29. september 2020

Kommuner køber botilbud i andre kommuner til flere end hver tredje borger med handikap

39 procent af borgere med en psykisk sygdom eller handicap, der bor på botilbud, bor uden for deres egen kommune. I gennemsnit køber kommunerne pladser på botilbud i 25 forskellige kommuner. Borgerne i gruppen har ifølge forsker ofte meget specifikke behov, og undersøgelsen viser ifølge KL, at kommunerne i vidt omfang kigger udover kommunegrænsen i bestræbelserne på at finde det bedste tilbud til borgere med handikap. I DH er man dog stadig usikker på, om fagligheden er rigtig.

Siden kommunerne i forbindelse med strukturreformen overtog det specialiserede socialområde, er de blevet kritiseret for ikke at ville se ud over egen kommunegrænse, når det rette botilbud til borgerne med psykiske sygdomme eller handicap skulle findes. Nu viser en ny undersøgelse fra Social- og Indenrigsministeriet, hvor mange borgere der rent faktisk bor i et botilbud i en anden kommune end den, de hører til.

Analysen, som dækker 57 kommuner, viser, at 39 procent af borgerne på botilbud bor uden for handlekommunen, forstået som den kommune, hvor vedkommende kommer fra, og som derfor er ansvarlig for at finde et botilbud til vedkommende. Samtidig har man også set på, i hvor mange forskellige kommuner den enkelte kommune har borgere i botilbud, og her er resultatet et gennemsnit på 25 kommuner med den ekstra pointe, at de fleste kommuner benytter botilbud i 15-35 andre kommuner.

I Rødovre Kommune nikker social- og sundhedsdirektør Henrik Abildtrup genkendende til billedet af, at man som kommune bruger en mangfoldig vifte af botilbud i bestræbelserne på at finde det bedst egnede tilbud til den enkelte.

»Vi starter jo med at se på, hvilken støtte borgeren har brug for. Langt de fleste borgere vil helst blive boende i deres bolig eller i deres lokalområde, og det kan man jo godt forstå, fordi det gør det lettere at bevare sine sociale relationer i lokalmiljøet. Det prøver vi at understøtte, men da der ofte er tale om et brug for meget specialiseret støtte til den enkeltes behov, må vi i en del tilfælde konstatere, at vi ikke har det rette faglige tilbud inden for kommunegrænsen, og så kigger vi på, hvor det er muligt at finde et tilbud, der matcher,« siger Henrik Abildtrup.

Han forklarer, at kommunen i processen ikke skelner mellem, om botilbuddet er privat, regionalt, eller ligger i en anden kommune, og at over halvdelen af de botilbudspladser, de køber, bliver købt uden for kommunen.

»Så er det klart, at der kan komme nogle betragtninger ind om, at man kan synes, det er bedre at få et tilbud i Københavnsområdet end at skulle til Sydsjælland, Fyn eller Jylland. For jo længere du kommer væk, jo sværere er det jo også at bevare sine sociale relationer og den nærhed til lokalmiljøet, man kommer fra,« siger Henrik Abildtrup.

Social- og Indenrigsministeriets analyse viser, at der er store kommunale forskelle i, hvor mange borgere der bor i botilbud uden for kommunen. I nogle kommuner er det omkring 90 procent, der har adresse uden for handlekommunen, og i andre er det omkring 20 procent.

De kommunale forskelle og behovet for at købe sig til pladser uden for kommunegrænsen har sin naturlige forklaring, ifølge Camilla T. Dalsgaard, projektchef ved VIVE.

»Botilbudsområdet er præget af en meget forskelligartet borgergruppe og af, at de enkelte målgrupper ofte er små og har behov for en specialiseret støtte som imødekommer nogle specifikke behov. Alle kommuner kan derfor ikke opbygge den faglige kompetence og kapacitet til samtlige målgrupper,« siger Camilla T. Dalsgaard.

Hun forklarer, at befolkningsgrundlaget også spiller ind.

»De mindre kommuner har helt naturligt et mindre borgergrundlag og derfor typisk også så få borgere i hver enkelt målgruppe med højt specialiserede behov, at de i mange tilfælde ikke kan oppebære et tilbud selv. Og hvis man har et højt specialiseret tilbud i en mindre kommune, så benytter man typisk ikke alle pladserne selv, fordi man ikke har borgere nok til at bruge dem, men sælger så de resterende pladser,« siger Camilla T. Dalsgaard.

Hun tilføjer, at de 39 procent formentlig er lavt sat, hvis man vil se på, hvor stor en del der bor på andre steder end kommunens egne botilbud, da nogle kommuner formentlig køber botilbudspladser inden for kommunegrænsen, der bliver drevet af private eller regionerne eller er selvejende.

En pointe, der understøttes af en nylig undersøgelse af botilbudsområdet i 24 kommuner i Region Hovedstaden. Her bliver minimum 65 procent af budgettet til botilbud brugt på at købe pladser uden for eget kommunalt regi, og heraf blev 43 procent brugt på pladser i andre kommuner, 12 procent på pladser i regionen og 45 procent på pladser hos private og selvejende institutioner.

Kigger udover kommunegrænsen

Hos Danske Handicaporganisationer er formand Thorkild Olesen glad for, at der er kommet viden på bordet, men han efterspørger samtidig mere viden om, om indholdet af botilbuddene passer den enkelte.

»Vi har alt for længe diskuteret ud fra, hvad vi troede og tænkte, og nu har vi nogle rigtige tal for antallet af tilbud, og at der foregår køb af pladser mellem kommuner. Men det siger dog ikke noget om indholdet i tilbuddene, og der er ingen historik. Det er vores fornemmelse, at der er sket en afspecialisering, ligesom vi ikke kan se ud af tallene her, hvor mange der bliver flyttet i forhold til hjemtagning eller til et andet tilbud, vi kan bare se, at der bliver købt pladser i andre kommuner,« siger Thorkild Olesen og fortsætter:

»Hvis det er det rigtige tilbud, så er det godt. Men vi kan ikke se indholdet, og det er dér afspecialiseringen kommer på tale, for vi ved ikke, om det er det rette tilbud, de køber, eller om det er, fordi det er billigst,« siger Thorkild Olesen.

Næstformand for KL’s Socialudvalg, Ulrik Wilbek, er dog ikke enig i, at der er sket en kraftig afspecialisering i kommunerne, siden man overtog området.

»Jeg synes faktisk, at denne rapport bekræfter, at kommunerne fortsat køber rigtig mange pladser hos hinanden, og det, tænker jeg med al tydelighed, modbeviser snakken om, at kommunerne ikke vil købe botilbud hos private, regionen eller andre kommuner. Fordi det kan man jo se, at vi i vidt omfang stadig gør,« siger Ulrik Wilbek.

Han understreger samtidig, at der også stadig er mange højt specialiserede pladser tilbage i kommunerne.

»Dykker man længere ned i det her, vil man se, at en række af de specialiserede tilbud, som kommunerne overtog efter kommunalreformen, stadigvæk er en del af tilbudsviften, ligesom de er blevet videreudviklet og har en høj specialiseringsgrad. Så det er altså ikke sådan, at kommunerne bare har lukket tilbuddene,« siger Ulrik Wilbek.

Henrik Abildtrup fra Rødovre Kommune forklarer, at der samtidig også sker en udvikling, der giver nye muligheder, der influerer på efterspørgslen, og som for nogle kan blive taget som et udtryk for afspecialisering. Det gælder f.eks. personer med høretab.

»Mange mennesker bliver nu opereret og får de apparater, så de sådan set godt kan høre, og så er det klart, at kundegrundlaget for de specialiserede institutioner, der har været til døve, bliver væsentlig mindre. Det skal vi så finde ud af som land, hvordan vi håndterer og holder fast i ekspertisen,« siger Henrik Abildtrup.

Nærhedsprincip hvis muligt

Han køber heller ikke præmissen om, at kommunerne har afspecialiseret området, og man derfor ikke tilbyder de rigtige tilbud.

»I kommunerne har vi stort fokus på, at vi er hinandens forudsætninger, og i det kommunale samarbejde inden for regionen arbejder vi løbende på at sikre, at vi kan udvikle og have den rigtige tilbudsvifte, sådan at vi har de tilbud, borgerne har brug for. Men det er klart, at der har været fokus på, at borgeren ønsker at få tilbuddene tæt på, hvor de bor, og det vil vi jo forsøge at hjælpe med, hvis vi kan gøre det på en faglig god måde, for det er vigtigt, at de rigtige kompetencer er til stede,« siger Henrik Abildtrup.

Analysen viser, at 62 procent af borgere bosat uden for handlekommunen bor i samme landsdel, mens det for over 90 procents vedkommende er på den samme side af Storebælt, som deres handlekommuner ligger.

Spørger man Thorkild Olesen, er det ikke kommunegrænsen men det faglige, der skal være styrende.

»Det vigtigste for mig er, at borgeren har det tilbud, som er det rigtige tilbud for den pågældende borger. Og så er det for mig lige meget, om det er inden eller uden for kommunegrænsen. Til gengæld er der for lidt personbåren tilsyn i vurderingerne af tilbuddene, altså hvilken kvalitet borgerne oplever i forhold til deres behov. Og det er sådan set lige meget, om det er et kommunalt, regionalt eller privat tilbud,« siger Thorkild Olesen.

I Rødovre mener Henrik Abildtrup dog godt, at man kan stå inde for de botilbud, de tilbyder både internt og eksternt.

»Jeg synes, vi er ret skarpe på at sige, at det her kan vi godt løfte, og vi føler os trygge ved, at vi kan levere det gode botilbud. Det beviser Socialtilsynets tilsynsrapporter jo også. Og så har vi også nogle gode folk på området, som siger, når der er brug for et specialiseret botilbud, vi ikke selv har. Og så går vi ud og ser, hvor vi kan finde det. Gerne i en kommune ikke for langt væk fra os, men nogle gange kan det være nødvendigt, at det bliver længere væk, og så gør vi selvfølgelig også det,« siger Henrik Abildtrup.

Af Jens Baes-Jørgensen, jjr@kl.dk

YDERLIGERE MATERIALE

  • PDF

    Momentum nr. 16, 29. september 2020.pdf

  • LINK

    Velfærdspolitisk analyse: Brug af botilbud i andre kommuner