20. marts 2019

Leder: Befolkningsudviklingen banker på i kommunerne

KL's administrerende direktør Kristian Wendelboe skriver i sin leder om den virkelighed, som kommunerne står i, når udgifterne til det stigende antal ældre kræver et milliardbeløb de kommende år.

Når kommunerne i dag mødes på KL's Kommunalpolitisk Topmøde, så vil der være et emne, som alle de deltagende borgmestre og kommunalpolitikere vil se som en fælles udfordring. Der bor flere og flere borgere i Danmark, og der bliver især flere af de ældste. En glædelig udvikling, der dog betyder, at der bliver en regning, der skal betales, og det er en stor en af slagsen.

Det er nemlig ikke gratis, når kommunerne skal sikre, at alle får en god og tryg alderdom – også til dem, der har pådraget sig nogle skavanker gennem årene. I dagens Momentum kan man læse, at ekstraudgifterne til sundhed og pleje til det stigende antal 80+ årige vil udgøre 12,5 milliarder kroner frem mod 2025. Heraf udgør de fremtidige udgifter til pleje af 80+ årige alene syv milliarder kroner, og det vil kræve en årlig gennemsnitlig vækst i udgifterne på plejeområdet på 2,2 procent, hvis vi bare skal opretholde det niveau, vi har i dag.

Samtidig skal det ikke være ambitionen blot at opretholde status quo. Vi skal vedblive med at udvikle velfærden, så den matcher den naturlige udvikling i borgernes ønsker og behov. Derfor er kommunerne i gang med, og vil selvfølgelig blive ved med at med lede efter f.eks. teknologiske løsninger, der kan afbøde udfordringen, hvor de giver mening.

Men det ændrer ikke på, at vi ser ind i en fremtid, hvor de økonomiske rammer ikke hænger sammen med befolkningsudviklingen. Der er derfor brug for en kommunal økonomi, der hænger sammen med udfordringen. Ellers bliver konsekvensen benhårde prioriteringer mellem de helt nære velfærdsopgaver i kommunerne, og det vil kunne mærkes på den service, som borgerne modtager.

Det betyder samtidig, at der i disse valgkampstider ikke er rum til ufinansierede velfærdsforbedringer. I stedet bør der hurtigst muligt tages hul på diskussionen af, hvordan de langsigtede økonomiske prioriteringer sikrer, at vi også har råd til et velfærdssamfund i fremtiden.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL

×

Log ind