Borgmestres vederlag sakker bagud

Mens de kommunalt ansatte i gennemsnit har fået en lønstigning på 90 procent fra 1994 til 2015, så er borgmestrenes vederlag kun steget med lige godt det halve i samme periode, nemlig 46 procent. Og det er ikke kun i forhold til de kommunalt ansatte, borgmestrene halter efter. De politiske kolleger på Christiansborg har fået 83 procent mere i lønningsposen i perioden. Det viser en ny Momentum-analyse.

Jacob Torfing, professor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, undrer sig over de store forskelle i lønudviklingen.

»Det er svært, for ikke at sige umuligt, at finde en god begrundelse for, hvorfor borgmestrene ikke skal opleve den samme lønfremgang som andre grupper i samfundet. Borgmestrene yder et stort stykke arbejde og udøver en funktion, som i den grad skal anerkendes og honoreres. Også for at sikre, at det er de dygtigste, som vælger den usikre karrierevej, det er at være borgmester,« siger Jacob Torfing.

Han undrer sig over, at borgmestrene ikke kom med på vognen, da de menige kommunalpolitikeres vederlag fik et løft i 2014 efter også at være sakket bagud gennem mange år. Man skal helt tilbage til 1994 for at finde den seneste korrektion af borgmestrenes løn, og på det tidspunkt var det 22 år siden, man gjorde det sidst. Erik Nielsen (S), borgmester i Rødovre, mener derfor også, det er på tide, at borgmestrenes vederlag får et løft, og det samtidig undersøges, hvordan vederlaget kan reguleres løbende fremover.

»Det kan ikke passe, at der skal gå 20 år mellem hver justering. Vi bliver nødt til at få gjort noget ved det store efterslæb, der er blevet skabt siden 1994, og samtidig finde en reguleringsmekanisme, hvor vi sikrer, at borgmestrene ikke hele tiden sakker bagud,« siger Erik Nielsen, der samtidig efterlyser mere tidssvarende pensionsvilkår for borgmestrene.

Han peger samtidig på, at kommunalreformen har øget kravene til og kompleksiteten i det politiske lederskab væsentligt. Ikke blot i forhold til den kommunale organisation og de mange lokale interessenter og samarbejdspartnere, men også regionalt har borgmestrene fået en større rolle. 

Løn skal op på niveau

Carsten Kissmeyer (V), borgmester i Ikast-Brande Kommune, mener også, der er behov for, at borgmestervederlaget bliver opjusteret, og man får fundet en fremtidig reguleringsmekanisme. Han er dog også opmærksom på, at det er en svær øvelse for borgmestrene selv at deltage i.

»Noget af det vanskeligste er at drøfte sin egen løn, og særligt når man er folkevalgt. Men det er klart, at hvis man vil rekruttere folk, også fra gode jobsituationer, så er man er nødt til at have en løn, der i et eller andet omfang matcher ansvaret,« siger Carsten Kissmeyer.

Han ser derfor frem til, at den såkaldte vederlagskommission kommer med sine forslag. Kommissionen blev nedsat i 2014 og forventes i den nærmeste fremtid at præsentere sine bud på, hvordan borgmestre og ministre fremover bør honoreres.

Selv om det næppe bliver et folkekrav, så mener professor på Roskilde Universitet Jacob Torfing dog, der er flere gode argumenter for, hvorfor borgmestrene bør aflønnes bedre end i dag.

»Borgmestrene er i stigende grad krumtappen i samfundets udvikling. Det er ikke blot i implementeringen af de store nedskæringer i disse år, som de også skal tage tæskene for. Mange forskere understreger, at hvis nogen er i stand til at løse nogle af de problemer, verden står overfor, så er det borgmestrene. Lokalpolitikken har jo netop sin force i, at man på lokalt niveau har kniven på struben i forhold til problemerne omkring eksempelvis klima, vækst og beskæftigelse,« siger Jacob Torfing og uddyber:

»Borgmestrene arbejder langt mere pragmatisk på at løse problemerne end landspolitikerne. Samtidig er borgmestrene meget tæt på en række samfundsaktører, som de i stigende grad inddrager for at løse problemerne. Derfor bør vi sørge for gode rekrutteringsmuligheder og en høj grad af anerkendelse af det arbejde, de yder, og det er jo slet ikke afspejlet i lønudviklingen.«

I forbindelse med Bo Smith-udvalgets undersøgelse af embedsmanden i det moderne folkestyre har det også undersøgt borgmestrenes arbejdsvilkår. Og det viser sig, at borgmestrene langt fra kommer sovende til lønnen. En gennemsnitlig arbejdsuge for borgmestrene er på 63 timer om ugen. Rapporten fastslår samtidig, at borgmestrenes arbejdsvilkår er ændret markant på grund af de seneres års eksplosive vækst i hastigheden på nyhedsstrømmen og antallet af medier med deadlines døgnet rundt, samt befolkningens mulighed for at blande sig i den politiske debat via de sociale medier.

Arbejdsvilkår skal være i orden

Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL, fremhæver vigtigheden af, at der generelt følger ordentlige og tidssvarende arbejdsvilkår med, når man påtager sig posten som borgmester.

»Det skal ikke være pengene, der trækker folk ind i politik, men borgmestrene skal naturligvis have en rimelig løn i forhold til resten af samfundet. Og samtidig skal de selvfølgelig have den bistand og de teknologiske hjælpemidler, de har brug for, ligesom de skal kunne komme på kurser og efteruddannelse, hvis det er nødvendigt,« siger Kristian Wendelboe.

Han advarer samtidig imod, at man bliver bange for at give borgmestrene de redskaber, der er nødvendige for at bestride posten, af frygt for, hvordan udgifterne kan se ud i offentligheden. Og han forsikrer, at KL vil følge tæt, at vederlagskommissionens forslag ikke begrænser borgmestrenes mulighed for at varetage posten på en ordentlig måde.

»Det er fair nok, at der er stor opmærksomhed på, hvordan skatteydernes penge bliver forvaltet, men det er bekymrende, hvis vi lægger barren så lavt, at vi får skræmt alle dem væk fra politik, som vi gerne vil have til at påtage sig et ansvar på fællesskabets vegne,« siger Kristian Wendelboe.

Det er ikke kun i forhold til den procentvise lønstigning, borgmestrene ligger langt under de kommunalt ansatte. Flere og flere borgmestre oplever også, at flere af kommunens ansatte får en højere løn end borgmesteren, og det er ifølge professor Jacob Torfing ikke fair i forhold til borgmestrenes position og ansvar.

»Borgmesteren er jo mindst lige så meget åremålsansat som kommunaldirektøren, og de deles jo langt hen ad vejen om ansvaret for kommunen. Derfor giver det ikke mening, at borgmestrene skal have et stort lønefterslæb i forhold til kommunaldirektøren. Det kan også skabe ulighed, når de skal træffe beslutninger sammen. Så jeg synes, det ville være på sin plads at skabe en lønmæssig ligeværdighed for den utroligt vigtige duo, der styrer vores kommuner,« siger Jacob Torfing.

Rødovre-borgmester Erik Nielsen er også opmærksom på, at der er ved at blive et misforhold i lønningerne mellem borgmesteren og de ledende medarbejdere.

»Borgmestervederlaget modsvarer i dag ikke det politiske ansvar i kommunerne. Nærmest alle borgmestre ligger jo under en række af deres egne medarbejdere i blandt andet direktionen, og det er ikke altid rimeligt, når man har ansvaret for flere milliarder kroner og tusinder af medarbejdere. Det er ikke, fordi borgmestrene skal være lønførende, men vi er nødt til at finde en mekanisme, hvor man følges ad,« siger Erik Nielsen.

Af Jens Baes-Jørgensen