Leder: Inklusionsindsats er på rette vej

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør for KL

I de seneste år har debatten om kommunernes inklusionsindsats i folkeskolen fyldt voldsomt meget i medierne. Det er en diskussion, som naturligt optager sindene, fordi den både kommer tæt på vores børn og på nogle grundlæggende dilemmaer i vores velfærdssamfund. Men indimellem bliver debatten for skinger.

Dagens Momentum kan punktere en af de myter, som ofte bliver fremført: At øget inklusion får flere til at forlade folkeskolen. Momentums analyse viser, at der ikke er tegn på en systematisk sammenhæng mellem, hvor mange elever der rykker over i den almindelige undervisning, og hvor mange elever der vinker farvel til folkeskolen.

Selvfølgelig er der forældre, som flytter deres børn fra folkeskolen over i en privatskole, fordi barnet ikke trives i klassen, eller fordi de synes, der er inkluderet børn med for store udfordringer. Men det er altså langt fra et retvisende billede, at folk flygter fra folkeskolen på grund af øget inklusion.

Inklusion bliver af nogle beskyldt for udelukkende at være en økonomisk dagsorden. Det er ikke rigtigt. Inklusion handler især om, at det ikke altid er det rigtige for børn med problemer at blive taget ud af ”normalmiljøet”, og at det også kan være godt for de elever, der fungerer fint socialt og fagligt, at være sammen med børn, der ikke har det så let. Men inklusion er selvfølgelig også en økonomisk dagsorden. Hvis vi fjerner mange børn fra folkeskolens normale undervisning, koster det mange penge, og så bliver der færre ressourcer til rådighed til at forbedre folkeskolen. Udgifterne til alene specialskoler er gået fra at udgøre 10 procent af de samlede udgifter til folkeskolen i 2007 til aktuelt 15 procent.

Nu vi er ved myterne, er det også vigtigt at slå fast, at vi ikke står foran nogle år, hvor massivt flere børn skal inkluderes i den almindelige undervisning. Vi er faktisk kommet rigtig langt. I 2012 indgik regeringen en aftale med KL om, at 96 procent af eleverne i 2015 skulle indgå i den almindelige undervisning, og nu er tallet allerede oppe på 95,5 i de 12 kommuner, hvor udviklingen løbende følges. Med andre ord er der ikke langt til målet, og der er ikke tale om, at der fremover strømmer en hel masse nye børn med vanskeligheder ind i skoleklasserne.

De 96 procent betyder også, at det ikke er meningen, at alle elever skal indgå i den almindelige undervisning. Selv om der har været enkelte konkrete eksempler på sager, hvor børnene ikke har fået det rigtige tilbud, så tager kommunerne altså inklusionsindsatsen meget seriøst. En succesrig inklusion kræver rummelighed af både elever, lærere og forældre, men alternativet er ikke acceptabelt: At vi bare udelukker flere og børn fra fællesskabet i folkeskolen til skade for deres fremtidsmuligheder.