21. marts 2019

Tværgående familieindsats – nøglen til succes for udsatte familier?

Helhedsorienterede indsatser har længe været det nye sort på socialområdet. Men hvad skal der til for at nå i mål med en tværgående indsats over for familier?

Tekst af Marie Stub Bager, specialkonsulent i KL's økonomiske sekretariat, og Helene Ravn, konsulent i KL's økonomiske sekretariat

I tirsdags løb KL’s konference om udsatte børn og unge af stablen i Nyborg. Traditionen tro var der livlig debat om dette års tema ”Skab trivsel i udsatte familier”, men i år var det med et bredere syn på børnene – nemlig med fokus på hvordan man kan give helhedsorienterede indsatser til de udsatte familier. Og netop en politisk aftale fra december lægger op til en ny lov om helhedsorienteret indsats. Her samles indsatser fra syv forskellige lovgivninger og fire forskellige sektorområder i én ny hovedlov om helhedsorienterede indsatser til borgere og familier med komplekse og sammensatte problemer. Ambitionen er, at borgere med komplekse problemer skal møde en sammenhængende offentlig sektor. Det skal bidrage til at øge kvaliteten i den offentlige sektor, men også sikre, at vi får mere ud af de ressourcer, vi investerer i.

Én ting er lovteksten, men en anden er, når de helhedsorienterede indsatser skal føres ud i praksis i kommunerne. Hvad ved vi om, hvad der er svært, og hvad der kan bidrage til at lykkes med arbejdet med udsatte familier?

Målet er bedre livsmestring

”Det er afgørende for en helhedsorienteret indsats, at målet er et bedre liv forstået som bedre livsmestring, og at indsatsen tager udgangspunkt i de unikke problemer og behov, som borgeren eller familien har. Livsmestring handler om at kunne forholde sig kompetent og selvstændigt til sit eget liv og træffe de beslutninger, der er bedre for en selv og eventuelt ens børn.” (Martin Bæksgaard Jakobsen, fra bogen ”Helhedsorienteret socialt arbejde med udsatte familier”).

Helhedsorienterede indsatser over for udsatte familier indebærer, at man ikke skal se på de enkelte familiemedlemmers problemer, ressourcer og behov isoleret set, men at man tager udgangspunkt i de forhold, som har betydning for familiens samlede livssituation. Dette kræver en indsats på tværs af fagligheder og organisering. Det er en udfordring, at der kan være forskellige vurderinger af, hvad målet for indsatsen for en borger eller familie er, alt efter hvilket myndighedsområde man spørger. For eksempel kan der være forskellige vurderinger af, om målet først og fremmest er beskæftigelse eller forbedret forældreevne – og om målet er realistisk. Det er karakteristisk for kommuner med god samordning af indsatserne, at de typisk har udviklet et meget stærkt fælles fagligt afsæt for arbejdet på tværs af fagsøjler og normalt har rehabilitering og arbejdsmarkedskontakt som drivende målsætning. Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke findes nogen idealløsning, som virker for alle, da kommunernes forudsætninger er forskellige.

Et andet eksempel er, at der mellem kommunernes børne- og familieafdelinger kan være forskel på, i hvilken grad forældrene ses som en del af problemet eller løsningen i forhold til et udsat barn. I nogle afdelinger er det mere udbredt med fokus på at sikre barnets trivsel, mens der andre steder arbejdes med familien som et hele. Forskning viser imidlertid, at normalisering af de voksnes situation har stor indvirkning på normalisering af barnets situation. 

Hvad virker?

”Forældre er nøglen til børns læring og udvikling. Forældre er rollemodeller for deres børn, og tallene taler deres tydelige sprog, når vi ser på, hvilken betydning familiebaggrund har for børns udviklingsmuligheder. For eksempel er risikoen for at komme på kontanthjælp markant forhøjet for unge, der kommer fra en udsat familie.” (KL’s debatoplæg ”Invester før det sker”).

En helhedsorienteret indsats med fokus på at genopbygge tilliden med nogle af de familier, der har komplicerede forløb bag sig, og som tager udgangspunkt i familiens behov, er vigtig, hvis man vil lykkes. Effektive virkemidler, som flere kommuner har haft succes med, er tværgående familiekoordinatorer, én samlet helhedsorienteret plan for familien og netværksmøder for alle relevante medarbejdere i kommunen for at følge op og vurdere, koordinere og eventuelt nytænke indsatser og tilbud for familien. I Assens Kommune har man gode erfaringer med at arbejde helhedsorienteret overfor udsatte familier:

Familieperspektivet er afgørende for helhedsorienteret indsats

I Assens Kommunes projekt ”Job og Familie” arbejder man helhedsorienteret med fokus på hele familien frem for de enkelte familiemedlemmer. Udgangspunktet er, at man er nødt til at gå bort fra det traditionelle fokus på hvert enkelt familiemedlem som en isoleret enhed, hvis man vil opnå bedre resultater for familierne.

LÆS OGSÅ: Flere småbørn udfordrer planlægningen af dagpasningen

De udfordringer, som de enkelte familiemedlemmer har – uanset om de er beskæftigelsesrelaterede, økonomiske, eller sociale for såvel børn som voksne – påvirker hele familien. Kun ved at have blik for hele familieperspektivet kan man til fulde lave tværfagligt og helhedsorienteret sagsbehandling. Familieperspektivet gør det muligt at finde ind til sagens kerne og få arbejdet med de egentlige årsager til såvel familiens som de enkelte familiemedlemmers udfordringer. Uden familieperspektivet risikerer man at symptombehandle og derved iværksætte de forkerte indsatser eller at fejldosere indsatserne. 

Fremgangsmåden hviler på en overbevisning om, at når man hjælper forældrene, så hjælper man også børnene. Denne overbevisning er understøttet af resultaterne af projekt ”Hel Familie”. Resultaterne viser, at når voksne kommer tættere på arbejdsmarkedet eller uddannelse, så får børnene det også bedre. Resultatet for børnene ses ved en reduktion af indsatser, nedgang på indsatstappen, mindre indgribende foranstaltninger og børnesager der lukkes, da der ikke længere vurderes behov for særlig støtte. 

I Assens Kommune har man med dette afsæt udviklet en fælles udredningsmodel, ”Familiefaglig undersøgelse”, hvor familien bliver udredt samlet og afslutningsvis får én fælles handleplan for hele familien (Familieplan), der rummer formål og indsatser for familien som helhed og for de enkelte familiemedlemmer.

Den familiefaglige undersøgelse er baseret på en integration af udredningsmetoderne VUM, ICS, Min Plan og rehabiliteringsteamets forberedende skema. Derudover er metoden ”sags- og episodeanalyse” integreret i det afsluttende afsnit i den familiefaglige undersøgelse i forhold til blandt andet fastlæggelse af handleretning og konkrete helhedsorienterede indsatser, men også for at skabe struktur for den tværfaglige dialog. 

Et vigtigt element i den familiefaglige undersøgelse er gennemførslen af flerfagligt statusmøde (FFS) og tværfagligt analysemøde (TAM). Flerfagligt statusmøde erstatter den traditionelle indhentelse af skriftlige udtalelser (ICS). Her mødes socialrådgiveren, samarbejdspartnerne og familien og udfylder i dialog sammen status-skemaet. 

TAM afholdes, når den familiefaglige undersøgelse er i sin afsluttende fase, og de nødvendige oplysninger er indhentet. Til dette møde deltager de interne fageksperter på tværs af forvaltninger, hvis kompetencer vurderes relevant for den pågældende sag. Resultatet af TAM danner grundlag for udarbejdelsen af familieplanen og det videre samarbejde med familien om de målsætninger og indsatser, der beskrives i familieplanen.

Vigtigste foreløbige effekter, der bygger på datatræk fra projektets start og frem til dec. 2018: 

  • 14 børnesager er lukket på grund af positiv trivsel. 
  • Tre børn er hjemgivet.
  • Fire børn har ikke aflastning mere, men har mindre indgribende foranstaltninger på grund af trivselsprogression.
  • Overordnet progression på børnenes trivsel.
  • Overordnede progressioner på de voksnes trivsel.
  • En reduktion i skolefraværet.
  • Der ses en sammenhæng og tendens med, at de voksne kommer i beskæftigelse og børnenes trivsel forøges. 
  • Gennemsnitligt færre anbringelser end i børne- og familieafdelingen på trods af målgruppen.