11. januar 2016
Danske ældre er EU’s rejsekonger
Om det er for at dase under sydens sol, få spændende kulturelle oplevelser, se historiske steder, indtage lækker mad og drikke eller få store naturoplevelser, så er de danske ældre vilde med at rejse til udlandet. Og de rejser i langt højere grad end ældre i resten af EU, viser nye tal fra Eurostat. Hele 33 procent af de danske ældre fra 65 år og opefter overnattede minimum en nat i udlandet i løbet af 2014. Det er dermed langt over EU-gennemsnittet på ni procent.
De danske ældres rejselyst er kun overgået af de ældre fra Luxembourg, men når man har in mente, at landet er mindre end Fyn, er det måske heller ikke så overraskende, at over halvdelen af Luxembourgs ældre har haft behov for en tur uden for landegrænserne.
Ser man på resten af EU, var andelen af de belgiske og østrigske ældre, der var de næstmest rejsende, kun på henholdsvis 25 og 19 procent. Og i den anden ende af skalaen var det kun én procent af de ældre fra Bulgarien og Grækenland, der overnattede i udlandet i 2014. Også når det handler om at være længere tid afsted er Danmark i top, da hele 28 procent af de danske ældre havde minimum fire overnatninger i udlandet i 2014, mens det kun gjaldt otte procent af alle ældre i EU.
Ifølge Anne Leonora Blaakilde, kulturforsker ved Københavns Universitet med speciale i alderdommen, er der flere årsager til de danske ældres rejselyst.
»Det er en generation, der har været med, siden udlandsrejserne begyndte at blive folkeeje i starten af 1960’erne. Mange har derfor rejst meget og vil gerne blive ved så længe som muligt, og flere har også fysikken til at gøre det længere op i årene. Samtidig har flere ældre en bedre økonomi, og rejser er blevet meget billigere de seneste 10-15 år,« siger Anne Leonora Blaakilde.
I Ældre Sagen nikker seniorkonsulent Peter Rindom genkendende til billedet af en rejselysten generation af ældre, men påpeger samtidig, at ikke alle ældre har råd til eller fysisk kan klare at rejse.
»Men blandt de ældre, der har penge og fysik til at kunne rejse, er der en stor efterspørgsel på rejser. I den forbindelse har det også betydning, at man går mindre op i, at der skal være noget tilbage at arve end førhen. Det er derfor blevet okay at bruge pengene på at udleve sine rejsedrømme, samtidig med at vi også ser en stigende tendens til, at den ældre generation inviterer børn og børnebørn med ud at rejse,« siger Peter Rindom.
Ikke kun charter
De ældres store rejselyst har også fået Ældre Sagen til at lave samarbejdsaftaler med rejsebureauer om tilbud til Ældre Sagens medlemmer, ligesom lokalafdelingerne nogle gange laver ture med rejsebureauer. Her oplever foreningen en tendens til, at flere efterspørger andet end den klassiske charterferie, forklarer Peter Rindom.
»Der er ingen tvivl om, at charterferien stadigvæk er det mest populære, men et stigende antal vil gerne have en på opleveren i form af eksempelvis kulturelle oplevelser, historiske steder eller fysiske udfoldelser som vandre- eller cykelture,« siger Peter Rindom.
Det mærker man i høj grad ved Vitus Rejser, som i over 40 år har arrangeret grupperejser til et voksent publikum med en kulturel, historisk og gastronomisk profil og med mange oplevelser og udflugter.
»Vores gæsteantal har været støt stigende gennem mange år, ligesom vi har udvidet vores program fra i starten kun at omfatte Norden, Tyskland og Østrig til i dag praktisk talt at dække hele verden, samtidig med der er kommet mange flere aktører på markedet. Og alt det kan jo selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi der er en stigende interesse for produktet,« siger Signe Bonde Poulsen, marketingschef ved Vitus Rejser.
Den øgede interesse for at tage på rejser med et andet sigte end kun ren afslapning kan ifølge kulturforsker Anne Leonora Blaakilde formentlig findes i ældres rejserutine og følelse af stadig at være unge.
»Mange ældre er meget kulturelt og historisk interesserede og vil gerne rundt og opleve alt muligt, mens de stadig er i stand til det, og de er ikke bange for at tage afsted til nye destinationer. Det har mange rejsebureauer fanget og lavet nogle rejser, der ikke er alt for strabadserende, men stadig har mange oplevelser, hvilket er guf for den her målgruppe, som også har tiden til det,« siger Anne Leonora Blaakilde.
Hos Vitus Rejser oplever marketingschef Signe Bonde Poulsen også, at der er sket en ændring i de ældre rejsendes tilgang til at rejse:
»Da vi startede i 1973, var man mentalt ældre, når man blev 65 år, færre kunne sprog, og de var ikke så rejsevante. I dag er det jo en helt anden og meget mere rejsevant og selvstændig gruppe, som ikke vælger en pakkerejse med rejseleder, fordi de ikke selv kan finde ud at arrangere en rejse, men fordi de gerne vil beriges og have et socialt fællesskab på deres rejse. Når de vælger en rejse til Spanien ved os, er det kulturrundrejser til Andalusien uden så megen fokus på sol og strand.«
Den stigende rejseaktivitet blandt de ældre kan ifølge Signe Bonde Poulsen også mærkes ved, at det for mange ikke kun er én gang om året, de rejser, og at man modsat tidligere ikke holder sig til sommerferien, men især rejser i april-maj og august-september.
»Vi ser en stigende efterspørgsel på rejser hele året rundt. Det er jo også de ældres privilegium, at de kan rejse på nogle tidspunkter, hvor der ikke er overfyldt på rejsemålene, men stadig er godt vejr, uden at det er alt for varmt og i flere tilfælde også billigere. Mange ønsker også forskellige rejsemål eller rejseformer i løbet af året. Det kan være storbyferie i foråret eller efteråret, soltur i sommerperioden og en langtidsferie i vinteren,« siger Signe Bonde Poulsen, som fortæller, at langtidsferier er blevet et hit, siden selskabet startede med dem for fem år siden.
Ifølge Danmarks Statistiks seneste opgørelse af de ældres rejsevaner var det i 2012 kun 7 procent af de +65-åriges rejser til udlandet med minimum fire overnatninger, der foregik i juli, mens det for resten af aldersgrupperne var omkring en fjerdedel af rejserne.
Ud over at det måske kan være billigere og mindre overrendt på feriemålene at rejse uden for højsæsonen, så påpeger kulturforsker Anne Leonora Blaakilde, at der også er et helbredsperspektiv i ældres rejser til mere solrige destinationer.
»Når man kommer op i alderen og har forskellige lidelser, betyder klimaet og det tørre, varme vejr rigtig meget for ens helbred. Og det er ifølge min undersøgelse også en af de væsentligste årsager, når ældre vælger at flytte sydpå. Så der er ingen tvivl om, at det at tage af sted og få et varme- og lysboost i de mørke og kolde måneder i Danmark også sundhedsmæssigt kan være godt for de ældre,« siger Anne Leonora Blaakilde.
Af Jens Baes-Jørgensen, jjr@kl.dk