25. november 2019

Idébanken – genvej til initiativ og inspiration på tværs af landet

Savner du inspiration og viden om andre kommuners effektviseringsforslag, så dyk ned i KL’s idébank, som har identificeret og samlet effektiviseringsinitiativer på tværs af landets 98 kommuner. Høje-Taastrup, Fredensborg og Sønderborg Kommune er nogle af de kommuner, der på forskellig vis har arbejdet med idébanken i forbindelse med dette års budgetlægning.

Kommunerne skaber råderum

Behovet for at skabe nyt økonomisk råderum er stort, og stod højt på den kommunale dagsorden. Der er flere veje at gå i jagten på at sikre mest mulig tid til kerneopgaven, høj faglig kvalitet og rum til politiske prioriteringer. Adskillige værktøjer kan hjælpe kommunerne i denne dagsorden, og et af disse er KL’s idébank, som indeholder velprøvede råderumsinitiativer fra kommunernes budgetlægning.

Ny version af kortlægning af råderumsinitiativer

Sidste år lancerede KL’s Omstillings- og Udviklingsenhed første version af idébanken, der indeholdte råderumsinitiativer for budget 2019. Nu lanceres idébanken 2020, som indeholder initiativer fra budget 2020.

Formålet med idébanken er at give kommunerne et overblik over alle råderumsinitiativer, så de kan lade sig inspirere af hinanden og ikke selv behøver opfinde den dybe tallerken. I idébanken har kommunerne mulighed for at søge blandt forslagene, gå ud fra fagområde eller type af tiltag.

Idébanken for kommunernes budget 2020 indeholder effektiviserings- og investeringsforslag, der ikke skaber serviceforringelser, men frigør råderum til kommunale prioriteringer. Dette er illustreret i figuren nedenfor. 

Kommunerne arbejder med idébanken

Kortlægningen af kommunernes råderumsinitiativer giver kommuner, der arbejder med de samme konkrete tiltag mulighed for at dele viden og sparre med hinanden.

Idébanken har været til inspiration for mange kommuner i forbindelse med forberedelsen af dette års budgetproces, herunder blandt andet Høje Taastrup, Fredensborg og Sønderborg Kommune.

Udvalg i Høje-Taastrup Kommune bruger idébanken i budgetprocessen

Høje-Taastrup Kommune begyndte budgetprocessen for budget 2020 i foråret 2019. I forbindelse med forberedelse af budgetprocessen tilrettelagde økonomifunktionen en proces, hvor udvalgte råderumsforslag fra KL’s idébank blev præsenteret for de respektive udvalg.

Råderumsforslagene tjente som inspiration til, at udvalgene skulle give input til, hvilke områder og eventuelle forslag administrationen skulle arbejde videre med i budgetprocessen.

Økonomichef Jane Eichenwald Henriksen fortæller, at der i de enkelte udvalg kom mange gode drøftelser ud af forslagene. Der var ligeledes mulighed for at stille spørgsmål til, om forslagene kunne implementeres i Høje-Taastrup Kommune.

”Vi gav os selv mulighed for at undre os over råderumsforslagene – var der fx særlige grunde til at forslagene ikke havde været foreslået tidligere? Processen omkring forslagene i idébanken har udvidet vores mulighedsrum. Når andre kommuner har implementeret et forslag, så skal der jo modargumenter til for at sige, at det ikke kan lade sig gøre i vores kommune.”, fortæller Jane Eichenwald Henriksen.

Budgetkatalog i Fredensborg Kommune er inspireret af idébanken

Fredensborg Kommune er en anden kommune, der har gjort brug af idébanken. Som en del af budgetprocessen for 2020 udarbejder kommunen et budgetkatalog. Budgetkataloget er en del af det materiale som udarbejdes til Byrådet til brug for de politiske forhandlinger i budgetprocessen.

Idébanken er i dette års budgetproces blevet benyttet som inspirationsmateriale til de centralt fastlagte idégenereringsprocesser, som er blevet gennemført i forhold til udarbejdelse af forslag til årets budgetkatalog.

Budgetgrupper bruger idébanken til at finde råderumsforslag

I år blev der som led i budgetprocessen nedsat budgetgrupper på alle fagområder. Formålet med budgetgrupperne var at bistå centerchefen i at udarbejde forslag til årets budgetkatalog.

Kravene til de budgetgrupper som skulle nedsættes var, at disse som minimum skulle bestå af centerchefen og repræsentanter for institutionsledere/teamledere og medarbejdere samt økonomikonsulenten på fagområdet.

Idébanken indgik som inspirationsværktøj til møderne i budgetgrupperne, og dermed i udarbejdelsen af nye råderumsforslag til budgetkataloget for budget 2020. På de forskellige fagområder blev opgaven grebet forskelligt an.

Forskellige måder at bruge idébanken

Økonomikonsulenterne udvalgte på nogle områder råderumsforslag fra idébanken og tog disse med som input til drøftelserne på møderne i budgetgruppen. På andre områder udvalgte økonomikonsulenten og en leder fra fagområdet forslag fra idébanken i et samarbejde. Der var også centerchefer som valgte at de sammen i budgetgruppen foretog udvælgelsen af de forslag som de ville undersøge nærmere på et møde i budgetgruppen.

Budgetkoordinator i Fredensborg Kommune, Helle Andersen, har været inde over processen og arbejdet med idébanken, og hun fortæller:

”Idébanken er én af flere metoder som er anvendt til at få nye idéer til råderumsforslag. Det gode ved at drøfte råderumsforslag fra idébanken er, at man ved at forslaget er blevet undersøgt, udvalgt og politisk godkendt i en anden kommune. Flere centerchefer drøfter desuden med deres kolleger i andre kommuner som optakt til årets budgetproces deres nye idéer til effektiviseringsforslag og får således inspiration af denne vej. Idébanken sikre dog at det er muligt løbende at følge de råderumsinitiativer som gennemføres i alle landets kommuner.”

Administrativt brug af idébanken i Sønderborg Kommune

Idébanken kan altså bruges på forskellige måder og på forskellige tidspunkter i kommunernes budgetlægning. I Sønderborg Kommune er processen omkring råderumsinitiativer en decentral fundering.

Sønderborg Kommune har i år brugt idébanken som supplement til deres egen råderumsproces, hvor den er distribueret ud til de decentrale chefer og konsulenter. Peter Vestergaard Jensen, der er økonomikonsulent i kommunen fortæller:

”De decentrale funktioner har gennemgået og kvalificeret udvalgte forslag fra idébanken. Der var fx en lang række forslag som efter en kvalificering og tilpasning kunne give inspiration til Sønderborgs eget råderumskatalog”.

I Sønderborg har de ydermere lagt vægt på at tage kontakt til de kommuner, hvor der var initiativer, der kunne overføres til Sønderborg.

Som de tre eksempler viser, kan idébanken give inspiration på både administrativt og politisk niveau. For selvom kommunerne hverken er eller skal være ens, er der ingen grund til at opfinder den dybe tallerken.

Find idébanken og dyk ned i en lang række af råderumsinitiativer på KL’s hjemmeside. Idébanken for budget 2019 findes på KL’s hjemmeside, og snart offentliggøres idébanken for budget 2020. Begge vil være at finde på: Idebanken