24. februar 2020

En sundhedsmæssig succeshistorie stiller krav til kommunerne både fagligt og økonomisk

Flere borgere med handicap lever længere, og det er en succeshistorie for både borgerne, deres pårørende og de danske kommuner. Parallelt med den stigende levealder ændres pleje og omsorgsbehovet, og derfor er det vigtigt løbende at følge udviklingen og justere indsatserne til borgeren. Eksempler fra Lejre og Brønderslev viser, hvordan kommunerne kan justere indsatsen til borgerne og derigennem håndtere udviklingen fagligt og økonomisk.

Levealderen er generelt stigende i hele vores samfund, men for gruppen af borgere med fysiske og kognitive handicap som fx Downs syndrom og andre kognitive funktionsnedsættelser er levealderen steget betydeligt. Hvor mennesker med Downs syndrom i 1920’erne kun blev 9 år i gennemsnit, var den gennemsnitlige levealder i 2013 steget til 56 år. Tilsvarende er levealderen for mennesker med andre kognitive funktionsnedsættelser steget fra 19 år i 1930’erne til 66 år i 1990’erne[1]. Erfaringen fra KL’s partnerskab på det specialiserede voksenområde, er endvidere at mange kommuner oplever at levealderen for disse målgrupper fortsat stiger[2].

Årsagen til udviklingen er bl.a. at det danske sundhedsvæsen er forbedret markant samt, at der er kommet et øget fokus på disse målgruppers sundhed – fx kost og motion. Der er således tale om en sundhedsmæssig succeshistorie.

Faglig såvel som økonomisk udfordring

Borgere med svære kognitive funktionsnedsættelser har ofte et stort støttebehov. Derfor medfører længere levetid blandt denne målgruppe et aktivitetspres i kommunerne, hvilket skaber en økonomisk udfordring.

KL’s partnerskab på det specialiserede voksenområde viste, at udfordringen imidlertid også er faglig. Det skyldes, at den øgede levetid ofte er kendetegnet ved flere år med tilstødende sygdomme og problematikker, typisk demens og demensrelaterede problematikker. For nogle grupper med kognitive funktionsnedsættelser (fx Downs) er demens almindeligt allerede fra 40 års-alderen, hvilket betyder, at støttebehovet mere kommer til at ligne en plejekrævende 90-årigs, end det en vanlige 40-årige i botilbud har brug for.

Udfordringen er, at når enkelte beboere på et botilbud i alderen 20-40 år får demens, kommer der store forskelle i beboergruppens funktionsevne. Det udfordrer både botilbuddets arbejde med at støtte den demensramte borger og arbejdet med at gennemføre meningsfulde aktiviteter for resten af beboerne.

Erfaringen fra partnerskabet er endvidere, at støttebehovet for den demente borger vil ændre sig gradvist. Borgeren vil typisk få brug for mere pleje og omsorg, og ofte specialiseret pleje – som det pædagogiske personale på botilbuddet ikke er uddannet til. Ligeledes kan borgeren få vanskeligt ved at deltage i de pædagogiske aktiviteter, der kendetegner botilbuddet.

Skal borgeren flytte?

Nogle kommuner i KL’s partnerskab pegede på, at udviklingen i borgernes støttebehov i en række tilfælde betyder, at det både fagligt og økonomisk vil give bedst mening at tilbyde at flytte borgeren til et tilbud, hvor de andre beboere har et mere tilsvarende pleje- og omsorgsbehov, og hvor der er fagpersonale med ekspertise i pleje og demens. De pædagogiske aktiviteter på botilbud kan være ude af trit med borgerens tilstand, hvis borgeren har brug for en intensiv plejeindsats.

Fra et økonomisk perspektiv er der også en gevinst i kraft af en lønforskel mellem de typiske medarbejdergrupper, der varetager de pædagogiske aktiviteter (socialpædagoger) hhv. pleje og omsorg (SOSU’er). Lønforskellen udgør typisk ca. 2.500 kr. pr. måned pr. fuldtidsansat. Herudover kan der være behov for et lavere timetal, når borgeren ikke længere kan deltage i de pædagogiske aktiviteter.

Bor borgeren allerede på et varigt eller længerevarende botilbud, kan kommunen dog ikke beslutte en flytning uden borgerens samtykke. Nedenfor beskrives to eksempler fra henholdsvis Lejre og Brønderslev Kommune, der illustrerer, hvordan kommunerne kan afhjælpe de faglige og økonomiske udfordringer til trods for denne begrænsning.

Lejre omvisiterer støtten til borgere med ændrede behov mens borgeren bliver boende

I Lejre Kommune har man revisiteret en gruppe af borgere inden for samme botilbud - eksempelvis fra § 85- til § 83-støtte. På den korte bane har det bidraget til at afhjælpe de faglige og økonomiske udfordringer. Revisiteringen af fem borgere har givet en samlet besparelse på 550.000 kr. Dette kan bidrage til at afhjælpe de faglige og økonomiske udfordringer på den korte bane, og for fem borgere har tiltaget givet en samlet besparelse på 550.000 kr.

Borgerne er tilknyttet to forskellige, men begge ret store, botilbud, men det har betydet at den personalemæssige omprioritering fra pædagogisk til SOSU-personale relativt let kan håndteres. For borgerne såvel som for Lejre Kommunes økonomi giver løsningen mening: Borgerne får en mere relevant indsats, og kommunen sparer penge.

Brønderslev Kommune får opbakning fra borgere og pårørende til flytninger

I Brønderslev Kommune arbejder man med en anden tilgang til at afhjælpe de faglige og økonomiske udfordringer på området. Tilgangen går i sin enkelhed ud på, at fagpersonaet tidligt går i dialog med borgere og pårørende om ændringer i støttebehovet. Dialogen starter så snart en borger får stillet en demensdiagnose.

Erfaringen i Brønderslev Kommune er, at borgeren og de pårørende på den måde får mulighed for at vænne sig til tanken om at flytte samt besøge det nye tilbud.

I Brønderslev Kommune benytter man i vid udstrækning almindelige plejehjem til den voksende gruppe af borgere med kognitive funktionsnedsættelser og demens, netop fordi plejehjemmene råder over personale med ekspertise i pleje af demente borgere. Den nordjyske erfaring er, at SOSU-medarbejdere, der dedikerer sig til opgaven med at pleje borgere med handicap og demens, også kan løfte den. Der kan være tale om krævende borgere, hvorfor det, ifølge Brønderslev Kommune, er afgørende med supervision og vejledning – særligt i opstartsperioden.

I Brønderslev Kommune er området organiseret således, at der er en fælles myndighedsafdeling for ældre og voksenhandicap. Erfaringen er, at denne organisering i høj grad bidrager til at skabe et fælles perspektiv på opgaven.

 

[1] Kilde: Coppus et al. (2013): People with intellectual disability: What do we know about adulthood and life expectancy? Development disabilities research review.

[2] Jf. KL’s partnerskab med 30 kommuner om styring på det specialiserede socialområde