Mere sammenhæng og samarbejde i sundhedsvæsenet

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør for KL

Borgeren vinder, fordi hun slipper for unødvendigt at blive revet ud af sine trygge rammer. Patienterne vinder, fordi kapaciteten i sygehusvæsenet kan målrettes det mere specialiserede. Og samfundsøkonomien vinder, fordi det er betragteligt billigere med fagligt kvalificerede indsatser i nærområdet end dyre hospitalsindlæggelser.

Men den ligning går selvfølgelig ikke op, hvis regionerne så konsekvent undlader at bruge paragraf 239 – og oven i købet har opsagt de aftaler, som de tidligere amter havde med kommunerne.

Det er selvfølgelig ikke en holdbar praksis. Alle – både staten, regionerne og kommunerne – må tage ansvar for, at vi får et stærkt og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor sygehusindlæggelserne bliver færrest og kortest mulige, og patienten får den bedst tænkelige behandling eller pleje tæt på hjemmet og netværket.

Der må ikke gå kassetænkning i den, og hvis systemet i dag er indrettet sådan, at regionerne ikke har økonomisk incitament til at bidrage til det mål, så er overvejelsen, om de incitamenter bør laves om. Pointen er jo, at en yderligere udvikling af kommunale akutpladser og andre indsatser, der kan erstatte indlæggelser, kunne fremskyndes, hvis regionerne i højere grad og mere systematisk tog et medansvar.

Kommunerne har virkelig lagt sig i selen for, at det nære sundhedsvæsen kan blive styrket markant i de kommende år. Derfor vil KL til marts komme med et samlet bud på, hvordan det kan gøres. Men forudsætningen for et stærkt nært sundhedsvæsen er, at samarbejdet med sygehusvæsenet og praksissektoren er velfungerende.

Den opgave kan vi i sagens natur ikke løfte alene – det kræver engagement og samarbejdsvilje fra regionerne også. Sundhedsvæsenet gennemgår store forandringer i disse år. Forudsætningen for, at den omlægning bliver en succes, er, at alle parter samarbejder om det fælles mål: Et mere sammenhængende sundhedsvæsen til gavn for patienterne.