2019

Stigende sundhedsudgifter presser den øvrige velfærd

Sundhedsvæsnets andel af det offentlige forbrug er fra 2000 til 2017 steget, og det presser den øvrige velfærd, som også vil blive presset af det stærkt stigende antal småbørn og ældre. Det bliver nødvendigt for politikerne at foretage prioriteringer, mener økonomiprofessor, mens KL-formand opfordrer landspolitikerne til at finde ud af, hvordan vi løser udfordringen.

Flere operationer, dyrere medicin og kortere ventelister. Der er blevet væsentlig mere aktivitet på de danske sygehuse de senere år, og det gør et stadig større indhug i det samlede offentlige forbrug. En ny Momentum-analyse viser således, at sundhedsudgifternes andel af det offentlige forbrug fra 2000 til 2017 er steget fra 25,5 til 30,9 procent, hvilket efterlader en faldende andel til andre offentlige områder. Samtidig står vi overfor en befolkningsudvikling med kraftige stigninger i antallet af 80+ årige og småbørn, hvilket vil lægge et tungt pres på de offentlige budgetter.

Hvor alvorligt et pres, der er tale om, løfter Finansministeriet sløret for i et svar til folketingets finansudvalg, hvor det estimeres, at det vil kræve et råderum på 43,5 milliarder kroner frem mod 2025, hvis det offentlige forbrug skal følge velstands- og befolkningsudviklingen. Men ifølge Finansministeriet er der efter forsvarsforliget kun udsigt til 25 milliarder i råderum, og andre beregninger viser, at hvis sundhedsområdet fortsat skal følge velstandsudviklingen, så koster det i sig selv 20 milliarder kroner.

»Vi står over for et stort demografisk pres på de offentlige udgifter, da vi jo har indrettet velfærdssamfundet, så udgifterne og indtægterne er afhængige af befolkningens alderssammensætning. Udviklingen de kommende år skaber derfor behov for en diskussion af, hvordan vi klarer udfordringen. Ligningen går ikke op, når man holder ønsker og behov op imod det økonomiske råderum, der er til rådighed,« siger Torben M. Andersen, økonomiprofessor på Aarhus Universitet.

Han forklarer, at sundhedsområdets stigende andel i de senere år, skal ses i lyset af, at der har været et stort politisk fokus på området. Samtidig er det et område, hvor der hele tiden er nye krav, da lægevidenskaben gør store landvindinger i form af nye og bedre behandlingsformer. Det skaber velfærdsforbedringer men også økonomiske udfordringer.

»Nogle nye behandlingsformer giver besparelsesmuligheder, men mange er dog relativt dyre og skaber derfor et meget stort udgiftspres. Et pres, som ikke bliver mindre i de kommende år, hvor vi samtidig ser en befolkningsudvikling, der sætter pres på både sundhedsudgifter og andre dele af de offentlige udgifter. Der er derfor ingen nemme løsninger, og det er nogle vanskelige prioriteringer, politikerne står over for, og som kommunerne i stigende omfang oplever konsekvenserne af,« siger Torben M. Andersen.

Det er nemlig langt fra kun sundhedsområdet, der bliver presset, når antallet af 80+ årige i løbet af de kommende syv år stiger fra godt 250.000 til 340.000. En stor del af regningen vil lande i kommunerne. Økonomi- og Indenrigsministeriet har opgjort det offentlige forbrug per person fordelt på alder. Her ses det tydeligt, at det især er plejeudgifterne, som ligger i kommunerne, der vokser, når danskerne bliver ældre. Ved omkring 80 år er udgiften per person cirka ligeligt fordelt mellem plejeområdet og sundhedsområdet, men derfra stiger udgifterne til plejeområdet voldsomt, og ved 90-årsalderen til mere end fire gange størrelsen af sundhedsudgifterne.

Med det stærkt stigende antal 80+ årige, ser kommunerne derfor ind i et øget pres på de kommunale udgifter. KL-formand Jacob Bundsgaard opfordrer landspolitikerne til at finde ud af, hvordan vi får plads i den offentlige økonomi til at løse udfordringen.

»Sundhedsområdet er i de forgangne år kommet til at fylde mere og mere af det offentlige forbrug, men vi ved, at de aldersgrupper, hvor vi nu og i de kommende år vil opleve den største stigning, også er dem, der trækker allermest på de kommunale ydelser. Allerede nu oplever vi udfordringer med at finde hænder nok til at klare plejeopgaverne på ældreområdet, hvor borgerne skal kunne nyde godt af en kommunal ældrepleje med tid til omsorg og nærvær,« siger Jacob Bundsgaard.

Generelt viser beregninger, at alene den demografiske udvikling vil tage 23,5 milliarder kroner af råderummets i alt 25 milliarder kroner frem mod 2025, og så er der hverken tænkt i øget behov og ønsker på baggrund af velstandsstigning eller skattelettelser. Samtidig forudsætter det også, at man er klar til at flytte ressourcerne rundt, så de svarer til de skift, der sker i befolkningssammensætningen.

»Borgernes forventninger til, hvad kommunerne kan levere i et af verdens rigeste lande med nogle af verdens højeste skatter, stiger med rette. Samtidig lover man fra landspolitisk side guld og grønne skove i form af eksempelvis flere bade per ældre og minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver. Men som det ser ud nu, er der ikke råd til det. Der er derfor ingen vej udenom. Det kan kun gå for langsomt med at begynde at diskutere, hvordan vi får plads i den offentlige økonomi til at løse udfordringen,« siger Jacob Bundsgaard.

Politiske prioriteringer bliver nødvendige

Det er dog ikke prioriteringsdiskussionen, finansminister Kristian Jensen har fokus på i hans skriftlige svar til Momentum på baggrund af analysen af sundhedsudgifternes stigende andel og de demografiske udfordringer.

»Sundhed er en hovedprioritet for regeringen, og derfor har vi de seneste år prioriteret flere penge til sundhedsområdet. De kommende år kommer der et stigende antal ældre borgere, og der er ikke nogen tvivl om, at det stiller nye krav til at få endnu mere ud af ressourcerne på sundhedsområdet, blandt andet så vi fortsat kan fastholde en værdig ældrepleje både på sygehusene og i kommunerne,« skriver Kristian Jensen og fortsætter:

»Efter nytår fremlægger regeringen et ambitiøst sundhedsudspil, som blandt andet skal håndtere det stigende antal ældre i vores sundhedsvæsen. Udspillet skal skabe større sammenhæng i sundhedsvæsenet, så vi bliver bedre til at hjælpe patienterne på tværs af sygehuse, almen praksis og ude i kommunerne.«

Ifølge økonomiprofessor Torben M. Andersen er det dog langt fra en enkel eller attraktiv opgave at mindske udgiftspresset på sundhedsområdet.

»Der er ikke noget, der tyder på, at vi er i nærheden af lægevidenskabens grænser for landvindinger. Og som borger ønsker de fleste af os jo, at det offentlige stiller med de bedste behandlingsmæssige muligheder. Derfor er presset på området stort og har stor politisk bevågenhed. Der har været stor diskussion om udviklingen i offentlige udgifter. Men lige omkring sundhed har der været stor enighed, for der er ikke rigtig nogen, der vil stå på mål for besparelser på sundhedsområdet. Men vi kommer ikke uden om at diskutere niveauet for sundhedsudgifterne,« siger Torben M. Andersen.

Han understreger samtidig, at det kræver en mere generel politisk prioritering af de offentlige udgifter, og ikke kun hvor meget, der skal bruges på sundhedspolitik, hvis udfordringerne skal overvindes.

Vi kan ikke effektivisere os ud af det

Jacob Bundsgaard ærgrer sig over, at Kristian Jensen i sit svar ikke tager bolden op, og vil være med til at drøfte, hvordan vi som samfund klarer udfordringen med et stigende antal ældre.

»Sundhedsreformen kommer ikke til at give svaret på, hvordan vi klarer udgiftspresset. Ligesom vi heller ikke bare kan klare det ved at gøre det lidt bedre, som vi ofte hører fra landspolitikerne. Vi er i kommunerne allerede i gang med blandt andet at effektivisere, indføre velfærdsteknologiske løsninger og skabe mindre bureaukrati. Det kan være med til at afbøde udfordringen, men ikke løse den. Landspolitikerne kan ikke krybe uden om at foretage de nødvendige økonomiske og politiske prioriteringer,« siger Jacob Bundsgaard.

For Torben M. Andersen er der heller ikke tvivl om, at politiske prioriteringer bliver nødvendige, da effektiviseringer kun kan levere en del af svaret og kun vil være mulige på nogle områder.

»På eksempelvis plejeområdet kan vi godt lave omkostningsbesparelser, men en rigtig effektivisering er at levere samme kvalitet nemmere og billigere. Og det er meget svært, når det vedrører en interaktion i en plejesituation. Det kræver nærvær og tid, og det er som bekendt ikke til at rationalisere. Så kan det godt være, at vi kan organisere arbejdet lidt smartere. Men der er nogle kerneaktiviteter, hvor det er meget svært at effektivisere. Og dem er der et stigende behov for, og det skaber et pres,« siger Torben M. Andersen.

Af Jens Baes-Jørgensen, jjr@kl.dk

Analyse: Jens Sand Kirk, KL's Analyse- og Makroenhed

YDERLIGERE MATERIALE

  • PDF

    Analyse - Prioritering af sundhed presser den øvrige velfærd .pdf