Når arbejdsløshed kun er et af mange problemer

Det står skidt til med de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtageres sundhedstilstand. I 2012 oplevede over en femtedel af gruppen at være indlagt på sygehuset, mens det kun gjaldt otte procent af de beskæftigede og ni procent af de ledige på dagpenge og arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Det viser en ny Momentum-analyse af danskernes brug af sygehusene.

Billedet går igen, når det gælder ambulante besøg på sygehuset, hvor hele 45 procent af de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere havde kontakt med sygehuset i 2012, mens det kun gjaldt 29 procent af de beskæftigede og 32 procent af de ledige på dagpenge og arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Og når det gælder skadestuebesøg, havde hele 21 procent af de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere et besøg på skadestuen i 2012 mod kun 10 procent af de beskæftigede.

Majbrit Berlau er formand for de socialrådgivere, der møder de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere i dagligdagen. Og hun nikker genkendende til, at det er en gruppe, der ofte har mange problemer at slås med.

»Mange af de her mennesker har svære og komplekse sundhedsproblemer, som mange gange også dækker over livsvilkår og mentale tilstande, som har sat sig i sundheden. Især de ambulante og akutte konsultationer dækker over mennesker, der desperat søger hjælp et eller andet sted i systemet. De har som oftest ondt i livet, og så går det hen og bliver en sundhedsmæssig problematik,« siger Majbrit Berlau.

Hun påpeger, at der også er en selvforstærkende effekt, hvor helbredstilstanden bliver ringere, jo længere man er på kontanthjælp. Og hun peger oven i købet på, at tallene kunne være langt værre, da mange i denne gruppe ikke bruger sundhedssystemet så meget, som de reelt burde.

Svære at få i job

Analyse- og forskningschef ved KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning) Hans Hummelgaard mener også, at de mange indlæggelser og ambulante kontakter er med til at underbygge billedet af de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere som en gruppe, der har mange andre problemer end arbejdsløshed.

»Tallene viser, at det er en gruppe med markante sundhedsproblemer. Og vi ved fra tidligere undersøgelser, at det er en kompleks og sårbar gruppe, der døjer med både sociale, psykiske og misbrugsproblemer. Derfor er de også svære at hjælpe ind på arbejdsmarkedet,« siger Hans Hummelgaard.

Han henviser til, at effektmålinger af arbejdsmarkedsindsatsen rettet mod denne gruppe ikke viser nogen effekt. Det gælder også løntilskudsjob og praktik i private virksomheder, der ellers i forhold til de arbejdsmarkedsparate plejer at have en betydelig effekt.

Hans Hummelgaard er derfor heller ikke i tvivl om, at det er nødvendigt med en koordineret indsats imellem de mange forskellige sektorer, som de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere kommer i kontakt med. Det gælder ikke mindst sundhedsvæsenet, de sociale myndigheder og det kommunale jobcenter.

»Ud over en koordineret indsats er det også vigtigt, at man har en ansvarlig, der koordinerer det hele. De svage kontanthjælpsmodtagere har som oftest svært ved at finde rundt i systemet med flere forskellige typer af indsatser og behandlinger, som der typisk er behov for,« siger Hans Hummelgaard.

Ifølge Dansk Socialrådgiverforenings formand Majbrit Berlau er det offentlige system desværre stadig i for høj grad siloopdelt i eksempelvis sundhed, beskæftigelse, social og uddannelse og derfor ikke godt nok indrettet på de komplekse problemer, som de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere har.

»Hvis det her skal lykkes, kan det ikke nytte noget, at vi bliver ved med kun at rejse et udviklingskrav over for den enkelte borger. Så er vi også nødt til at have et udviklingskrav til den offentlige sektor om at kunne arbejde meget bedre sammen. Politikerne skal turde vise det mod, der skal til for at reformere den offentlige sektor, så vi kan arbejde helhedsorienteret. Der er vi langt fra i dag,« siger Majbrit Berlau.

Der skal flere reformer til

I KL mener Jacob Bundsgaard, formand for KL’s Arbejdsmarked- og Erhvervsudvalg og borgmester i Aarhus Kommune, at kommunerne er kommet langt i forhold til at arbejde bedre på tværs af de forskellige områder inden for kommunerne. Men både samarbejdet mellem forvaltningerne i de enkelte kommuner og mellem kommuner og det regionale sundhedsvæsen skal blive bedre. KL har derfor også påpeget over for det såkaldte Carsten Koch II-udvalg, at det er nødvendigt at se på mere end bare beskæftigelsesreformer. Udvalget er nedsat af regeringen til at komme med anbefalinger til den aktive beskæftigelsesindsats for ikke-arbejdsmarkedsparate ledige.

»Hvis inklusionen af de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere på arbejdsmarkedet skal lykkes, kræver det, at arbejdsmarkedsreformer følges op med andre reformer. Det gælder blandt andet mulighederne for uddannelse, forebyggelse og inklusion i daginstitutioner og folkeskole. Men det gælder også forebyggelse og behandling af psykiske problemer, kriminalitetsforebyggelse, boligpolitik og sidst, men ikke mindst, socialpolitikken,« siger Jacob Bundsgaard.

Ifølge Ole Pass, formand for Foreningen af Socialchefer og socialdirektør i Rødovre Kommune, er det tværgående arbejde den rigtige vej at gå. Og han mener faktisk, at kommunerne i de seneste år via koordinerende teams er blevet langt bedre til at skabe en helhedsindsats. Han ser dog gerne endnu mere samarbejde ud over kommunesektoren, og at flere aktører som eksempelvis frivillige kommer mere på banen. Han mener desuden, at der bør sættes mere ind på at være opsøgende og tage problemerne i opløbet på ungdomsuddannelserne.

»Det er der, skråplanet i givet fald begynder. Vi kan jo også se, at dem, der ikke fuldfører ungdomsuddannelserne, typisk har de karakteristika, som placerer dem i gruppen af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Vi er på folkeskoleområdet gode til at have sundhedsplejen og så videre tæt på, men vi skal tage det mere alvorligt at komme ind i ungdomsfasen,« siger Ole Pass.

Arbejde er ikke det eneste succeskriterium

Det bliver ofte fremhævet, at der er et kæmpe samfundsøkonomisk potentiale i at få nedbragt antallet af danskere uden for arbejdsmarkedet, og det gælder ifølge Hans Hummelgaard også de i 2012 godt 100.000 ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Men han påpeger samtidig, at det ikke er realistisk at have et job som her og nu-succeskriterium for hele gruppen.

»Ofte drejer det sig for den her gruppe om at få en indsats, der bringer dem nærmere arbejdsmarkedet. Man kan sige, at målet under alle omstændigheder er at komme i beskæftigelse, men der skal bare nogle flere trin til for den her gruppe. Så når man måler succes, vil det umiddelbart være mere relevant for mange af dem at måle på progression mod arbejdsmarkedet, frem for om man får et job i morgen,« siger Hans Hummelgaard.

Majbrit Berlau, formand for socialrådgiverne, mener, at beskæftigelse eller uddannelse bør være succeskriteriet for mange af de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Men hun mener også, vi må erkende, at succeskriteriet for nogle i stedet kan være at stabilisere en livssituation, så de ikke bliver dårligere og i øvrigt udvikler sig til for eksempel at være gode forældre og få et rimeligt liv.

»Det kan være mennesker, der i årevis har været på gaden som hårde stofmisbrugere og har solgt alt, hvad de kunne komme i nærheden af – herunder dem selv. For nogle vil det være muligt at kæmpe sig videre derfra, men andre er så hårdt psykisk og fysisk skadet, at det er et kæmpe bidrag til samfundet, hvis de bliver gode forældre og sikrer, at næste generation vokser op med nogle bedre vilkår,« siger Majbrit Berlau.

Jacob Bundsgaard, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, mener også, det er nødvendigt at udvikle nye tiltag, så der bliver skabt plads til de mest udsatte på arbejdsmarkedet.

»Sådan som arbejdsmarkedet er skruet sammen i dag, findes der ikke det nødvendige antal job for denne målgruppe. Og opkvalificering alene kan desværre ikke løse udfordringen. Vi bliver nødt til at nytænke den måde, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, civilsamfund og kommunerne spiller sammen på, så flere kan få en meningsfuld tilværelse. Og her er socialøkonomiske virksomheder et godt eksempel på, hvad man kan gøre,« siger Jacob Bundsgaard.

Af Jens Jørgensen, jjr@kl.dk

Analyse: Bodil Helbech Hansen