18. februar 2020

Lempet budgetlov kan lette den demografiske udfordring uden at sætte økonomien over styr

Budgetlovens krav om, at det offentlige underskud maksimalt må være en halv procent af BNP er unødvendigt stramt og bør derfor ifølge KL, AE-rådet og CEPOS sættes op til en procent. Der er dog stor uenighed om, hvorvidt de frigjorte midler skal bruges på at sikre velfærden eller skattelettelser.

Skal der være råd til nyt sygehusudstyr og bedre ældrepleje i de kommende år, hvor andelen af ældre stiger kraftigt, eller måske skattelettelser? Svaret på det spørgsmål ligger i høj grad i, hvordan budgetloven indrettes fremover, og det er et arbejde, som Christiansborgpolitikerne går i gang med i den nærmeste fremtid.

Selvom det udefra set kan virke teknisk at følge med i diskussionerne om budgetloven, så er konsekvenserne af den til at tage og føle på. Budgetloven er med til at sætte rammerne for, hvor mange penge, der kan bruges på velfærd, og hvor mange penge, vi skal betale i skat, og der er milliarder på spil.

En ny Momentum-analyse viser således, at der vil være fem milliarder kroner mindre til offentligt forbrug i 2030, hvis man holder fast i det nuværende krav om, at underskuddet på den strukturelle saldo maksimalt må være en halv procent af BNP i stedet for et underskud på én procent, som er det eneste, EU kræver.

Analysen viser samtidig, at det selvpålagte krav vil få større og større betydning for, om den offentlige økonomi kan følge med, når der i de kommende år bliver flere og flere ældre. Således vil der være 7,5 milliarder kroner mindre i råderum i 2035. Det vil betyde, at de offentlige udgifter dækker demografistigningen, men ikke fuldt ud kan følge velstandsudviklingen.

Lars Andersen, direktør og ledende cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, har svært ved at se, hvorfor vi frivilligt holder fast i en mere restriktiv underskudgrænse end EU-kravene. Han mener i stedet, vi bør sætte grænsen ved en procent, da dansk økonomi er overholdbar.

»Det giver ikke mening at pålægge os selv unødige restriktioner, når vi på langt sigt har en overordentlig god økonomi. Så selvom vi ser ind i en årrække med en kraftig stigning i antallet af ældre, som vil medføre underskud i 2030’erne og begyndelsen af 2040’erne, så skal det klares ved at øge gælden, da vi derefter får væsentligt bedre offentlige budgetter. Det er derfor tosset at stramme til og så dybest set lægge en stor check i børneværelset og begynde at slå til Søren, når vi er efter 2045,« siger Lars Andersen.

Samtidig advarer han om, at det kan få konsekvenser for velfærden, hvis budgetlovens krav strammer mulighederne for meget og blot følger demografiudviklingen.

»Vi bliver mere og mere velstående og stiller krav derefter. Sundhedsvæsenet skal have nye ting, vi vil have, det skal gå hurtigere og være bedre, ligesom vi også har ønsker til ældrepleje, folkeskoler, dagtilbud etc. Så man kan ikke bare fortsætte med uændret kvalitet. Og risikoen er, at de ressourcestærke ikke længere vil være tilfredse og derfor køber sig til ydelser, og når de så gør det, vil de også stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de skal betale skat til noget, de ikke bruger,« siger Lars Andersen.

I CEPOS er cheføkonom, Mads Lundby Hansen, enig i betragtningen om, at de offentlige finanser på længere sigt har det så godt, at man bør overveje at hæve underskudsgrænsen fra en halv til en hel procent af BNP.

»Vores offentlige finanser er så sunde og overholdbare, at det er ikke hensigtsmæssigt, da det er en overbeskatning af danskerne. Økonomien kan sagtens tillade, at vi hæver underskudsgrænsen fra en halv til hel procent af BNP og tillader, at underskuddet lander på 0,6 procent i 2030. Det vil give et råderum på 58 milliarder kroner, som for eksempel vil kunne bruges på skattelettelse på 10.000 kroner per indbygger, eller til at man kan lette kommuneskatten med 6-7 procentpoint,« siger Mads Lundby Hansen.

Velfærd eller skattelettelser

Kommunerne leverer størstedelen af den borgernære velfærd, som finansieres af skattekronerne, og KL’s formand, Jacob Bundsgaard, er ikke i tvivl om, at det er en helt unødvendig spændetrøje, vi har pålagt os selv i Danmark. Han mener i det hele taget, at regeringens bebudede revision af budgetloven skal bruges til at tage en mere overordnet drøftelse af, hvilken vej velfærdsstaten skal gå i de kommende år. I den forbindelse finder han det problematisk, at budgetlovsgrænsen får udviklingen i de offentlige udgifter til at halte efter velstandsstigningerne i samfundet.

»Vi står over for store udfordringer i kommunerne med demografisk pres og en løbende glidning af opgaver ud fra sygehusene. Samtidig har udviklingen i kommunernes serviceudgifter, siden budgetloven kom til, været markant lavere end velstandsudviklingen og er dermed med til at skabe større forskelle mellem folks forventninger, og hvad der er muligt at levere. Det er på tide, at landspolitikerne tager stilling til om en kortsigtet og stram overholdelse af budgetter, der er unødvendigt stramme, skal trumfe alle andre hensyn,« siger Jacob Bundsgaard.

Hos CEPOS er man lodret uenig i, at pengene bør gå til offentlige udgifter, da der efter Mads Lundby Hansens mening er et stort uudnyttet effektiviseringspotentiale, som vil kunne opretholde velfærdsniveauet, og så kan pengene i stedet gå til skattelettelser.

»Pengene bør ikke gå til OECD’s næststørste offentlige sektor, men i stedet til at sænke OECD’s næsthøjeste skattetryk. Der er stort potentiale for effektivisering, som vil kunne opretholde og udvikle velfærden, uden at man skal bruge råderummet på det. Man kunne eksempelvis trække på Produktivitetskommissionens fremragende arbejde, hvor de lancerede en lang række forslag, der kan øge effektiviteten markant i den offentlige sektor,« siger Mads Lundby Hansen.

Det er dog ikke kun budgetloven, der sætter begrænsninger i udviklingen i den offentlige økonomi, Regeringen har i sit forståelsespapir med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten indsat en forudsætning om, at der skal være balance på de offentlige finanser allerede i 2030. Det vil ifølge Momentums analyse betyde, at der i 2030 vil være 13 milliarder kroner færre i råderum end uden balancekrav, hvilket betyder der kun vil være råd til at dække det demografiske træk.

For AE-rådets Lars Andersen giver det ikke mening, at man holder fast i kravet om balance, når det demografiske træk vokser dramatisk i de kommende år.

»Ved at fastholde kravet om balance pålægger vi befolkningen i de år ekstraordinære byrder i form af, at der enten ikke er plads til så meget velfærd, eller at vi er nødt til at hæve skatterne. Så vil vi senere kunne slå til søren eller sætte skatterne ned. Men det handler jo netop om at kunne udligne og udjævne sådan, at pengene passer på længere sigt,« siger Lars Andersen.

Lempelse nødvendig

Når det gælder ønskerne til revisionen af budgetloven, er der da også forskel på tilgangen organisationerne imellem. Ifølge Lars Andersen kunne vi helt undvære budgetloven, men da det næppe sker, er det vigtigste for ham, at reglerne bliver lempet.

»Vi har jo ikke haft problemer med de offentlige finanser de seneste 40 år, så i en eller anden forstand kan man sige, at budgetloven sådan set løser et problem, vi ikke har. Så principielt set behøvede vi ikke at have den, men omvendt så er det vigtigste for os, at der bliver skabt mere manøvrerum ved eksempelvis at gøre det muligt med flerårige budgetter, og at underskudsgrænsen forhøjes til en procent,« siger Lars Andersen.

Modsat ser CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen budgetloven som en af de største succeser i dansk økonomi, da dens sanktionsmekanismer har været med til at gøre op med de systematiske overskridelser af budgetterne i kommunerne og de daværende amter. Han mener derfor heller ikke, man skal åbne op for at kunne overføre underskud til de efterfølgende år.

»Hvis man giver kommunerne lov til at overskride budgetterne et år ud fra en aftale om, at man indhenter det de efterfølgende år, så forventer jeg, at de bryder budgetterne det første år. Efterfølgende får vi så en diskussion om, hvorvidt det skal hentes ind de kommende år. Og den politiske proces kan let ende med en blåstempling af overskridelsen, så det bør man ikke åbne for.«

KL-formand Jacob Bundsgaard mener, at budgetloven i sin nuværende form gav mening i tiden efter finanskrisen, hvor kommunerne også lavede en markant økonomisk opbremsning. Han har derfor også tiltro til, at kommunerne kan håndtere en lempelse af budgetloven.

»Budgetloven var langt fra hele forklaringen på kommunernes opbremsning. Politikerne rundt om i landets kommuner har prioriteret at få styr på økonomien. Ingen vil derfor forfægte, at der grundlæggende skal være styr på den offentlige økonomi, og der bliver over hele landet arbejdet hårdt med effektivisering ved blandt andet at lave smartere arbejdsgange og indføre digitale og velfærdsteknologiske løsninger,« siger Jacob Bundsgaard.

Han påpeger, at netop ønsket om mere fleksible budgetter, så man kan overføre et underskud til de følgende år, skyldes, at det tilskynder til en uhensigtsmæssigt kortsigtet økonomistyring, som for eksempel langt fra er den mest optimale på den enkelte daginstitution.

»Hvis vi vil bevare vores stærke velfærdsstat, er vi nødt til at diskutere, om der eksempelvis ikke er nogle samfundsmæssige investeringer, der er nødvendige at foretage, selvom de ligger udover budgetlovens stramme styring af, hvilket år det sker i,« siger Jacob Bundsgaard.

Af Jens Baes-Jørgensen, jjr@kl.dk

Analyse: Niels Storm Knigge, chefkonsulent i KL’s Analyse- og Makroenhed

YDERLIGERE MATERIALE

  • PDF

    Momentum nr. 5-2020, 18. februar.pdf

  • LINK

    Justering af budgetloven håndterer hængekøjeudfordringen