Leder: Alle metoder skal i spil for at tackle krisen

En af disse dage kommer regeringen med sin økonomiske 2020-plan, som sikkert blandt andet stiller skarpt på, at de offentlige indtægter ikke rækker til at finansiere velfærden, som den produceres og efterspørges i dag.

Det kræver ikke den udvidede eksamen i politisk analyse at konkludere, at regeringen og oppositionen i de efterfølgende politiske forhandlinger vil have forskellige opfattelser af, hvordan regnestykket kan gå op. Men meget kunne tyde på, at der kan komme et brud med det ”reform-dødvande”, som ellers længe har præget dansk politik.

Den demografiske udfordring er rykket tættere på, og behovet for reformer, som på den ene eller anden måde udvider arbejdsudbuddet, fylder stadigt mere i den offentlige debat.

Vi skal som nation både arbejde mere og smartere, hvis vi skal kunne levere den velfærd, som vi har i dag. Det bliver næppe let at få omsat i praksis.

Der er – i teorien – også brug for at se på brugerbetaling. Ikke som finansieringskilde, men som adfærdsregulator for udvalgte velfærdsydelser.  Men det er politisk et meget vanskeligt emne bare at tale om. De fleste politiske partier tager lige nu afstand fra det middel.

Behovet for at tænke nye – herunder også umiddelbart upopulære – tanker i forhold til reformer og brugerbetaling forsvinder næppe af sig selv. Det er en blivende udfordring i mange år. Og kalder også på innovation og ideer til at øge den økonomiske vækst.

Prisen for ikke at handle med blik for de allerede kortlagte udfordringer, fremtiden rummer, kan blive både stilstand, for ringe vækst i økonomien og forpjusket velfærd.

Det er nok ikke lige det, befolkningen ønsker…

Af Peter Gorm Hansen, administrerende direktør i KL