Leder: Er mere medicin altid det rigtige?

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL

I dagens Momentum fortæller vi blandt andet, at næsten hver fjerde dansker over 80 år tager antidepressiv medicin. Det er tre gange så mange som i befolkningen som helhed, og det er betydeligt flere end i alle andre aldersgrupper. Selv om der er gode forklaringer på, at flere ældre har brug for medicin mod depressioner – ikke mindst, at ældre også har mere fysisk sygdom, som kan føre en depression med sig – kommer vi ikke uden om, at det tal er skræmmende højt. Kan det virkelig være rigtigt, at hver fjerde af vores ældre medborgere har brug for medicin for at kunne klare livet? 

Det er ikke mindst problematisk, fordi et omfattende britisk studie sidste år rejste alvorlig tvivl om virkningen af antidepressiv medicin på demente. Og på den baggrund meldte Sundhedsstyrelsens Institut for Rationel Farmakoterapi officielt ud til lægerne, at der var ”god grund til at revurdere den antidepressive behandling hos demente ældre” og forsøge at aftrappe medicinen. Og det nytter ikke noget at tænke ”jamen, hvor meget kan medicinen skade de ældre mennesker”, for et andet britisk studie viste i 2009, at der var en alvorlig overdødelighed blandt demente på antidepressiv medicin.

Dertil kommer, at den voldsomme brug af antidepressiver til de ældre er endnu et signal om, at det danske samfund er kommet meget langt ud ad diagnose- og medicineringsvejen. Det er ubetinget positivt, at der i dag er en helt anden åbenhed om psykiske problemer end tidligere, men det bør ikke lede til, at de også alle skal have et navn og behandles med medicin.

Lægerne er naturligvis primært ansvarlige for, at der ikke udskrives medicin, hvor medicinen ikke har effekt, eller hvor problemerne kunne have været klaret uden. Men lægerne står ikke alene med ansvaret.

Ældre Sagen fremhæver, at ensomhed er det primære problem for mange ældre, og at sociale relationer reelt i mange tilfælde virker bedre end medicin. I det lys har vi alle et ansvar for at sikre, at de ældre i vores samfund ikke efterlades ensomme, når de siger farvel til jobbet, og helbredet måske ikke er til at komme ud til sociale aktiviteter på egen hånd. Her må familier, omgangskreds, praktiserende læger, frivillige og kommunerne yde hver deres for at motivere og hjælpe de ældre.

For kommunernes vedkommende skal de naturligvis i første omgang sikre sig, at de enkelte ældre får den fornødne pleje og omsorg. Men derudover er der heldigvis også mange kommuner, som har særlige tilbud i form af sorggrupper eller andre aktiviteter, hvor ældre kan mødes med andre i samme situation som dem selv.

Vi skal ikke forkaste brug af antidepressiv medicin, men det skal kun bruges, når det er en reel løsning og ikke som en automat-reaktion.