25. januar 2022

Kontanthjælpsmodtagere gennemfører markant sjældnere deres alkoholbehandling end andre

Ny kortlægning viser store sociale forskelle i alkoholbehandlingen, da kun omkring halvt så stor en andel af kontanthjælpsmodtagerne sammenlignet med lønmodtagere og alderspensionister bliver færdigbehandlet. Det kræver en bedre koordineret og differentieret indsats, hvis vi skal lykkes bedre.

Når brugen af øl, vin og spiritus bliver til et misbrug, som det er nødvendigt at gå i behandling for, er det desværre langt fra ligegyldigt, om man er pensionist, førtidspensionist, i arbejde eller på kontanthjælp. En En ny Momentum-kortlægning af samtlige 6.742 alkoholbehandlingsforløb, der blev afsluttet i 2018, viser nemlig store sociale forskelle i, hvem der gennemfører deres alkoholbehandlingsforløb.

Kortlægningen viser, at kun 23 procent af kontanthjælpsmodtagere i alkoholbehandling ender med at blive færdigbehandlet, mens det med 49 procent gælder over dobbelt så mange folkepensionister og efterlønsmodtagere. Blandt lønmodtagere bliver 42 procent færdigbehandlet, men også førtidspensionister ligger i den lave ende med 29 procent færdigbehandlede.

Vibe Klarup, formand for Rådet for Socialt Udsatte, ærgrer sig over de store forskelle i, hvem der profiterer af tilbuddene, kan finde ud af at følge dem, og som har en vis succesrate i dem.

»Det er problematisk, at der er så markant en forskel på, hvem der får gavn af det. Det handler i høj grad om, at den gruppe, der tilsyneladende ikke får særlig stor gavn af det, er mennesker på kontanthjælp, der ofte har flere sociale og sundhedsmæssige problemer. Der er en håndfuld ting, de skal have hjælp til. Det tyder på, at behandlingen ikke i tilstrækkelig grad giver plads til det,« siger Vibe Klarup.

Problemet understreges af, at næsten hver fjerde af alle personer i alkoholbehandlingen er kontanthjælpsmodtagere.

Kortlægningen et bevis på, at den kolossale sociale ulighed, der i det hele taget er på sundhedsområdet, også gælder i alkoholbehandlingen. Det mener Anette Søgaard Nielsen, professor ved forskningsenheden for klinisk alkoholforskning på Syddansk Universitet.

»Jeg ville ønske, det var overraskende, men det er det ikke. Årsagerne til ulighederne er meget komplekse og handler meget om strukturelle ting. Vi har en tendens til at sige, at det er patientens problem, fordi de ikke ter sig ordentligt. Men i virkeligheden er der grupper af folk, der både uddannelsesmæssigt og økonomisk er udfordrede i forhold til at have en chance for at agere i systemet,« siger Anette Søgaard Nielsen.

Differentierede tilbud nødvendige

Når man ser på årsagerne til, at alkoholbehandlingen ikke bliver gennemført, så er det især forskellene på, hvor mange der slet ikke kommer i gang, der springer i øjnene. Hele 39 procent af kontanthjælpsmodtagerne ender med at udeblive, mens det kun gælder 14 procent af folkepensionisterne og 24 procent af lønmodtagerne.

Det kræver da også andre metoder end de mere gængse, hvis man skal lykkes med personer i de udsatte grupper, forklarer centerchef i Rusmiddelcenter Aarhus, Helene Bygholm Risager.

»Det går ikke at tilbyde strukturerede samtaleforløb, hvor du skal komme hver mandag fra 13 til 14. For de kommer ikke til møderne, glemmer aftalerne og har svært ved at sidde stille i den time, der er sat af. Vi er nødt til at være mere mobile og fleksible og eksempelvis møde dem på bænken, hvor de sidder, og være indstillet på, at en samtale kun tager 10 minutter, men så måske gentages oftere,« siger Helene Bygholm Risager.

Aarhus Kommune er ifølge rusmiddelforsker Anette Søgaard Nielsen ikke den eneste kommune, der er meget opmærksom på at have differentierede tilbud og prøver at udvikle tilbud til folk, som har besværligheder ud over afhængigheden.

»De fleste behandlinger bliver gennemført ambulant, og det er for en meget stor del af patienterne også optimalt. Men det er samtidig blevet sværere at få døgnbehandling, og hvis du er meget udfordret, så kan det godt være meget svært at følge et ambulant behandlingsforløb, hvor der måske er begrænset kontakt. Det kan godt være en faktor for, at så mange udebliver,« siger Anette Søgaard Nielsen.

Hun forklarer, at det også er blevet værre, fordi tilbuddene i dag har sværere ved at fastholde folk og få færdiggjort den akutte behandling for abstinenssymptomer. Dermed kan man heller ikke bruge den periode til at motivere borgerne til at prøve et længerevarende behandlingsforløb målrettet et stop med misbruget.

»Det skyldes blandt andet reglerne om, at lægen skal se personen, som de ordinerer abstinensmedicin til, og dermed være til stede ude i de små institutioner, som sjældent har egen læge. Mange af dem, der henvender sig for at komme i akutbehandling, kan dermed ikke altid få et tilbud lige den dag, og mister derfor måske ævred«.

Kortlægningen underbygger, at kontanthjælpsmodtagere ofte har flere og større problemer, da 11 procent af kontanthjælpsmodtagerne endte med at blive udskrevet til anden institution, egen læge eller hospital.

Koordinationen skal styrkes

Hvis vi i fremtiden skal gøre op med den sociale ulighed, kræver det ifølge Vibe Klarup bedre koordinering mellem de forskellige indsatser og systemer, borgeren møder, da de desværre nemt kan komme til at stå i vejen for hinanden. Hun efterspørger desuden en højere prioritering af de udsatte borgere.

»Nogle har en historik, hvor de ikke har følt sig hørt, set eller forstået i behandlingssystemet, og derfor ikke er særlig tillidsfulde, når de møder op til behandlingen. Vi skal blive bedre til at hjælpe dem derhen og skabe en god og ordentlig brobygning fra deres hverdag ind i sundhedssystemet. Vi skal have gjort op med, at der ikke er høj prestige i at forsøge at hjælpe denne målgruppe,« siger Vibe Klarup.

Rusmiddelforsker Anne Søgaard Nielsen efterspørger også en mere differentieret og koordineret indsats, men påpeger, at forskningen, eller nærmere måden forskningen tages ned, nogle gange kan stå i vejen, da man typisk undersøger hele gruppen og forskellige indsatsers gennemsnitlige effekt.

»Men når vi går med det, der virker for gennemsnittet, så forsvinder det faktum, at der er rigtig stor variation i de behov og problemer, folk har. Hvis du ikke har et arbejde, et fællesskab, der støtter dig, eller økonomi, så er der en vifte af problemer, der skal koordineres. Hvis man kun tager vare på alkoholproblemet og tænker, at andre må tage vare på det andet, så dør alle indsatser lidt, fordi de ikke sker koordineret,« siger Anette Søgaard Nielsen.

I Aarhus gør man, hvad man kan for at hjælpe den enkelte bedst muligt, og det kræver nogle helt andre metoder og vedholdenhed, når det gælder denne målgruppe, forklarer centerchef for Rusmiddelcenteret, Helene Bygholm Risager.

»For mange er alkoholproblemer jo bare et af mange problemer. Nogle har ikke et sted at bo, nogle er psykisk dårlige og har ingen kontakt til familien, nogle er ikke i arbejde og har ikke fået mad etc. Så vi bliver nødt til at se hele vejen rundt og i samarbejde få lavet en fleksibel plan for, hvordan vi arbejder med problemstillingerne.«

Hun påpeger, at det også er nødvendigt med en langstrakt plan, hvor man bliver ved med at være insisterende i kontakten, også selvom man kun kan opnå telefonisk kontakt i en periode.

»Det er derfor også helt andre succeskriterier, vi må opstille for den her gruppes behandlingsforløb, da det for mange handler om skadesreduktion frem for alkoholfrihed. Med denne målgruppe kan man let komme til bare at arbejde med at løse dagens krise, fordi der er så meget, der presser nu og her. Men man skal altid have den langsigtede plan for, hvor man bevæger sig hen. Hvilke drømme har de, også selvom det ser træls ud lige nu.«

Af Jens Baes-Jørgensen, jjr@kl.dk

Analyse: Jan Christensen, KL Analyse og Makro

 

×

Log ind