12. marts 2012

Leder: Lad os bruge krisen konstruktivt

Den økonomiske krise bør bruges til gennemføre reformer, der sikrer et større arbejdsudbud, og at alle danskere får mulighed for at bruge deres ressourcer på arbejdsmarkedet.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør for KL

Indrømmet, overskriften på denne leder kan virke malplaceret i en situation, hvor rekordmange unge europæere står uden job og i værste fald kan blive hægtet mere eller mindre permanent af arbejdsmarkedet. Og hvor kommunerne på vores egen hjemmebane har skåret benhårdt i serviceudgifterne og reduceret antallet af ansatte markant i de seneste år. Det er naturligvis alvorligt, og vi skal som samfund – og kommuner – gøre vores yderste for at sikre, at kernevelfærden stadig har et højt niveau, og at de ledige hurtigst muligt finder et nyt job.

Men når det er sagt, er den økonomiske krise også en unik mulighed for at få set vores samfund efter i sømmene. Til at effektivisere arbejdsgange og rutiner, og til at overveje, om vi helt grundlæggende gør tingene på den rigtige måde, eller om noget kan gøres hurtigere eller smartere. Og på det samfundsøkonomiske plan er krisen en mulighed til at fremtidssikre velfærdssamfundet og sikre, at vi anvender både de menneskelige og økonomiske ressourcer på den bedst mulige måde.

Som en måling i dette nummer af Momentum viser, er danskerne nemlig i den grad klar over, at det er krisetider. Tre fjerdedele har forståelse for, at kommunerne har måttet spare i de seneste år, og lige så mange er klar over, at besparelserne ikke er overstået. Den krisebevidsthed tjener danskerne til ære, og den er samtidig helt unik efter en lang periode, hvor pengene sad løst hos både befolkning og politikere, og valgkampe mest af alt drejede sig om at love nye eller bedre ydelser til den velfærdshungrende befolkning.

Den krisebevidsthed hos danskerne bør politikerne kvittere for. Ikke bare ved at holde på pengene på den korte bane – det kommer helt af sig selv – men også ved at gennemføre kloge reformer, der sikrer, at de kommende år ikke bare kommer til at handle om at skære ned. Nej, Folketinget bør netop gennemføre reformer, der sikrer et større arbejdsudbud, og at alle danskere får mulighed for at bruge deres ressourcer på arbejdsmarkedet. Til gavn for samfundet – og til gavn for dem selv.

Som Danmarks længst siddende borgmester, Ove E. Dalsgaard fra Ballerup, sagde i februar-nummeret af Momentum, skal man ”aldrig lade en god krise gå fra sig”. Heldigvis er der tegn på, at begge sider af Folketinget har taget de ord til sig. Der er i øjeblikket en stærk vilje til at kigge kritisk på en række af de ydelser, som i opgangsårene fik lov til at vokse sig store. Det er helt afgørende, hvis vi skal skabe de rette betingelser for vækst og øget produktivitet i erhvervslivet. Og det er omdrejningspunktet for, at vi kan komme styrket ud af krisen og fastholde et stærkt velfærdssamfund.

×

Log ind