Forældre til anbragte børn er ringe stillet

Forældrene til nogle af de mest udsatte børn, som anbringes uden for hjemmet, er ofte dårligt uddannet, har en lav indkomst og ringe tilknytning til arbejdsmarkedet. Flere har selv været anbragt uden for hjemmet som børn, har et dårligt psykisk helbred og en kriminel baggrund. Det viser en ny Momentum-analyse, som belyser sociale og helbredsmæssige forhold blandt forældre til anbragte børn.

Alle forældre, der fik anbragt et barn for første gang i årene 2008-2012, indgår i undersøgelsen, og hovedresultaterne er:

• Halvdelen er ikke i beskæftigelse eller under uddannelse
• Mellem 8 og 9 ud af 10 har mindst én social eller helbredsmæssig udfordring
• Hver tredje af de yngre forældre (født efter 1979) har selv været anbragt uden for hjemmet som børn
• Halvdelen er enlige forsørgere
• Hver 12. af fædrene (og hver sjette far til 0-7-årige) kom i fængsel i anbringelsesåret eller op til fire år før
• Halvdelen har en årlig bruttoindkomst under 200.000 kroner

De triste tal kommer desværre ikke bag på Anne-Dorthe Hestbæk, afdelingschef for Børn og Familie hos SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

»Profilen stemmer godt overens med tidligere forskning. Forældre til anbragte børn er bare virkelig underprivilegerede og dårligt stillede. Men selv om det ikke er nyt, så er det stadig lige så forfærdeligt og graverende,« siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Forældrene har få ressourcer at give videre

Momentum bragte for to uger siden en analyse af, hvordan børn, der har været anbragt, klarer sig langt dårligere end andre børn. Den samme tendens tegner sig for forældrene. Kun halvdelen af forældre til anbragte børn er for eksempel i beskæftigelse eller under uddannelse i anbringelsesåret, mens det gælder 83 procent af alle forældre til 0-17-årige. Hver femte forælder til anbragte børn er på kontanthjælp, og 12 procent er på førtidspension. Blandt alle forældre er det kun henholdsvis fire og tre procent.

Tallene siger ifølge Signe Hald Andersen, projektleder og seniorforsker hos Rockwool Fonden, noget om, hvor få ressourcer forældre til anbragte børn har at give videre. Og det kan nemt få indflydelse på barnets chancer senere i livet.

»Man behøver ikke være en dårlig mor, fordi man er fattig. Men hvis man har haft meget lidt tilknytning til arbejdsmarkedet, skyldes det måske nogle andre karakteristika, som afspejler et større problemsæt i familien,« siger Signe Hald Andersen.

En af de største udfordringer er at forhindre, at børnene havner i samme situation som deres forældre senere i livet. For eksempel viser Momentums analyse, at hver tredje af de yngre forældre til anbragte børn selv har været anbragte som børn.

»Vi ved godt, at direktørens søn har større sandsynlighed for at blive direktør end den ufaglærtes søn. Alle børn reproducerer de mønstre, som de oplever i hjemmet. Det gør de anbragte børn måske også. Så det kan være, at det, at de klarer sig dårligere, ikke har specielt meget at gøre med anbringelsen, men bare skyldes, at de kommer fra familier, hvor ressourcerne er få,« siger Signe Hald Andersen.

Det er Anne-Dorthe Hestbæk, afdelingschef hos SFI, enig i.

»Man kan spørge sig selv, hvordan forældrene skulle have lært, at forudsætningen for at blive selvforsørgende er, at man bider tænderne sammen og går på arbejde. For de kommer jo ofte selv fra hjem, hvor der ikke er erfaringer med et arbejdsliv. Derfor er chancen for, at de giver negative holdninger og livsstil videre til deres børn stor. Så der er behov for, at vi bryder den onde cirkel og både hjælper forældrene i hjemmet videre, og at vi på anbringelsesstederne støtter børnene stærkt i at begå sig i den almindelige omverden med skole, venner, fritidsinteresser og arbejde. Det kunne jeg godt tænke mig, at der kom mere fokus på,« siger Anne-Dorthe Hestbæk. 

Forældre skal have mere hjælp

Momentums undersøgelse viser, at situationen blandt forældre til anbragte børn forværres i årene op til anbringelsen: Flere mister tilknytningen til arbejdsmarkedet, flere bliver enlige forsørgere, flere fædre kommer i fængsel og brugen af psykolog, psykiater og vagtlæge stiger. Forskningen viser også, at forældre til anbragte børn ikke rykker sig særlig meget, efter barnet er blevet anbragt.

»Jeg står tilbage med spørgsmålet, om der bliver gjort nok for forældre til anbragte børn, eller om de bliver overladt for meget til sig selv. Så det brænder virkelig i fingrene for at finde ud af, hvordan vi bedst kan hjælpe denne gruppe fremadrettet. For så længe vi ikke hjælper forældrene, hjælper vi heller ikke børnene,« siger Anne-Dorthe Hestbæk.

FBU ForældreLANDSforeningen, som arbejder med at støtte og rådgive forældre, hvis børn og unge er eller har været anbragt uden for hjemmet, efterlyser også mere hjælp til forældrene.

»Jeg ser igen og igen, at anbragte børn, når de bliver myndige, mister kontakten til plejefamilien og opsøger deres forældre. Desværre har forældrene ofte ingen hjælp fået i mellemtiden, så deres verden ser ikke anderledes ud. Derfor står de pludselig i en situation, hvor de skal til at være forældre igen. Det er sørgeligt, for når forældrene ikke har været igennem et forløb, er konsekvensen ofte, at tingene kommer til at gentage sig,« siger foreningens landsformand Alice Sørensen.

Hun understreger, at det kan tage mange år at ændre på forældrenes situation.

For Thomas Adelskov, borgmester i Odsherred og formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, understreger Momentums analyse behovet for et langt mere integreret samspil mellem børne- og voksenområdet.

»Det her handler ikke kun om tidlig opsporing og forebyggelse, hvor barnet er i centrum. Det handler om, at der ofte står en familie bag, som har meget svære problemstillinger. Derfor er der behov for, at vi i kommunerne bliver bedre til at have fokus på familien som helhed på tværs af sektorer. Hvis vi vil hjælpe børnene, er vi kort sagt nødt til også at se på forældrenes sociale forhold,« siger Thomas Adelskov.

Han påpeger, at det bliver et centralt tema, når KL i starten af marts offentliggør et nyt udspil om en bedre indsats for udsatte børn og unge.

Også Anne-Dorthe Hestbæk mener, at Momentums analyse kan bruges fremadrettet.

»Nu har vi nogle risikofaktorer, som siger noget om, at voksne, som for eksempel har dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet, har været i fængsel, selv har været anbragt og lignende har større sandsynlighed for at få anbragt deres børn. Det kan vi bruge til at lave en indsats for forældrene endnu tidligere. Det er et oplagt opmærksomhedspunkt eksempelvis for de kommunale sagsbehandlere,« siger Anne-Dorthe Hestbæk.

Ét samlet team giver tryghed

Hedensted Kommune har sammen med ni andre kommuner fået midler til at deltage i et projekt, som skal hjælpe særligt udsatte familier. Her er fokus netop at lave en indsats, som på tværs af sektorer ser på familien som helhed.

I Hedensted har kommunen siden september 2014 arbejdet med et team, som både består af en projektleder, to familiekoordinatorer, jobkonsulenter og en koordinator for psykiatri, rusmiddel og sundhedsfremme. De understøtter 25 af kommunens mest sårbare familier, som har mange komplekse problemstillinger, hvor en eller begge forældre er langt fra arbejdsmarkedet, og hvor børnenes udvikling er truet.

»For familierne giver det en tryghed og et overblik, at de ikke skal bruge krudt på at henvende sig til mange forskellige afdelinger med deres udfordringer. For os bliver det nemmere at se på familien som helhed og lave en koordineret indsats, når vi ikke bruger tid på at sende opgaverne rundt mellem de forskellige sektorer,« siger Charlotte Rottbøll Lauridsen, leder af Børn og Familie i Hedensted Kommune.

Hun fortæller, at de med teamet pludselig kan nå nogle af de familier med svære problemer, som de ikke har kunnet tidligere. Målet er, at teamet med tiden er mindre involveret i familierne, at familierne selv tager ansvar, at børnene kommer i bedre trivsel, og at forældrene kommer tættere på eller ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse.

»Typisk er det sådan, at barnet har sin handleplan i børne- og familieafdelingen. Derudover har mor måske en anden handleplan hos rusmiddelcentret. Og faren, der har psykiske problemer, har også sin egen handleplan i Psykiatriafdelingen. Vores team samarbejder i stedet tæt med familien om at lave én familieplan med inddragelse af de respektive afdelinger, samarbejdspartnere og netværk. Vi ser det kort sagt som en samlet opgave at hjælpe familien. Det giver en samtidighed og helhed i indsatsen, og jeg tror, det vil give bedre resultater for familierne,« siger Charlotte Rottbøll Lauridsen.

Af Trine Møller, trm@kl.dk

Analyse: Bodil Helbech Hansen, KL’s Analyseenhed