Kommuner vil have tættere samarbejde med læger

Sundhedsopgaverne ændrer sig i kommunerne, og især de ældre borgere får flere og flere komplekse sundhedsproblemer. Det stiller nye krav til sundhedspersonalet i kommunerne, men betyder også, at et tættere samarbejde med de praktiserende læger er et stort ønske i kommunerne. Det viser en ny Momentum-undersøgelse blandt de kommunale sundhedschefer, hvor 99 procent erklærer sig enige eller helt enige i, at det er vigtigt, at kommunerne får et tættere samarbejde med almen praksis, så de i højere grad kan understøtte de skrøbelige ældre uden for sygehuset.

Den massive interesse er et udtryk for de seneste års udvikling på sundhedsområdet, hvor stadig flere opgaver flyttes til kommunerne. Det vurderer Pia Kürstein Kjellberg, analyse- og forskningschef på Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA).

»Det er, fordi de kommunale sundhedschefer står med nogle borgere, som bliver udskrevet hurtigere og hurtigere og har mere komplekse plejebehov. Derfor oplever de et større behov for lægefaglig bistand,« siger Pia Kürstein Kjellberg.

Erik Petersen er centerchef for Center for Sundhed og Omsorg i Egedal Kommune og en af de kommunale sundhedschefer, der efterspørger et tættere samarbejde med de praktiserende læger. For ham er det centrale, at de ældste borgere har sundhedsproblemer, der kræver en langt hurtigere reaktion end tidligere.

»De opgaver, vi får i kommunen, bliver mere og mere komplekse. Det vil sige, at vi når til kanten af, hvad vi kan løse. Før kunne man sige til borgerne, at de skulle tage fat i deres læge og få en tid inden for den næste uge. Som det er nu, har vi oftest brug for en lægevurdering hurtigt,« siger Erik Petersen.

I Praktiserende Lægers Organisation (PLO) kan formand Christian Freitag godt forstå ønsket om et tættere samarbejde. Det ønske har han også selv.

»Vi synes også, at vi har et for uformelt og uerfarent samarbejde med kommunerne. I dag er det ofte de samme problemstillinger, vi støder på, og dem forsøger vi så at håndtere fra hver vores stol. Vi må erkende, at vi ikke har tradition for et tæt samarbejde mellem kommuner og almen praksis alle steder, og jeg tror, det er det, kommunernes svar er et udtryk for. Det er en erkendelse af, at det skal udbygges,« siger Christian Freitag.

Ændringer er ude af takt

Ifølge Pia Kürstein Kjellberg handler det haltende samarbejde primært om den store udvikling, der er sket på sygehusene og i kommunerne – men ikke i almen praksis.

»Strukturen i almen praksis er ikke voldsomt ændret de sidste 10 år, hvorimod både kommunerne og sygehusene har gennemgået en forholdsvis markant udvikling på sundhedsområdet. Man savner, at almen praksis også gennemgår en udvikling, så de matcher den udvikling, der sker de andre steder,« siger Pia Kürstein Kjellberg.

Som en konkret udfordring nævner hun endvidere, at meget i dag er op til den enkelte læge.

»Med den måde, vi har organiseret almen praksis, er det i et eller andet omfang op til den enkelte læge, om han eller hun ønsker at give en given ydelse på et givent tidspunkt. Kommunerne har brug for et forpligtende samarbejde, men det er en udfordring som kommune, at man måske godt kan få en principiel aftale i stand, men når det kommer til stykket, er det måske kun halvdelen af de praktiserende læger, der vælger at følge den,« siger Pia Kürstein Kjellberg.

I Egedal er konsekvensen af det system klar, hvis man spørger centerchef Erik Petersen.

»Vi ender med at indlægge nogle, som måske i virkeligheden kunne have fået et alternativt tilbud. De kunne måske blive derhjemme eller været kommet ind på en akutplads i kommunen. Men vi misser dem, fordi vi mangler den lægelige vurdering,« siger Erik Petersen.

Problemerne med at få lægehjælp fra almen praksis ses også i Momentum-undersøgelsen. Hver fjerde kommune mener, at der er dårlige muligheder for at få lægebesøg til borgere i kommunale tilbud eller i hjemmet. Samtidig svarer 75 procent, at de oplever, at de lokale praktiserende læger og vagtlægers kun har et lille eller middel kendskab til kommunale tilbud på sundhedsområdet, som kan forkorte eller forebygge en indlæggelse.

»Samarbejdet med de praktiserende læger kører jo efter, at man kan ringe og få en tid, og de er ikke umiddelbart indstillet på at køre ud. Det kan man godt forstå, for der bliver flere og flere ældre, så de kunne jo ende med at være på farten hele tiden,« siger Erik Petersen.

Analyse- og forskningschef ved KORA Pia Kürstein Kjellberg er enig i, at travlhed er en del af forklaringen på, at lægerne enten ikke kender eller er tilbageholdende med at henvise til og besøge eksempelvis kommunernes akutpladser.

»Udviklingsarbejdet oplever den enkelte læge overhovedet ikke, at han eller hun har tid og overskud til. De bliver fanget i en situation, hvor de løber rundt og har meget travlt og, fordi de har travlt, ikke har tid til at gå ind i de udviklingsaktiviteter, som kunne være løsningen på travlheden. Det er et dilemma, som den enkelte lægepraksis typisk befinder sig i,« siger Pia Kürstein Kjellberg.

Genindlæggelser skal undgås

Fordelene ved et tættere samarbejde mellem kommuner og almen praksis er potentielt store, og derfor bør man også arbejde aktivt på at finde løsninger. Det mener analyse- og forskningschef Pia Kürstein Kjellberg.

»Kommunerne håber at få bedre forløb, hvor de mere kompetent kan medvirke til at bringe de udskrevne tilbage til almindeligt fungerende hverdagsliv så hurtigt som muligt. De vil undgå, at borgernes tilstand forværres, så de skal indlægges igen. Hele sundhedssystemet er enig om, at der er en særlig problemstilling omkring de her borgere, og jeg tror også, at de fleste er enige om, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis almen praksis bidrager mere systematisk til løsningen,« siger Pia Kürstein Kjellberg.

Hun nævner konsortiestrukturer i Holland og England som eksempler på en løsning, der eventuelt kan komme i spil i Danmark. Det er større grupper af lægepraksisser, der indgår i konsortier for sammen at tage ansvar for at løfte opgaver for myndighederne. I konsortiestrukturer er det op til konsortiet, og ikke den enkelte praksis, at sikre, at opgaven løftes som aftalt.

I PLO mener formand Christian Freitag, at man skal se på de aftaler, der blandt andet indgås i praksisplanudvalgene. Her mødes repræsentanter fra regionsråd, kommunalbestyrelser og praktiserende læger og aftaler praksisplaner i de enkelte regioner. Men Christian Freitag mener, at kommunerne skal fylde mere i forhandlingerne, end de har gjort hidtil.

»I sidste ende handler det om, at hvis kommunerne vil have noget af lægens tid, så skal det passes ind i den aftale, vi laver med kommuner og regioner, for ellers stjæler regionerne så at sige alt vores tid. I takt med at flere opgaver ligger ude hos kommunerne, er det naturligt, at kommunerne får en større økonomi at lægge i den pulje, vi forhandler om. Noget skal de selv bruge, fordi de skal lave akutpladser, ansætte sygeplejersker og andet, men noget af den økonomi skal også bruges til at få noget lægeassistance,« siger Christian Freitag.

Han peger også på, at det kan blive nødvendigt at se på den samlede lægekapacitet.

»Hvis kommunerne skal lykkes med at lave en høj kvalitet på både akutpladser og i rehabilitering hele vejen rundt, så skal de ønske sig, at almen praksis bliver opnormeret eller udbygget i forhold til i dag. Ellers bliver det en flaskehals. Det er dejligt at være eftertragtet, men det er ikke noget, vi synes er godt for borgeren, når vores tilgængelighed er hæmmet – nogle steder i landet til det besværlige og andre steder til det urimelige,« siger Christian Freitag.

Analyse- og forskningschef ved KORA Pia Kürstein Kjellberg mener ikke, at man generelt kan tale om lægemangel og peger også på, at det netop er i de områder med dårligst lægedækning, at de nye løsninger oftest kommer til.

»Der er nogle områder, hvor de oplever lægemangel, men det vil typisk være de områder, hvor lægerne faktisk har de mest udviklede praksisformer, fordi nød lærer folk at tænke hurtigt. I nogle af de store byer har man derimod ikke lægemangel og derfor måske nogle gange en større træghed. Det er vigtigt at være opmærksom på, at vi ikke som sådan mangler praktiserende læger. Yderkantsproblematikken er i virkeligheden et fordelingsproblem,« siger Pia Kürstein Kjellberg.

Af Rasmus Giese Jakobsen, ragj@kl.dk