Tre ud af fire kommuner målretter tilbud til kræftpatienter efter diagnose

Kræft er ikke bare kræft. Der er stor forskel på at have prostatakræft og brystkræft, og det har ikke bare betydning for den behandling, man skal have, men også i tiden efter når man skal genoptrænes og have sin hverdag til at fungere igen. Det har man taget konsekvensen af i kommunerne, som står for genoptræning og rehabilitering af kræftpatienter. En ny Momentum-undersøgelse viser, at 74 procent af kommunerne har rehabiliteringstilbud, der er tilpasset forskellige kræftsygdomme. Samtidig er tre procent ved at implementere målrettede kurser, og fire procent overvejer at gøre det.

Der er forskel på, hvor mange målrettede kurser de enkelte kommuner har, ligesom der er forskel på, hvilke diagnoser kurserne er målrettet til. Eksempler er brystkræft, lymfeknudekræft, prostatakræft og knoglekræft.

Det kan give god mening at opdele nogle af kræftpatienterne på særlige diagnosespecifikke rehabiliteringshold. Det mener Charlotte Handberg, ph.d. og forsker ved Defactum på Marselisborgcentret – Dansk center for rehabilitering, forskning og udvikling, der har forsket i kræftrehabilitering.

»At man kan dele erfaringer om de helt specifikke bivirkninger og senfølger, som kun ses som konsekvens ved den specifikke sygdom, kan være en fordel. Der er nogle helt specielle ting, som kun gør sig gældende for for eksempelvis prostatakræft, lungekræft eller brystkræft, og disse patienter kan være i den samme behandling og har dermed mulighed for blandt andet diagnosespecifikke indsatser og erfaringsudveksling. Det vil der formentlig være mange, der får meget ud af,« siger Charlotte Handberg.

Vigtigt med fællesskab for kræftpatienter

Høje-Taastrup Kommune har både et generelt rehabiliteringstilbud til kræftramte og særlige hold for borgere med brystkræft og prostatakræft, ligesom kommunen er ved at etablere et kursus for børn med kræftramte forældre. Områdeleder Konny Riising er ikke i tvivl om, at det giver god mening at opdele nogle af kræftpatienterne.

»Der er nogle specifikke områder, hvor vi har erfaret, at det er godt at lave hold for nogle lignende grupper. De har meget ud af hinanden netværksmæssigt, og man kan målrette undervisningen,« siger Konny Riising.

Samme konklusion er man nået frem til i Vejle Kommune, hvor der er særlige hold til patienter med brystkræft og knoglekræft og et mandehold. Det forklarer sundheds- og forebyggelseschef Marit Nielsen-Man.

»Baggrunden er, at de har nogle særlige træningsbehov, som ikke kan tilgodeses på et generelt kræfthold. Samtidig oplever vi, at de teamer bedre op, fordi de har nogle fælles udfordringer, som de kan hjælpe hinanden med at løse. Vores fysioterapeut kan hjælpe dem med at træne mere specifikt i forhold til lige præcis den kræfttype, de er opereret for,« siger Marit Nielsen-Man.

En KL-undersøgelse fra 2015 viste, at 96 ud af de 98 kommuner dengang havde generelle kræftrehabiliteringskurser, hvor patienter med forskellige kræftsygdomme kan få træning og undervisning sammen.

I Kræftens Bekæmpelse ser man positivt på, at flere kommuner får diagnosespecifikke tilbud til kræftpatienter, men det vigtigste er, at der i det hele taget er et tilbud til kræftpatienter, og derfor er det godt, at stort set samtlige kommuner har det.

»Det er vigtigt, at der er et specifikt kræftrehabiliteringskursus, for det er en særlig situation at have en kræftsygdom. Det særlige er, at dødeligheden er høj, så derfor oplever kræftpatienter, at det er vigtigt at have et fællesskab med andre kræftpatienter. Samtidig ved vi, at det fastholder kræftpatienter i træningen, når de kan dele erfaringer med hinanden. Det relationelle i træningen er rigtig væsentligt,« siger Laila Walther, afdelingschef for Patientstøtte & Lokal Indsats i Kræftens Bekæmpelse.

I 2013 havde kun omkring to tredjedele af kommunerne tilbud om kræftrehabilitering, så flere steder måtte kræftpatienter nøjes med træning sammen med blandt andre diabetes- og KOL-patienter. Men det er ikke altid optimalt.

»Der er både nogle fysiske, psykiske og sociale ting omkring specielt kræft, som gør, at disse borgere oplever det anderledes end borgere med diabetes eller mangeårig lungesygdom. Sidstnævnte kommer snigende, og man har en bevidsthed om det i mange år, og det er på en helt anden måde, end hvis man lige pludselig finder ud af, at man har en knude i brystet,« siger Charlotte Handberg.

Selve træningen skal også være specielt tilpasset, mener hun:

»Inden for kræft er der lavet nogle meget store studier af, hvilke indsatser der virker inden for fysisk træning, kognitive indsatser og så videre. Det er noget, man ved har positiv effekt på bivirkninger og senfølger fra kræft, og det er vigtigt, at borgere med kræft får netop disse indsatser. Mens det er nogle andre indsatser, der virker for lunge- og diabetespatienter. Desuden er er det  vigtigt at anerkende, at kræft af mange bliver opfattet som en livstruende sygdom, hvilket gør, at der er nogle specielle hensyn at tage ved borgere med kræft.«

Brug for retningslinjer

I KL er formand for Social- og Sundhedsudvalget Thomas Adelskov glad for, at kommunerne har taget rehabilitering af kræftpatienter til sig – også opdelt på specifikke målgrupper – men han efterlyser klarere rammer for rehabiliteringsforløbene i kommunerne.

»Der er brug for, at elementerne i forløbsprogrammerne udfoldes, så det er helt klart for patienterne, hvad de kan forvente på et kræftrehabiliteringsforløb. Det gælder både i forhold til selve den fysiske genoptræning og til det psykiske aspekt med bearbejdelse af angst. Indtil videre har kræftplanerne haft stort fokus på behandlingen på sygehusene. Det er godt, men nu er tiden kommet til, at kræftrehabiliteringen i kommunerne styrkes i form af blandt andet en opkvalificering af medarbejderne, og det vil være oplagt at bruge Kræftplan 4 til det,« siger Thomas Adelskov.

Forsker Charlotte Handberg fra Marselisborgcentret mener også, at der er behov for en større anerkendelse af de positive effekter, der ses ved rehabilitering af kræftpatienter.

»Det er vigtigt, at man på hospitalet ved, at de patienter, der deltager i rehabiliteringen og træner i intense perioder og er med i psykosociale tilbud, får det bedre og har mindre risiko for tilbagevenden af sygdommen. De får styrket muskelmassen og nedsætter blandt andet risikoen for at få en depression. Det hjælper på så mange parametre, men det er der mange af patienterne, der ikke ved, fordi de ikke bliver informeret om det på hospitalerne,« siger Charlotte Handberg.

Momentum-analysen viser, at kommunerne som absolut hovedregel kan håndtere de henvisninger til genoptræningstilbud, som kommer fra hospitalerne. Kun seks procent af kommunerne oplever ofte, at hospitalerne henviser kræftpatienter, der har behov for et mere specialiseret tilbud, end kommunen kan tilbyde. 36 procent oplever det en gang imellem, og 35 procent oplever det sjældent, meget sjældent eller aldrig.

Flere kan få gavn af kommunale tilbud

Det er dog ikke det samme, som at hospitalerne henviser alle de patienter, der kan få udbytte af rehabilitering i kommunerne. Faktisk er indtrykket fra flere sider, at der er en del patienter, der aldrig bliver gjort opmærksom på den hjælp, de kan få i deres kommune, og at hospitalerne kan blive bedre til at henvise til de kommunale tilbud.

»En del af min ph.d.-afhandling viser, at der tilsyneladende ikke er ret mange henvisninger fra hospitalerne til kommunal kræftrehabilitering. Personalet på hospitalerne opfatter det ikke som deres ansvarsområde at sikre overgangen til kommunens rehabiliteringstilbud og informere patienterne om, at der er viden om, at rehabilitering virker. Derfor ender mange patienter i et vakuum, hvor det kun er de mest ressourcestærke, som formår at opsøge kommunens tilbud selv,« siger Charlotte Handberg.

I Høje-Taastrup Kommune kan områdeleder Konny Riising også genkende problemet med manglende henvisninger af kræftpatienter. Hun tror, det handler om, at kræftpatienter indlægges på mange forskellige afdelinger på sygehusene.

»Informationsbehovet på hospitalerne er enormt, men det er svært at nå alle afdelinger. Vi oplever, at nogle på hospitalerne ikke tænker på kræft som et før-, under- og efterforløb. Hvis der kommer en patient med kræft i tungen, så fokuserer hospitalerne på operationen, fordi det er deres speciale, og tænker ikke på den efterfølgende rehabilitering,« siger Konny Riising.

Derfor opfordrer man i KL til, at henvisningen af kræftpatienter til de kommunale rehabiliteringstilbud bliver mere systematisk.

»Når der er bred enighed om, at rehabiliteringen virker, så skal det ikke være tilfældigheder, der afgør, om patienterne får det rette tilbud. Derfor skal henvisningen foregå mere systematisk, så flere bliver henvist til de kommunale tilbud fra sygehusene,« siger Thomas Adelskov.

Af Rasmus Giese Jakobsen, ragj@kl.dk