Stigende antal ældre og mangel på plejepersonale kan få drastiske konsekvenser for hjemmehjælpen

Antallet af danskere på 80 år eller mere forventes at stige kraftigt i de kommende år, så der i 2030 vil være omkring 426.000 mod 304.000 i dag. Men de danskere, der fylder 80 år de kommende år, eller som allerede har rundet det skarpe hjørne, kan forvente en fremtid, hvor det bliver langt sværere at få besøg fra de kommunale hjemmehjælpere, hvis ikke det lykkes at få flere til at arbejde i ældreplejen. Det viser en ny Momentum-analyse.

Det kraftigt stigende antal ældre betyder nemlig ifølge analysen, at kommunerne i værste fald risikerer at måtte sænke de gennemsnitlige ugentlige antal timer til personlig pleje og praktisk hjælp til de 80+årige fra de nuværende 3,6 timer til 2,4 timer allerede i 2030. Det svarer til et fald på 33 procent. Hvilket vil bygge oven på et fald fra 3,9 timer om ugen pr. hjemmehjælpsmodtager over 80 år i 2009. Scenariet er under forudsætning af, at det samlede antal af hjemmehjælpstimer, der er til rådighed, samt andelen, der får hjemmehjælp, forbliver på 2021-niveauet, hvilket kan blive endog meget svært.

Vælger man i stedet at skære i andelen af 80+årige, der får hjemmehjælp, vil det i et worst case-scenarie kun være godt hver femte 80+årige, som kan få hjælp i 2030, mod hver tredje i dag. Går man tilbage til 2009, var det 47 procent af de 80+årige, der fik hjemmehjælp.

Så selvom man vælger en løsning, hvor både færre kan få hjemmehjælp og dem, der får hjemmehjælp, får færre timer, er der ifølge Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, ingen tvivl om, at det stigende antal ældre er en stor udfordring for velfærdsstaten, som vi kender den i dag.

“Paradoksalt nok har man i lang tid vidst, at vi ville blive ramt af en ældrebølge nu, hvor de store årgange fra midten af 1940’erne fylder 80 år. Og det har også længe stået klart, at vi ikke har nok SOSU-assistenter og -hjælpere til at fastholde serviceniveauet, som vi kender det,” siger Jes Søgaard.

Momentums analyse viser, at det kræver en årlig stigning på tre til fire procent i det samlede antal af hjemmehjælpstimer, hvis kommunerne i 2030 skal kunne tilbyde samme antal timers hjemmehjælp til 80+ årige som i dag. Til sammenligning har der dog været et årligt fald på knap 3 procent årligt til gruppen af 80+årige i perioden 2009-2021.

“Det er et meget skræmmende scenarie, som analysen opstiller, og den illustrerer nærmest uhyggeligt tydeligt, hvad det er for nogle drastiske udfordringer, vi står overfor. Ikke mindst i betragtningen af det der allerede er skåret på området,” siger Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældresagen, og fortsætter:

“Man kan ikke bare automatisere og digitalisere sig ud af problemerne i ældreplejen. Opgaverne kræver, at der er plejepersonale til stede. Får vi ikke fundet en løsning, betyder det, at vi enten skal man have et modbydeligt lotteri, hvor hver tredje, der søger hjemmehjælp, ikke kan få noget. Eller også kommer grønthøsteren og skærer, så alle får mindre hjælp. Begge dele helt uacceptabelt”.

At der kan blive kamp om hjemmehjælpen, viser analysen også i et yderligere scenarie, hvor man i takt med stigningen i 80+årige omfordeler flere timer til de 80+årige på bekostning af de 67-79-årige, men selv her vil det gennemsnitlige hjemmehjælpstimer falde til 2,9 timer om ugen i 2030 for de 80+årige.

Forventningsafstemning nødvendig

En tidligere analyse fra Momentum viser, at kommunerne løber ind i det problem, at regeringens løfte om, at pengene følger med, når der kommer flere ældre, langt fra er ensbetydende med, at der er penge til at opretholde det samme antal hænder per bruger som i dag. Der vil nemlig mange finansiering til omkring 6.000 medarbejdere på ældreområdet.

I KL understreger formand Martin Damm, at selv om regeringen holder fast i, at pengene følger med, når der kommer flere børn og ældre, så er det ikke nok.

“Vi har udsigt til færre hænder pr. borger. Vi kan ikke bare smøre det, vi gør i dag, tyndere ud. Derfor er der brug for at tale om prioritering, og hvad borgerne kan forvente af velfærdssamfundet. For der skal være balance mellem, hvad vi lover borgerne, og hvad vi i kommunerne kan tilbyde. Regeringen skal stå i spidsen for den forventningsafstemning. Det er ikke kommunerne og den enkelte medarbejder, der i mødet med borgerne skal stå alene med dén opgave,” siger han.

Jes Søgaard peger også på, at det er afgørende, at politikerne får forklaret befolkningen, at de ikke kan forvente, at niveauet af velfærdsydelser som for eksempel hjemmehjælp kan fortsætte uændret. Snarere skal man gøre det klart for borgerne, at dem, der har det relativt bedst, nok bliver nødt til at klare sig selv i lidt højere grad end i dag.

“Det bliver bestemt ikke let. Det er lidt ligesom at skulle forklare befolkningen, at vi skal droppe store bededag. Men det er politikerne, vi har til at forklare, at man er tvunget til at prioritere skarpere fremover,” siger Jes Søgaard.

Hos FOA kalder formand for Social- og Sundhedssektoren Tanja Nielsen analysen for grufuld læsning.

“Ældreområdet bliver stadig mere komplekst, og der er ingen tvivl om, at vi kommer til at stå med et massivt problem på ældreområdet, hvis ikke vi får ændret den måde, vi varetager ældreplejen på i dag,” siger Tanja Nielsen.

Hun er enig med både Martin Damm og Jes Søgaard i, at politikerne er nødt til at gøre det klart over for befolkningen, at der er nogle opgaver, det offentlige ikke kan levere på.

”Det er lidt af en falliterklæring, og jeg får helt ondt i maven ved tanken, men hvis man politisk ikke er villig til at afsætte de nødvendige midler, er man nødt til at tage snakken og afstemme forventningerne til hjemmeplejen hos befolkningen.”

Michael Teit Nielsen mener derimod ikke, at det er vejen at gå.

“Vi kan ikke være bekendt at sige til mennesker, der har bidraget til samfundet hele livet, at nu må de klare sig selv, fordi de bliver ældre på et tidspunkt, hvor der ikke lige er nok personale. Vi ville aldrig acceptere, det som nødvendig og rimelig forventningsafstemning, hvis man sagde til forældre, at de var nødt til at blive hjemme og selv undervise deres børn, fordi der manglede lærere. Eller sige til kræftpatienter, at de må forventningsafstemme og afstå fra at modtage behandling på grund af lægemangel,” siger han. 

Rekruttering er den største udfordring

Alle parter peger på, at rekruttering af medarbejdere til SOSU-fagene bliver den allerstørste udfordring, for at vi i fremtiden kan løfte antallet af hjemmehjælpstimer. En tidligere analyse fra Momentum viser da også, at man kan komme til at mangle op imod 16.000 SOSU’er i 2030.

Her kan Christiansborg ifølge Jes Søgaard, give området så mange ekstra midler, at det bliver virkelig attraktivt at være SOSU’er. Men den løsning er dog heller ikke uden tidsler, som der er behov for at forklare befolkningen.

“For så vil vi komme til at mangle arbejdskraft i andre sektorer. Bare at sprøjte flere penge ind i ældreplejen vil falde tilbage på andre dele af økonomien. Sådan noget skal politikerne også begynde at forklare befolkningen”, siger Jes Søgaard.

Tanja Nielsen understreger, at underskud på kommunernes budgetter aldrig er fremmende for en god ældrepleje, og at hendes medlemmer naturligvis gerne vil have mere i lønposen.

“Så derfor er flere penge nødvendigt. Men om et stort millionbeløb fra politikerne nødvendigvis betyder, at vi får en bedre ældrepleje, er jeg usikker på. Det, som virkelig betyder noget, er første og fremmest medarbejdertrivsel, nærværende ledelse, og at personalet bliver uddannet og løbende opkvalificeret”, siger sektorformanden fra FOA.

For kommunerne er det en kæmpe udfordring at rekruttere medarbejdere til ældreplejen. Martin Damm understreger, at kommunerne er godt i gang med at gøre det mere attraktivt at arbejde i ældre- og plejesektoren.

“Det er en vanskelig opgave, men vi er nødt til blandt meget andet at skabe bedre rammer for løn, og få de ældre medarbejdere til at blive længere i faget. Det er dog ikke noget, vi som kommuner kan gøre alene. Politikerne på Christiansborg skal være med - både med ressourcer, men også med lovgivning, der kan gøre det lettere for kommunerne at tage initiativer, som fx. at tilrettelægge ældreplejen på en anden måde, så det bliver mere attraktivt for personalet, og så borgerne oplever en bedre service”, siger Martin Damm.

For Ældresagen er der heller ingen vej udenom at se på, hvordan arbejdet i ældreplejen kan organiseres anderledes end i dag.

“Vi skal have et arbejdsmiljø, som ikke er så dårligt, at medarbejdere flygter, bliver nedslidte, går før tid og ikke siger, at de hellere vil sidde i kassen i Netto end at være SOSU’er,” siger Michael Teit Nielsen og peger på selvstyrende teams, som man kender det fra den hollandske Buurtzorg-model, som en mulig del af løsningen.

Det samme mener Tanja Nielsen:

“Der er tydeligt bevis for, at hvis vi går ind og laver små teams og sikrer tværfagligheden, vil det give en bedre arbejdsmiljø, mindre sygefravær, bedre trivsel hos borgerne og en bedre relation til de pårørende. Jo bedre samarbejde med de pårørende, jo bedre trives borgerne.

Jes Søgaard ser også muligheder i den hollandske model da den ”øger tilfredsheden hos de ældre borgere, fordi de oplever mere kontinuitet hos personalet, der kommer hos dem, og personalet er mere herre over deres eget arbejde end tidligere, hvilket giver mere arbejdsglæde.”

Modellen inddrager dog også pårørende som en del af plejen. Det kan være til at udføre små, praktiske opgaver som at give støttestrømper på, lægge tøj sammen i skabet og klare indkøbene eller cykle en tur. Og den del vil ifølge Jes Søgaard gøre nogle betænkelige.

“Det er et følsomt emne at inddrage de pårørende i de selvstyrende teams, og lade dem varetage nogle af de praktiske funktioner, og mange - både borgere og pårørende - vil nok umiddelbart sige nej. Alligevel tror jeg, at det kan blive en del af løsningen på at få flere timer til ældrepleje i fremtiden,” siger Jes Søgaard.

Af Kim Andreasen

Analyse: Bodil Helbech Kleist, KL Analyse og Makro