24. oktober 2019

Ændrede familiemønstre kan ændre plejebehovet i fremtiden

Som vi lever nu, vil flere enlige øge behovet for offentlig service. Familiemønstret for fremtidens ældre kan øge kommunernes udfordringer med at levere service til dem, som har behov for det.

Tekst af Niels Henning Bjørn, Chefkonsulent i KL's Økonomiske Sekretariat, Ida Andréa Rasmussen, Chefkonsulent i KLK, og Janne Sørensen, Chefkonsulent i KLK.

De ved det godt i social- og sundhedsafdelingen – ægtefæller og samlevende partnere er en uvurderlig hjælp i det daglige. Ægtepar og samboende hjælper hinanden, hvor enlige i langt højere grad er overladt til at klare sig selv. Den offentligt finansierede service kommer oftere ind i billedet, når enlige har svært ved at klare hverdagens udfordringer, end hos ægtefæller, fordi den anden ægtefælle hjælper. Derfor spiller familiemønstret en rolle for behovet for den offentlige service. Som vi lever nu, vil flere enlige øge behovet for offentlig service. Familiemønstret for fremtidens ældre kan øge kommunernes udfordringer med at levere service til dem, som har behov for det.

I Danmark er vi glade for den universelle velfærdsmodel, hvor der er spændt et sikkerhedsnet ud for alle indbyggere. Her yder det offentlige støtte i form af for eksempel offentlig service, hvis en borger har svært ved at klare sig selv. Det kan være, at personen er en ældre pensionist, som ikke kan klare hverdagens praktiske opgaver som rengøring, vask eller madlavning. 

I kontinentale lande som for eksempel Italien, Spanien og Frankrig er det i højere grad familien, som forventes at hjælpe de ældre med de praktiske og personlige udfordringer. Det vil give problemer, hvis de ældre ikke har deres børn eller anden nær familie i nærheden. I Danmark forventes børnene eller anden nær familie ikke i samme grad at hjælpe de ældre med daglige udfordringer, uanset om de bor rundt om hjørnet eller i den anden ende af landet.

Enlige ældre og samboende ældre får forskellig hjælp

Kommunen hjælper de ældre både med praktisk hjælp og med personlig pleje, men der er forskelle i, hvilken type og hvor meget hjælp enlige og samboende får. Enlige i egen bolig modtager langt oftere hjælp end ægtefæller og personer i parforhold i egen bolig, og eksempelvis modtager mere end 25 procent af enlige kvinder på 80 år i egen bolig hjemmehjælp, mens kun 14 procent af kvinderne i parforhold gør det, og forskellen for mænd på 80 år er på 24 procent for enlige og 9 procent for mænd i parforhold. Hvis hjemmehjælp kun var praktisk hjælp til støvsugning, indkøb, leverance af mad eller anden rengøring til husholdningen, så kunne behovet for hjælp til personer i par måske være mindre pr. person, men cirka 85 procent af hjemmehjælpen er personlig pleje, som er målrettet en person. En enlig modtager af hjemmehjælp i alderen 80-84 år får godt 150 timer om året i gennemsnit, hvor godt 30 timer er praktisk hjælp, mens en i par får godt 200 timers hjælp, hvor mindre end 20 timer er praktisk hjælp. Enlige får generelt færre timers personlig pleje og lidt mere praktisk hjælp end modtagere i parforhold. Den største forskel mellem enlige og samboende findes dog for andelen i plejebolig. Den er langt højere for enlige end samboende på samme alder, jf. figur 1. Blandt de enlige på 90 år er 20-25 procent i plejebolig, mens andelen blandt samboende er omkring fem procent. 

Enlige ældre føler sig oftere ensomme

En anden forskel mellem enlige ældre og ældre i parforhold er, at enlige oftere føler sig ensomme end samboende, og at trivslen blandt ensomme er ringere end blandt ældre, som ikke er ensomme. Det er især enlige mænd, hvor andelen af ensomme er mere end tre gange så høj blandt enlige end samboende, mens den blandt kvinder er lidt mere end dobbelt så høj. Andelen af ensomme er lidt højere blandt enlige mænd end enlige kvinder, mens det blandt samboende er lige omvendt, idet andelen af ensomme er højere blandt samboende kvinder end samboende mænd. Målinger af trivslen blandt ældre viser, at ensomme ældre oftere har dårlig trivsel end ældre, der ikke er ensomme. Det er dog ikke muligt at afgøre, hvilken vej kausaliteten mellem ensomhed og trivsel går. Der er dog ingen tvivl om, at enlige oftere har dårligere trivsel end samboende, hvilket er en udfordring for velfærden for de ældre.

Flere enlige i kommende årgange af ældre

Danskerne lever længere og længere, og det smitter i høj grad af på andelen af ældre, som lever i parforhold (gifte eller samme adresse). Andelen af 80-årige kvinder i parforhold er steget fra knap 30 procent til godt 38 procent fra 2010 til 2018. Andelen af mænd i parforhold ligger langt højere, men er kun steget fra 64,5 procent til godt 68,5 procent. De forskellige andele for mænd og kvinder en konsekvens af, at kvinder lever længere end mænd. Mænds levetid er dog øget mere end kvindernes over perioden, og kønsforskellen mht. andelen, der lever i parforhold, er derfor mindsket. 

Den gode nyhed er, at vi også forventes at leve længere de kommende år. Derfor dør færre især i 60’erne og 70’erne, hvor dødeligheden for både mænd og kvinder aftager kraftigt. De kommende 10 år forventes dødeligheden for de 70-årige mænd at aftage med godt 25 procent og for de 80-årige mænd med knap 20 procent. For kvinder forventes dødeligheden også at aftage, men i lidt forskellig takt. Kvinders dødelighed forventes fortsat at være væsentligt lavere end mænds efter de 60 år. Det betyder, at der fremover vil være flere, som bliver 85 år eller mere, hvor behovet for hjemmehjælp og måske hjemmesygepleje kan være stigende.

Samtidig forventes de ældre dog at være friskere og være i stand til i højere grad at klare sig selv, fordi behovet for hjemmehjælp og hjemmesygepleje først stiger de sidste år i livet. Det betyder, at behovet for hjælp udskydes, når levealderen stiger. Om behovet udskydes mere eller mindre end levealderen er ofte diskuteret. Hvis behovet udskydes lige så meget som levealderen stiger, benævnes det ofte som sund aldring, mens det benævnes som usund aldring, hvis behovet ikke udskydes som følge af den stigende levealder.

Udviklingen i familiemønstret er imidlertid ikke så gunstigt for, at de ældre kan klare sig selv. Andelen af de 50-årige i ægteskaber og samboende i parforhold er aftagende, så mens godt 79 procent af de 50-54-årige boede sammen eller var gift i 2000, så var det i januar 2019 kun godt 68 procent af de 50-54-årige som boede sammen eller var gift. Det kan betyde, at der i løbet af nogle årtier vil være færre, som lever sammen som 80-årige og hjælper hinanden i medgang og modgang, selv om både mænd og kvinder lever længere de kommende årtier.

Behov for nye forpligtende fællesskaber?

Kan en nedgang i andelen af personer i parforhold og ægteskaber erstattes af andre relationer, hvor et par måske bor hver for sig og har et andet fællesskab, hvor man spiser og går i byen sammen og evt. sover sammen en gang imellem? Nogle foretrækker dette mere uforpligtende parforhold, men det kan være en udfordring, når der er behov for at hjælpe hinanden med at få tøj på, vask og hjælp til at spise. I den situation er forholdet mere skævt, så den ene hjælper den anden. Det vil ofte kunne forhindre ensomhed, men ikke nødvendigvis krævende personlig pleje eller rengøring.

Det kunne også være andre boformer, hvor seniorer bor sammen i oldekolle, fordi de ønsker at kunne klare sig selv, men under forhold, hvor man har et socialt fællesskab med for eksempel spisning og fælles arbejde, hvor man får rørt sig mere, grinet mere og spist mere, end hvis man havde siddet alene i en lejlighed. Fællesskaber kan derved forbedre trivslen og forebygge ensomhed, mens de ikke nødvendigvis vil indeholde gensidig hjælp til rengøring, vask og pleje. 

En tredje mulighed er, at flere generationer bor sammen, eller de bor så tæt ved hinanden, at de kan hjælpe hinanden både med praktiske opgaver og med den personlige pleje. Her kan generationerne hjælpe hinanden, men stadig udestår spørgsmålet, om et bofællesskab eller et samarbejde mellem generationer vil kunne kompensere for en lavere andel i ægteskaber eller tilsvarende parforhold. 

Personer i parforhold er ikke så ofte ensomme, og de har senere brug for offentlig service. Lige nu bliver der flere i parforhold, men om 20-30 år er situationen måske en anden. Derfor er det på tide at diskutere boformer, byplanlægning, og hvordan vi kan hjælpe hinanden mere end det er tilfældet lige nu. Det kan skabe et større fællesskab og forebygge ensomhed, og i sidste ende kan det måske mindske eller udskyde behovet for offentlig hjælp.

Figur 1