31. oktober 2022

Konferencen KLSOCIAL22 løber af stablen i Odense den 23. november, skal du med?

Hvad er det, der gør, at stadig flere opgaver på det specialiserede voksen-socialområde omtales som komplekse? Og hvordan kan der arbejdes med kompleksiteten? Det søger vi svar på, når vi d. 23. november mødes  i Odense til KLSOCIAL22 med foreløbig 500 aktører på socialområdet.

På konferencen kan du høre:

  • Driftschef i Aarhus Kommune Natascha Mannemar og viceinstitutleder Mads Leth Jakobsen, Kronprins Frederiks Center for Ledelse, som giver deres bud på et svar med afsæt i både ledelsesforskning og praksis.
  • Indspark til, hvordan kommunerne konkret kan målrette hjælpen til mennesker, som har udviklingsforstyrrelser og komorbiditet med oplæg fra psykolog og stifter af Psykologisk Ressource Center Kirsten Callesen
  • Viden om, hvordan metoder med et tydeligt recovery-perspektiv kan støtte mennesker med svære problemstillinger til forandring ved Trine Uhrskov, som er psykolog og medejer af Sopra.
  • Om hvordan fysiske rammer har betydning for mental trivsel, når Mette Dan-Weibel, som er arkitekt og direktør i LINK Arkitektur, fortæller om, hvordan arkitektur med sine mange virkemidler kan understøtte bedring.

På konferencen skal vi også høre fra Torben Tranæs, som er formand for ekspertudvalget på socialområdet, et udvalg, som skal komme med anbefalinger til en bæredygtig udvikling på socialområdet, ligesom vi sætter fokus på den kommende hovedlov, som skal skabe større sammenhæng i indsatsen til mennesker med sociale og beskæftigelsesrettede problemstillinger.

På workshops i løbet af dagen bliver der mulighed for at engagere sig i drøftelser med kolleger og oplægsholdere. Mød fx mennesker med levede erfaringer, som giver deres perspektiv på, hvad der opleves komplekst. Du kan høre om bud på konkrete erfaringer med at omstille praksis på botilbudsområdet med henblik på at få refleksioner til egen praksis. Der vil være oplæg om erfaringer med samarbejde mellem botilbud og udgående botilbudsteams fra psykiatrien, som foreløbig har skabt endog rigtig positive resultater for mennesker, der har behov for indsatser fra både psykiatri og socialpsykiatri. Du kan også deltage i drøftelser om, hvordan kommunerne kan forholde sig til nogle af de mest presserende udfordringer på området, eller få større indblik i den økonomiske udvikling på socialområdet.

Tilmelding:

Du kan stadig nå at tilmelde dig via dette link: KL Social 2022.

×

Log ind