Danskerne er hjemmefødninger

Ude godt, men hjemme bedst. Det kan være tankegangen hos seks ud af ti danskere, som bliver hængende i den landsdel, hvor de kommer fra. 42 procent bliver endda boende i den samme kommune. Det viser en ny Momentum-analyse, hvor vi via forskeradgang til Danmarks Statistiks registre har undersøgt flyttemønstrene for hele den årgang, der er født i 1979. Konkret har vi sammenlignet deres bopæl pr. 1. januar 2013 (hvor de var 33 år) med deres bopæl, da de afsluttede grundskolen midt i 1990’erne.

Thorkild Ærø, direktør på Statens Byggeforskningsinstitut, forsker blandt andet i flytninger, og han slår fast, at danskerne grundlæggende er nogle hjemmefødninger.

»Overordnet viser tallene jo, at vi ikke flytter ret meget. Vi er ikke særlig mobile, og når vi flytter, er det typisk ikke særlig langt. Det er i 18-25 års alderen, at folk for alvor flytter, typisk for at få en uddannelse. Derefter hænger man stort set fast,« siger Thorkild Ærø.

Der er dog store forskelle fra kommune til kommune. De største bykommuner er klart dér, hvor flest – mellem 50 og 60 procent – bliver boende i deres hjemstavnskommune. Og det er helt naturligt, mener Thorkild Ærø:

»Der er en global tendens til, at folk gerne vil bo i de store byer. Hvis du bliver boende i en lille landkommune, har du derfor et forklaringsproblem over for venner og bekendte. Men du behøver ikke forklare noget, hvis du kommer fra en større by og bliver hængende dér.«

Aalborg Kommune ligger helt i toppen af listen, hvor 60 procent af 1979-årgangen stadig bor i kommunen som 33-årige. Det glæder naturligvis borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), som kalder det en ”stor succes” og ser det som et udtryk for, at Aalborg i de senere år har undergået en positiv forvandling.

»Aalborg har fået et meget mere bredspektret erhvervsliv, hvor industrien ikke er lige så dominerende som tidligere, og vi er i langt højere grad blevet en videns- og uddannelsesby. Optaget på universitetet blev fordoblet fra 2009 til 2012, og vi har bygget 5.000 nye ungdomsboliger for at imødekomme behovet. Samtidig sprudler kulturlivet, og der sker mange spændende ting i bybilledet,« siger Thomas Kastrup-Larsen.

Han henviser blandt andet til, at kommunen har haft en stor vækst af virksomheder inden for IT, sundhed, og ikke mindst grøn energi. Alene inden for vindmølleindustrien er 210 virksomheder nu medlemmer af den lokale brancheorganisation.

Mens Aalborg-borgmesteren glæder sig, ligger de små ø-kommuner Læsø, Fanø og Samsø i den anden ende af skalaen, hvor under en fjerdedel som 33-årige stadig bor i deres hjemstavnskommune.

»Mulighederne i forhold til job og uddannelse er simpelthen ikke så gode, hvis man kommer fra en ø-kommune, og derfor søger mange væk og kommer ikke tilbage. På øerne ser vi dog nogle, som kommer tilbage senere for at nyde deres otium,« siger Thorkild Ærø.

Flugten fra Læsø

Læsø-borgmester Tobias Birch Johansen (Læsø Listen) er ikke ligefrem ved at falde ned ad stolen, da Momentum præsenterer ham for resultaterne af analysen. Kun 15 procent af 1979-årgangen på Læsø bor stadig på øen, og dermed er det den kommune i landet, hvor flest af de oprindelige beboere forsvinder.

»Det kommer ikke bag på mig. I mange andre kommuner kan man blive boende hele livet, men på Læsø er man jo tvunget til at flytte efter 9. klasse, hvis man vil have en uddannelse. Og når man flytter, giver det anledning til, at man får et nyt netværk og nye tilbud, og mange bliver derfor hængende på fastlandet,« siger Tobias Birch Johansen.

Hvis den nuværende udvikling fortsætter, hvor der hvert år dør flere Læsø-borgere, end der bliver født på øen, og mange unge samtidig forsvinder permanent, vil der jo blive mindre og mindre liv, indtil befolkningen på et tidspunkt ”uddør”. Derfor er borgmesteren også meget bevidst om, at der skal gøres noget for at vende udviklingen og få flere unge til øen.

»Vi skal måske blandt andet have gang i en indsats med et mere skræddersyet uddannelsesforløb. Vores virksomheder kan nok godt skaffe 20-25 lærepladser om året, og så skal vi i samarbejde med virksomhederne fokusere mere på, hvilke muligheder man har i fritiden. Hvis man er ung, kan det godt virke lidt skræmmende at sidde alene på en lille ø og kede sig efter fyraften,« siger Tobias Birch Johansen.

Efterskole kan blive redningen

En af de konkrete planer er også at få etableret en efterskole på Læsø, som kan give noget mere liv og miljø for unge mennesker på øen.

Det er dog ikke kun ø-kommunerne, som har svært ved at fastholde de oprindelige beboere, som boede i kommunen, da de afsluttede grundskolen. Det er også en kun en lille del af 1979-årgangen, som er blevet i velstillede kommuner som Rudersdal, Hørsholm, Allerød og Lyngby-Taarbæk nord for København. Men det har forsker Thorkild Ærø en helt anden forklaring på:

»De nordsjællandske kommuner er kendetegnet ved et meget dyrt boligmarked, og i starten af 30’erne er man typisk stadig i etableringsfasen og har ikke råd til at købe hus i Rudersdal eller Hørsholm. Og lejligheder er der ikke mange af i de områder. Derfor bor de andre steder i hovedstadsområdet.«

Thorkild Ærø hæfter sig også ved, at nogle af de kommuner, der traditionelt regnes for vandkants- eller udkantskommuner, faktisk er ganske gode til at fastholde de oprindelige beboere. Det gælder eksempelvis kommuner som Hjørring, Guldborgsund, Morsø, Jammerbugt og Vesthimmerland, som alle ligger et godt stykke over landsgennemsnittet for, hvor mange der bliver boende i kommunen.

»Det er lidt skægt, at der er nogle mellem- og udkantsområder, som virkelig formår at holde på mange. Det handler nok om, at stedet er stort nok til, at du kan få en faglært uddannelse, og der er to-tre arbejdspladser inden for dit fagområde. Og hvorfor skulle man så flytte,« spørger Thorkild Ærø.

Af Søren Kudahl, skd@kl.dk

Analyse: Jan Christensen, KL's analyseenhed