Personale skal rustes bedre til det nære sundhedsvæsen

Kommunerne får et større og større ansvar for sundhedsvæsenet i disse år. I takt med at hospitalerne bliver mere specialiserede, og patienterne er indlagt i kortere tid, skal kommunerne tage sig af borgerne i længere tid før og efter en indlæggelse. Men hverken de praktiserende læger eller kommunernes eget sundhedspersonale bliver tilstrækkelig rustet til den udvikling i deres uddannelse, viser en ny Momentum-undersøgelse blandt de kommunale sundhedschefer.

Her siger et flertal eksempelvis, at for mange praktiserende læger ved for lidt om de kommunale opgaver og tilbud på sundhedsområdet. Og kun 10 procent er uenige. 46 procent af de kommunale sundhedschefer mener også, at for mange nyuddannede sygeplejersker ved for lidt om de kommunale sygeplejeopgaver, der blandt adskiller sig ved at kræve et betydeligt bredere fokus i forhold til sygeplejearbejdet på en specialiseret hospitalsafdeling, der kun har patienter med helt bestemte sygdomme.

27 procent af sundhedscheferne mener også, at sygeplejersker ikke er klædt godt nok på til at varetage den vigtige rolle som forløbskoordinator i en kommune, når de er færdige med deres grunduddannelse. Kun 22 procent finder de nyuddannedes evne som forløbskoordinator tilfredsstillende.

Ulla Callesen, centerchef for sundheds- og omsorgscentret i Høje-Taastrup Kommune, oplever, at kommunens sundhedspersonale har en betydelig udfordring i forhold til de nye opgaver, der løbende tilgår kommunerne.

»De her accelererede forløb, hvor patienterne udskrives tidligere fra sygehusene end førhen, kræver langt mere kompleks viden, akutkendskab og et øget behov for samarbejde og koordination mellem sygehuset, kommunen og den praktiserende læge for at gennemføre behandlingsplanen og følge op på den bagefter. Det kræver en ret bred kompetenceprofil hos medarbejderne, og det oplever vi nok ikke, at vi har i tilstrækkelig grad i øjeblikket,« siger Ulla Callesen.

Mere fokus på forebyggelse

Helle Hjarsø, uddannelseskonsulent i Stevns Kommune, peger også på, at de sygeplejersker, SOSU-assistenter og andre faggrupper, der skal arbejde i det nære sundhedsvæsen, skal uddannes bedre i rehabilitering og forebyggelse.

»Vi kan blive bedre til at forebygge indlæggelser. Vi skal blandt andet blive bedre til at dokumentere de observationer, vi gør. Samtidig er det vigtigt, at de ansatte har en bred viden om borgernes sundhedstilstand og et helhedssyn på hele borgerens situation – mere end blot en bestemt diagnose. Vi kan forbedre vores evne til at spotte alle de elementer, der kan have betydning for borgerens helbred,« siger Helle Hjarsø.

Momentum-undersøgelsen underbygger behovet for mere fokus på forebyggelse, idet en fjerdedel af de kommunale sundhedschefer finder nyuddannede SOSU-assistenters viden om sygdomsforebyggelse utilfredsstillende. Det er lige så mange, som finder den tilfredsstillende.

Undersøgelsen stiller også skarpt på et andet problem, nemlig et haltende samarbejde mellem de forskellige faggrupper i sundhedsvæsenet. 43 procent af sundhedscheferne er eksempelvis utilfredse med de praktiserende lægers evne til at samarbejde med andre faggrupper, mens kun 26 procent erklærer sig tilfredse på det punkt.

»Samarbejdet med de praktiserende læger har gennem årene været udfordret, men den nye overenskomst åbner for nye veje til et bedre samarbejde, hvilket vi har store forventninger til. Samarbejdet har også været ekstra vanskeligt ved, at de praktiserende læger nærmest har stået uden for sundhedsaftalerne mellem regioner og kommuner,« siger Ulla Callesen, centerchef i Høje-Taastrup Kommune.

Karsten Vrangbæk, professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, mener, at undersøgelsen belyser en klar udfordring i forbindelse med optrapningen af det nære sundhedsvæsen i kommunerne.

»Der er behov for en oprustning og opkvalificering af sundhedspersonalet i forhold til det nære sundhedsvæsen. Med det mere specialiserede sygehusvæsen skal kommunerne i højere grad være parate til at tage sig af patienterne både før og efter indlæggelse, og det kræver større kompetencer hos personalet og bedre samarbejde – ikke mindst med de praktiserende læger. Det er der, at samarbejdet knirker mest, og snitfladeproblematikkerne i sundhedsvæsenet er størst,« siger Karsten Vrangbæk.

Dialog med læger er afgørende

Helle Hjarsø, uddannelseskonsulent i Stevns Kommune, kan genkende knasterne i samarbejdet mellem kommunen og de praktiserende læger. Men hun synes, at det er blevet bedre i løbet af de seneste år, blandt andet fordi der er kommet mere fokus på de ældre, medicinske patienter.

»Jeg synes egentlig, der er sket en opblødning. Men vi har måske stadig brug for, at de praktiserende læger oftere tager kontakt til os, når de ser en borger, som er ved at blive svækket. Det kan for eksempel være en borger med KOL, som ikke længere kan klare at komme til banko eller håndtere de daglige gøremål. Så kan vi begynde en indsats fra kommunens side, inden det ender med en indlæggelse,« siger Helle Hjarsø.

Lars G. Johansen, praktiserende læge og formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, er enig i, at samarbejdet mellem kommunerne og de praktiserende læger skal blive bedre. Men han mener ikke, at sundhedscheferne i Momentum-undersøgelsen har megen føling med, hvad der sker i det konkrete samarbejde. Og han mener absolut, at kommunerne bærer en stor del af ansvaret for svigtende samarbejde.

»Vi hører ofte fra kommunerne, at vi læger er svære at få fat i. Men fra min side oplever jeg det jo sådan, at vi har svært ved at komme igennem til den samme sagsbehandler to gange i et patientforløb. Vi bliver ofte henvist til en visitator, men inden vi kommer i kontakt med dem, er patienten måske blevet indlagt,« siger Lars G. Johansen.

Af Søren Kudahl, skd@kl.dk