Kommuner bruger formuer på høreapparater

»Mit høreapparat har gjort mig udadvendt.«

Sådan siger kontorassistenten Hanne i en ny stor avisannonce fra Dansk HøreCenter. Både Hanne og hendes mor har ifølge annoncen fået hørelsen igen, efter de fik et høreapparat fra den private klinik. Det er naturligvis godt for Hanne og hendes familie, men for kommunerne er det en særdeles dyr affære, at flere og flere borgere får et høreapparat fra en privat frem for en offentlig klinik. Kommunerne er forpligtet til at betale et væsentligt højere tilskud til høreapparater fra private end fra offentlige klinikker, og det er en stor del af forklaringen på, at kommunernes udgifter til høreapparater er steget eksplosivt i de seneste år.

En ny Momentum-rundspørge til de ti største kommuner viser, at de i de endnu ikke offentliggjorte 2010-regnskaber tilsammen har brugt ikke mindre end 186 millioner på høreapparater. Det er en stigning på hele 46 procent siden 2007, og udgifterne er steget hvert eneste år i perioden. Det giver frustration i kommunerne i en tid, hvor der bliver sparet på stort set alle andre områder. Blandt andet i Aarhus Kommune, som har brugt over 31 millioner kroner på høreapparater i 2010. Det er 38 procent mere end i 2007 og seks procent mere end i 2009, når der er renset for løn- og prisudviklingen i perioden.

»Folketinget er simpelthen nødt til at ændre reglerne for at bremse den ekstreme udvikling. I øjeblikket er vi bare sådan et stempelkontor, som er nødt til at betale ved kasse 1, når ørelægen har sagt god for, at patienten har brug for et høreapparat,« siger Dorthe Laustsen (SF), rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune.

Kronede dage for private høreklinikker

Når en borger har fået ørelægens ord for, at man kan få gavn af et høreapparat, har borgeren frit valg i forhold til, om hun ønsker et høreapparat fra en offentlig eller privat klinik. Det har imidlertid stor betydning for kommunens økonomi, hvad borgeren vælger, fordi det i 2010 kostede kommunen cirka 2.000 kroner mere pr. høreapparat fra en privat end en offentlig leverandør.

Det skyldes, at de offentligt udleverede høreapparater købes ind gennem en fælleskommunal indkøbsaftale, hvor kommunens udgifter inklusive behandlinger er på cirka 4.200 kroner. Modsat er kommunen forpligtet til at betale op til 6.230 kroner i tilskud til høreapparater udleveret fra en privat leverandør. Det er et loft, som er fastsat af Folketinget, men problemet er, at stort set alle regninger fra de private høreklinikker pudsigt nok ligger meget tæt på det loft.

Dorthe Laustsen, rådmand i Aarhus, mener, at det kraftigt stigende antal private leverandører har kronede dage på grund af reglerne, og hun hæfter sig ved, at de markedsfører høreapparater voldsomt.

»Det er rigtig fint, at det er blevet mindre tabubelagt at have en hørenedsættelse. Men reklamerne fra de private leverandører er virkelig massive, og ifølge reklamerne er der næsten ingen grænser for, hvad et høreapparat kan gøre for en. Det er nok med til at gøre, at nogle borgere får et høreapparat, selv om de egentlig ikke har gavn af det,« siger Dorthe Laustsen.

Hun henviser til, at der ikke bliver udleveret nær så mange batterier til høreapparater, som der er høreapparater. Det tyder på, at der ligger en del apparater hjemme i skufferne, som ikke bliver brugt.

Det er også opfattelsen i Københavns Kommune, hvor hjælpemiddelchef Birgitte Østergaard tidligere har gennemført en undersøgelse, der viste, at 34 procent af dem, der fik tilskud til høreapparat i 2008, slet ikke modtog batterier fra kommunen i 2009. Det skal ses i lyset af, at man normalt får leveret nye batterier cirka fire gange om året, hvis man bruger sit høreapparat fast.

»Det er jo ikke nødvendigvis et problem, at kommunens udgifter til høreapparater stiger, hvis det har en tilsvarende positiv effekt for borgerne. Men det store spørgsmål er, om der er nogen, der får et høreapparat på kommunens regning, uden at de reelt får gavn af det. Og det tyder det unægtelig på, når så mange ikke har brug for batterier til deres høreapparat,« siger Birgitte Østergaard.

Københavns Kommunes udgifter til høreapparater er steget med hele 49 procent fra 2007 til 2010, og Birgitte Østergaard mener, at der er flere uhensigtsmæssigheder i det nuværende system.

»Vi kan blandt andet se, at det kniber noget med kvaliteten af de undersøgelser, som ørelægerne foretager. I nogle tilfælde ansøges der om tilskud til høreapparater, selv om det ikke vil have nogen effekt – eksempelvis hvis man er helt døv,« siger Birgitte Østergaard.

KL kræver ændrede regler

I forbindelse med genopretningspakken i 2010 besluttede VK-regeringen og Dansk Folkeparti at nedsætte loftet for tilskud til private leverandører af høreapparater med 10 procent med virkning fra 1. januar 2011, hvilket formentlig vil tage toppen af kommunernes udgifter. Men det er stadig cirka 1.300 kroner dyrere for kommunerne, når borgeren vælger en privat frem for en offentlig leverandør.

Derfor kræver KL mere gennemgribende ændringer af reglerne. KL-næstformand og Rudersdal-borgmester Erik Fabrin peger på, at det private marked indretter sig på, at kommunen er forpligtet til at betale et vist tilskud, og derfor er der intet incitament til at tilbyde lavere priser. Og borgerne har heller ingen grund til at sige nej tak til et gratis høreapparat. Så kan de jo altid se, hvor meget de reelt kommer til at bruge det.

»Jeg så helst, at man helt droppede tilskudsloftet og bare indførte, at tilskuddet til et høreapparat hos en privat leverandør var på samme niveau som prisen i det offentlige plus et mindre fast honorar for tilpasning af apparatet. Så ville der stadig være et frit valg for borgeren, som så blot selv måtte betale en eventuel ekstraudgift ved en privat leverandør,« siger Erik Fabrin.

KL peger samtidig på, at der bør indføres en systematisk efterkontrol og udleveringsstatistik, så man kan kontrollere, om de udleverede høreapparater reelt bruges, og sikre, at fireårs-reglen overholdes. Den indebærer, at ingen borgere kan få tilskud til et nyt høreapparat flere gange inden for fire år, men i dag er det i praksis svært at kontrollere.

Erik Fabrin håber samtidig, at det vil lykkes at få lavere priser via den fælleskommunale indkøbsaftale, som regulerer priserne for de offentligt udleverede høreapparater. Her er man i øjeblikket ved at gennemføre et nyt udbud.

»Hvis vi sammenligner med priserne i Sverige, betaler vi i dag over dobbelt så meget for de offentligt udleverede høreapparater. Og de private leverandører er så endnu dyrere. Samlet set giver det os alt for store udgifter til et lille område som høreapparater i en tid, hvor vi er tvunget til at spare på alle de kommunale kerneydelser,« siger Erik Fabrin.

Minister i tænkeboks

Landspolitisk er der også røre om høreapparaterne, og i efteråret kaldte Socialdemokraterne og SF socialminister Benedikte Kiær (K) og sundhedsminister Bertel Haarder (V) i samråd om de stigende udgifter og en række tv-eksempler på, at der blev udleveret høreapparater til folk uden reelt behov.

Den politiske debat går blandt andet på det urimelige i, at kommunen står med hele regningen på høreapparater fra private leverandører, mens regionerne betaler en del af udgiften på de offentligt udleverede apparater. Dermed har regionerne ikke noget incitament til at prioritere de regionale klinikker og nedbringe de lange ventetider, som er en del af forklaringen på, at mange søger til de private klinikker. Det kan løses ved, at regionerne forpligtes til at finansiere en del af udgifterne til de private leverandører eller overtager hele betalingen for både offentligt og privat udleverede høreapparater.

Socialminister Benedikte Kiær er helt enig i, at der har været en kraftig udgiftsvækst på området, men hun glæder sig over, at Momentums tal for de største kommuner viser, at væksten i 2010 har været væsentligt lavere end de foregående år. Hun ser dog stadig meget frem til resultaterne af det analysearbejde, som hun iværksatte sammen med sundhedsminister Bertel Haarder i efteråret, og vil først derefter overveje næste skridt.

»Kulegravningen forventes at være færdig i foråret, og på den baggrund vil vi tage stilling til, om der er behov for initiativer på området, der kan sikre større udgiftskontrol, mere gennemsigtighed og bedre kvalitetssikring,« skriver Benedikte Kiær i en kommentar til Momentum.

Af Søren Kudahl, skd@kl.dk