatmøder om Det gode ældreliv.

Kommunernes opgaver på sundheds- og ældreområdet forandrer og udvikler sig markant i disse år. Den demografiske udvikling betyder at flere lever længere og samtidig vil flere få og leve med kroniske sygdomme. 9 ud af 10 kommuner løser opgaver, som før blev løst på sygehusene. Borgerne udskrives tidligere fra sygehuset og med mere komplekse pleje- og behandlingsbehov. Derved bliver kommunernes opgaver mere komplekse, fordi borgerne er mere syge og pleje- og behandlingskrævende.

Det er den virkelighed kommunerne skal håndtere og her bliver spørgsmålet om rekruttering og kompetencer på sundheds- og ældreområdet meget påtrængende. Det handler både om hvor de mange ekstra hænder skal findes, og om hvilke kompetencer der er behov for i fremtiden for at kunne matche opgaven. Hvordan modtager og fastholder vi medarbejderne, hvordan skabes de bedste muligheder for (efter)uddannelse og hvilken viden og kompetencer bliver efterspurgt? Det er nogle af de spørgsmål som kommunerne skal forholde sig til og afklare.

Indholdet

Konferencen har en meget bred tilgang til rekruttering, fastholdelse og kompetencer, blandt andet med udgangspunkt i KL's udspil fra november 2018 - Flere hænder i ældre- og sundhedssektoren

På konferencen temasætter de centrale aktører udfordringerne og mulighederne ift. rekruttering, fastholdelse og kompetencer fra kommunernes, fagenes og skolernes vinkel.

Rigtig mange kommuner arbejder med rekruttering og kompetencer og deltagerne vil blive præsenteret for en række praksisnære indsatser fx:

  • Hvilken rolle har kommunerne som uddannelses- og læringssted?
  • Hvilke kompetencer skal der til for at løse fremtidens opgaver?
  • Hvordan tiltrækker og fastholder kommunerne den ønskede arbejdskraft?
  • Hvad betyder digitaliseringen og brugen af velfærdsteknologi?
  • Hvordan samarbejder vi med uddannelsesinstitutionerne?
  • Hvordan fastholder vi medarbejderne?

Vi glæder os til at se jer på Nyborg Strand den 2. december 2019!

Arrangement

Konferencer og messer Konference om rekruttering og kompetencer i sundheds- og ældresektoren