Hvordan får vi råd til det stigende antal ældre og kronikere?

Med valgkampen overstået står en ny regering og Folketinget over for et presserende problem, der skal tages stilling til. For det stærkt stigende antal af ældre og personer med kroniske sygdomme sætter sundhedsvæsenet og plejeområdet under et voldsomt pres.

Hvis vi blot skal følge befolkningsudviklingen, så vil udgifterne ifølge en ny Momentumopgørelse stige med 7,1 milliarder kroner på plejeområdet og 6,8 milliarder på sundhedsområdet i 2025. Dermed sætter de to områder sig alene på 13,9 milliarder kroner af det samlede råderum i den offentlige økonomi på 21,5 milliarder.

Men i det beløb vil der ikke være plads til nye behandlingsformer, ny medicin eller nye og bedre tilbud på plejeområdet. Skal der findes penge til dét, skal der betydeligt flere penge til. Skal udgiften per borger på de to områder eksempelvis følge den almindelige velstandsstigning, vil det kræve 20,5 milliarder. Men så er der ikke længere penge til, at andre områder som børn, psykisk syge, handicappede, undervisning og politi kan få penge til det stigende behov og forventninger, der også på disse områder følger med det demografiske træk og velstandsstigningen. Hvis udgifterne på alle områder skal følge det behov som det stigende antal ældre og børn udløser og samtidig følge den almindelige velstandsudvikling i samfundet, vil det kræve 38 milliarder kroner. Eller sagt på en anden måde – der mangler 16,5 milliarder kroner i det økonomiske råderum i 2025, med mindre man er villig til at drøfte, hvilke områder der skal enten op eller nedprioriteres i de kommende år.

For professor i økonomi på Aarhus Universitet Torben M. Andersen er der da heller ingen tvivl om, at det nyvalgte Folketing står overfor nogle meget vanskelige økonomiske prioriteringer.

»Befolkningsudviklingen sætter i de kommende år de offentlige udgifter på ikke mindst sundheds- og plejeområdet under et stort pres. Og sætter man ønsker og behov op imod det økonomiske råderum, så er der ikke råd til det hele. Så hvis man vil give et område som eksempelvis sundhed, ældre eller børnepasning flere ressourcer, så er det meget svært at realisere det uden at pege på områder, man ikke vil prioritere så højt,« siger Torben M. Andersen.

Også sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen ser en fremtid for sig, hvor ressourcerne vil komme til at virke endnu mere knappe end i dag.

»Vi har en underfinansiering, hvis vi vil have et sundhedsvæsen, som vi kender det. Det betyder, at vi i stigende grad skal tage stilling til, om vi vil nedprioritere andre velfærdsområder. Socialområdet og ældreplejen presser sig jo ligeså meget på, og der bliver voldsom kamp om ressourcerne, og der vil altså ikke flyde honning i paradis uanset, hvem der bestemmer,« siger Kjeld Møller Pedersen.

De to økonomer er også enige om, at der ikke findes nemme snuptagsløsninger, og at det er svært at komme uden om at diskutere skattestigninger, hvis man skal komme nogle af behovene i møde.

»Effektiviseringer og brugerbetaling kan lette lidt af presset, men hvis man ikke vil lave markante skattestigninger, så er det prioriteringer inden for udgiftssiden, som kommer på bordet,« siger Torben M. Andersen.

Sundhedsreform hurtigst muligt

Det samlede sundhedsvæsen på sygehusene og i kommunerne bliver især presset af, at der kommer omkring 75.000 ekstra 80+årige fra 2019 til 2025 samtidig med, at antallet af kronikere stiger, så der eksempelvis være omkring 39.000 ekstra med KOL og omkring 131.000 ekstra med type-2 diabetes i 2025 i forhold til 2015. Det giver store udfordringer i forhold til kapaciteten på sundhedsområdet, forklarer Kjeld Møller Pedersen.

»Der er i relativt store kredse en opfattelse af, at vi måske har fået for mange opgaver presset ind på sygehusene og deres ambulatorier. Det skal vi sørge for at undgå, for hvis ikke vi gør det, så sander sygehusene til, « siger Kjeld Møller Pedersen.

Han opfordrer derfor til, at folketingspolitikerne hurtigst muligt får opprioriteret det nære sundhedsvæsen, da man ellers kommer til at stå med endnu større udfordringer.

»Vi skal sørge for, at vi ikke behandler folk på et mere specialiseret niveau end strengt nødvendigt. Vi er derfor nødt til at satse endnu mere på det nære sundhedsvæsen i form af kommunerne og de praktiserende læger. Vi skal holde fast i, at det, der kan behandles på det niveau, skal behandles der, og ikke på et mere specialiseret niveau på sygehusene,« siger Kjeld Møller Pedersen og fortsætter:

»Det giver både en udfordring i på kort sigt at øge antallet af praktiserende læger, og i at der skal skabes rum til, at kommunerne kan få flere akutsygeplejersker, fordi det sandsynligvis vil kunne flytte nogle opgaver. Men det får man ikke ved at knipse med fingrene.«

Fra KL’s formand Jacob Bundsgaard lyder budskabet også, at der hurtigst muligt skal vedtages en sundhedsreform, hvor der er styr på opgavefordelingen, og økonomien er på plads. Han deler Kjeld Møller Pedersens bekymring for, at sundhedsvæsenet ellers sander til.

»Der er er brug for handling nu. Løsningen ligger i en styrkelse af det nære sundhedsvæsen, så de opgaver, der ikke er specialiserede, kan løses trygt og tæt på borgerens hverdag. Både kommuner og sygehuse er allerede så udfordrede i dag, at det, der er helt afgørende, er at løsningen findes nu, og der må for alt i verden ikke gå endnu en regeringsperiode, uden at vi handler,« siger Jacob Bundsgaard.

Svært at nedprioritere sundhed

At man skal finde en ny og mere optimal opgavefordeling på sundhedsområdet, handler blandet andet om, at det er et område, hvor det er ekstremt svært at prioritere, og sige nej til nye løsninger. Det samme gælder for plejeområdet, forklarer økonomiprofessor Torben M. Andersen.

»Sundhedsområdet og ældrepleje er kerneområder i velfærdsstaten, og har derfor også stor synlighed og bevågenhed. Samtidig er der især på sundhedsområdet altid nye krav, fordi der hele tiden opfindes nye behandlingsformer og medicin. Det er jo fantastiske velfærdsfremskridt, men bagsiden af medaljen er bare, at de plejer at være ret dyre.«

Det billede nikker sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen genkendende til.

»Eksempelvis kræver ny, dyr sygehusmedicin til kræft- og gigtpatienter cirka 500 millioner kroner ekstra hvert år. Samtidig kommer der hele tiden nye garantier, som skal indfries, og hver gang, der kommer en ny garanti, så kommer det til at koste mere. Den tidligere regering lovede i sit udkast til en sundhedsreform en garanti for praktiserende speciallæger. Det eneste man kan sige med sikkerhed om det, er, at det vil komme til at koste. Det er de ting, der tilsammen driver de stigende udgifter,« siger Kjeld Møller Pedersen og fortsætter:

»Det er også derfor, at vi allerede har fået Medicinrådet og måske får et behandlingsråd. Det er udmærket, fordi det kan være med til at tage lidt af presset af og få folk til at tænke over, hvor meget bedre det bedste egentlig er i forhold til det næstbedste – især i sammenhæng med forskellen i prisen. Men man skal ikke tro, at det redder dagen.«

Ser man på udviklingen i sundhedsvæsenets andel af det samlede offentlige forbrug, er det da også steget fra 25,5 procent i 2000 til 30,9 procent i 2017. Og en opbremsning ligger ikke lige for, vurderer Torben M. Andersen.

»Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der i valgkampen ikke har syntes, at sundhed skal prioriteres højt, og der har i hvert fald ikke været nogen, der har snakket om, at der skal spares på sundhed.«

Pres på kommunerne

Det er både sygehusene og kommunerne, der bliver udfordret i takt med, at antallet af ældre og kronikere stiger markant i de kommende år, men samtidig bliver kommunerne også presset på plejeområdet.

»Der er en tilbøjelighed til isoleret at fokusere på, at befolkningsudviklingen vil koste rigtig meget på sundhedsområdet, men stigningen dækker også over, at der kommer flere kronikere og multisyge, da sandsynligheden for, at man får en kronisk sygdom, stiger med alderen, ligesom sandsynligheden for, at man har mere end én sygdom, også stiger med alderen. Samtidig handler den sidste del af livet også rigtig meget om pleje, og det vil påvirke de kommunale udgifter ganske betydeligt,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Ser man på de offentlige udgifter fordelt på alder, så stiger kommunernes andel af udgifterne i takt med borgerens alder, og fra 80 år er udgiften lige så stor som til sygehus og praksisydelser til sammen, og andelen vokser yderligere herefter.

I kommunerne ser man da også med bekymring på, hvordan befolkningsudviklingen presser både sundheds- og plejeområdet i en grad, så det kan få konsekvenser på andre velfærdsområder, hvis man skal følge med udviklingen. Formand i KL Jacob Bundsgaard har derfor også igennem længere tid opfordret landspolitikerne til at lave de nødvendige politiske prioriteringer.

»Nu hvor valgkampen er slut, må alt fokus rettes mod at få truffet de nødvendige økonomiske og politiske beslutninger. Som det ser ud nu, er der ikke råd til at opfylde behov og ønsker på sundheds- og plejeområdet, uden at det vil få store konsekvenser for andre velfærdsområder som børn, psykisk syge og handicappede. Vi har brug for langsigtede, ansvarlige løsninger og økonomiske prioriteringer,« siger Jacob Bundsgaard.

Af Jens Baes-Jørgensen, jjr@kl.dk, og Rasmus Giese Jacobsen, ragj@kl.dk

Analyse: Jens Sand Kirk, KL's Analyse- og Makroenhed