10. november 2020

Fakta om Ankestyrelsens ankestatistik på socialområdet

For mange borgere med handicap eller psykiske vanskeligheder er den hjælp, de får fra kommunen, afgørende for, at de kan få et så selvstændigt liv som muligt. Derfor er det helt afgørende, at de føler sig trygge i mødet med kommunen, og har tillid til, at kommunen træffer de rette afgørelser. Derfor er én fejl i en klagesag én fejl for meget. Bag hver eneste sag er et menneske eller en familie med alvorlige udfordringer i deres hverdag. Kommunerne arbejder hele tiden på at blive bedre til at træffe de rigtige afgørelser, og Ankestyrelsens tal viser, at der stadig er et arbejde at rette op på for kommunerne. Men tallene går i den rigtig retning. Færre borgere klager over en afgørelse, og kommunerne bruger flere penge end nogensinde på at hjælpe borgerne. Herunder kan I læse jer ind på lidt fakta om sagen.

Fakta om omgørelser

Antallet af klagesager har været faldende gennem flere år

I 2019 afgjorde Ankestyrelsen 2.187 og 1.024 klagesager på hhv. børne- og voksenhandicapområdet. I 2014 (som er det første år for statistikken) var antallet hhv. 3.279 og 1.402. Ser man bort fra 2016, hvor der var et større midlertidigt dyk i antallet af klager, har udviklingen altså været svagt faldende.

 

Kilde: Ankestyrelsen


De omgjorte sager udgøres hovedsageligt af hjemvisninger
 

Når Ankestyrelsen konstater en fejl i en klagesag, kan de enten ændre afgørelsen eller hjemvise den til fornyet behandling i kommunen. En hjemvisning betyder ikke nødvendigvis, at afgørelsen er forkert, men at der mangler oplysninger for, at Ankestyrelsen kan fastslå om afgørelsen er korrekt (fx manglende bilag, faktuelle oplysninger). Omgørelsesprocenten omfatter både ændringer og hjemvisninger. Hovedparten af de fejl, Ankestyrelsen finder, resulterer dog i en hjemvisning og ikke i en ændring jf. figur 1.

 

Figur 1. Fordeling af udfald af klagesager, 1. halvår 2019.

 

Antallet af omgjorte sager er nogenlunde konstant over tid

I 2019 omgjorde Ankestyrelsen 1.107 og 472 sager på hhv. børne- og voksenhandicapområdet. Antallet af omgjorte sager har været nogenlunde konstant over tid.

Kilde: Ankestyrelsen

Merudgiftsydelser og tabt arbejdsfortjeneste udgør 1/3 af alle omgjorte sager.

33% af alle omgjorte sager er relateret til merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste. Der er tale om områder, der er meget komplicerede og vanskelige at håndtere for sagsbehandlerne (se bl.a. eksempler herpå nedenfor).

Kilde: Ankestyrelsen

 

Kommunerne hjælper et meget stort antal borgere.

Kommunerne hjælper et meget stort antal mennesker på de områder, der indgår i omgørelsesstatistikken. Fx modtager ca. 310.000 personer indsatser efter Serviceloven. Antallet af omgjorte sager på tværs af servicelovens bestemmelser var 3.485 (i 2018). Tilsvarende modtager ca. 26.000 personer merudgiftsydelser, som er et af de områder med flest omgørelser. Her er antallet af omgjorte sager 790.

 

Område

Indsats

Antal omgjorte sager

Antal modtagere

Serviceloven i alt

 

3.485

 Ca. 310.000

Børnehandicapområdet

Merudgiftsydelser

537

17.218

Tabt arbejdsfortjeneste

572

14.430

Pasningstilbud, hjemmetræning m.m

38

-

Personlig hjælp og ledsagelse

144

-

Voksenhandicapområdet

Kontant tilskud (§ 95)

43

600

Borgerstyret personlig assistance (§ 96)

53

1.800

Ledsageordninger (§ 97)

36

11.100

Merudgiftsydelser

253

8 415

Note: Data stammer fra Ankestyrelsen, Danmarks statistik samt socialpolitisk redegørelse. Data er fra 2018, da der ikke foreligger data om antal modtagere i 2019.

 

Hvorfor er det vanskeligt at træffe afgørelser på socialområdet?

I Danmark har vi valgt en model på socialområdet, hvor lovgivningen ikke indeholder en klar beskrivelse af, hvilken hjælp borgere med en bestemt udfordring skal have. Det er fornuftigt, fordi borgernes udfordringer på socialområdet ofte er så komplekse, at man ikke kan definere løsningerne på forhånd. Men det betyder samtidig, at vi har givet sagsbehandlerne en meget svær opgave.

Kommunen skal vurdere hver enkelt borger individuelt og sikre, at borgeren hverken over- eller underkompenseres ift. lovgivningen og kommunens serviceniveau, da både over- og underkompensation vil være i strid med reglerne. Kommunen skal m.a.o. ramme en ret snæver sti for at træffe en korrekt afgørelse. Kommunen skal redegøre for og oplyse hver enkelt sag ud fra bl.a. Ankestyrelsens krav. Men kravene kan være umådeligt svære for sagsbehandlerne at leve op til. Det gælder særligt reglerne om merudgifter.

 

Reglerne om merudgifter er særligt svære

Reglerne om handicapbetingede merudgifter for børn og voksne er et eksempel på et område, hvor kravene til sagsbehandlerne er særligt høje. Sager om merudgifter udgør ca. 20 pct. af alle omgjorte sager. 

Formålet med reglerne er, at personer med handicap skal kompenseres for de eventuelle merudgifter, de har som følge af deres handicap. Det er i udgangspunktet en rigtig god idé, men meget svært at administrere i praksis. I sager om merudgifter skal kommunerne foretage meget svære vurderinger af, om borgerens udgifter adskiller sig fra andres i samme alder og livssituation, som ikke har et handicap. Det er fx vurderinger af:

  • Hvor mange par bukser en gennemsnitsdansker bruger årligt
  • Hvor mange kilometer der anses for almindeligt for en ung at køre til fritidsaktiviteter på et år
  • Om andre ikke-handicappede personer bruger mere eller mindre el, vand og varme
  • Hvilke forproducerede madvarer i en gennemsnitsdanskers diæt der indeholder kokos- og palmefedt og hvad merudgifterne er ved at undgå disse produkter
  • Om det er en normal udgift for en familie med et lille barn at udskifte småsten i en indkørsel med større sten/fliser på grund af risiko for, at barnet putter de små sten i munden
  • Hvor meget uldundertøj det er normalt at købe for en voksen person uden handicap