Danske kvinder sætter fødselsrekord

Jordemødrene har igen fået travlt på de danske fødselsstuer. Siden 1984 er fertiliteten i Danmark – det antal børn, en kvinde i gennemsnit føder – steget fra 1,4 til 1,84 i 2009. En stigning på hele 32 procent og dermed den absolutte rekordudvikling blandt hele 43 lande. Det viser nye tal fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, som Momentum er dykket ned i.

Nærmeste forfølgere er Holland, Norge, Belgien og Sverige, der har oplevet en stigning på 18-20 procent, mens hovedparten af landene ligefrem har oplevet faldende fertilitet. Det største fald tegner Mexico sig for, her føder kvinderne i gennemsnit nu over to børn mindre end i 1984. Og kvinderne i eksempelvis vores store naboland Tyskland har stadig ikke meget mod på at få børn. Tyskland lå lavest blandt alle lande i 1984, og siden er fertiliteten blot faldet yderligere. Værst ser situationen dog ud i Sydkorea, hvor hver kvinde nu kun føder 1,15 barn i gennemsnit.

Udviklingen betyder, at hvor Danmark i 1984 havde den næstlaveste fertilitet, lå vi i 2009 på en anderledes pæn placering som nummer 19 af de 43 lande. Og vi ligger nu over OECD-gennemsnittet på 1,74. Samtidig er den danske fødselsrate steget endnu et hak fra 1,84 i 2009 til 1,88 i de nyeste danske tal for 2010. 

Spørger man Bent Greve, professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, er der ingen tvivl om, hvad der har skabt grobund for, at danske kvinder i dag føder flere børn end tidligere.

»Vores velfungerende velfærdsstat gør, at familierne kan kombinere arbejds- og familielivet for begge parter. Og når det er muligt for både mand og kvinde at være forældre, samtidig med at de kan være på arbejdsmarkedet på nogle ordentlige vilkår, er folk villige til at sætte børn i verden,« siger Bent Greve og påpeger, at daginstitutionerne spiller en helt central rolle:

»Opbygningen af velfungerende daginstitutioner med høj kvalitet til en overkommelig pris er meget vigtig. Usikkerheden om, hvorvidt man tør få børn, hvis man vil beholde sit job, er stort set væk. Jeg tror, det er en vigtig årsag til udviklingen.«

Flere får mange børn

Også Jon Kvist, professor på Syddansk Universitet, er overbevist om, at velfærdsstatens fokus på at gøre det muligt for både mænd og kvinder at forene arbejds- og familielivet gør en forskel.

»I en række andre lande har de ikke den samme pakke af politikker. Det handler selvsagt om at have noget offentlig børnepasning, som er omfattende nok til, at den kan dække efterspørgslen, og at det er billigt nok til, at folk har råd til at efterspørge det. Hvis man ikke havde det, så ville kvinderne i højere grad blive hjemme, eller, som det sker i en række lande, vælge ikke at få børn,« siger Jon Kvist.

Samtidig med at de danske kvinder får flere børn, oplever vi også en anden tendens i disse år. For mens gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er steget fra 25 år i 1984 til 29 år i 2009, vælger langt flere familier at få både tre og fire børn end førhen. Antallet af familier med tre børn har været stigende siden 1991, hvor der var 74.310 familier med tre børn til i dag at være 103.118 familier med tre børn. Og det samme gør sig gældende for familier med fire børn, hvor der har været en stigning på 48 procent, eller næsten 6.000 ekstra familier med fire børn, så der i dag er 18.079 familier med fire børn.

»Det tyder på, at når man først har fået sin uddannelse og etableret sig på arbejdsmarkedet, er det ikke så afgørende, om man får to eller tre børn, men mere valget om man vil have børn eller ikke have børn,« siger Bent Greve.

Italienere kan uddø

Mens det altså er gået fremad for Danmark, er det gået stærkt tilbage for en lang række lande. OECD-tallene viser, at det især er de syd- og østeuropæiske lande, som har problemer med faldende og lave fødselsrater. Slovakiet og Polen er eksempelvis faldet med næsten et barn i gennemsnit pr. kvinde fra 1984 til 2009 og ligger nu nede omkring 1,4 barn per kvinde. Hernede ligger også lande som Portugal, Italien, Ungarn og Tyskland.

En udvikling, som Jon Kvist, professor på Syddansk Universitet, betegner som et stort problem for landene.

»De risikerer jo, at de ikke har folk nok til at bemande den økonomi, de gerne vil have. Så der er nogle udkantsområder, der bliver affolket stille og roligt, hvis man ikke får vendt det her. Der er eksempelvis italienske demografer, som mener, at hvis der ikke havde været en indvandring til Italien, så ville italienerne være et uddøet folk om 100 til 150 år, hvis det fortsætter som nu.«

Leder man efter en forklaring på den syd- og østeuropæiske tilbagegang, er Jon Kvist ikke i tvivl om, at de dårligere muligheder for at kombinere karriere og børn har en stor del af skylden.

»Vi ser i de andre lande, at kvinderne får det samme uddannelsesmæssige løft og kommer ud på arbejdsmarkedet, og derefter vil de ikke stille sig tilfredse med at gå hjemme og passe børn. De vil have en karriere på arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at de ikke har haft den samme kapacitetsudvidelse af børnefamiliepolitikken, som vi har i Danmark. Og det betyder, at de her kvinder enten undlader at få børn eller kun får et enkelt barn,« siger Jon Kvist.

At ønsket om en karriere er stort blandt de syd- og østeuropæiske kvinder, oplever Britta Thomsen, Europa-parlamentariker for Socialdemokraterne, i hendes daglige virke i Bruxelles.

»De er meget længere fremme i skoene end danske kvinder, når det gælder karrieren. De drøner derudad og er meget optagede af at gøre karriere,« siger Britta Thomsen.

Og så opstår der problemer, når kvindefrigørelsen på den private front modsat arbejdsmarkedet halter 20 år efter den danske. Kvinderne spiller nemlig stadig den afgørende rolle i pasningen af både børn, ældre og handicappede, forklarer Britta Thomsen, der også er forfatter til en bog om ligestilling og arbejdsmarked i EU.

»Hvis man eksempelvis tager kvinder i 50-årsalderen i Spanien, så har mange af dem ingen børn, men de har en kæmpe belastning i at passe deres forældre. Og der har man jo opfattelsen af, at man dør af at komme på plejehjem. Så det handler ikke bare om daginstitutioner, men generelle velfærdsydelser,« siger Britta Thomsen.

Vi har brug for flere børn

Trods den fornemme danske fremgang de seneste årtier vokser træerne ikke ind i himlen. Der er stadig et stykke vej op til de omkring 2,1 børn, hver kvinde i gennemsnit skal føde, for at vi reproducerer os selv. Og der er god grund til at fastholde fokus på, hvordan vi fremmer fertiliteten, forklarer professor Bent Greve. Ikke alene vil vi kunne undgå situationer, som vi oplever i disse år med små årgange, der skal tage over efter meget store årgange. Det spiller også ind på mulighederne for at skabe økonomisk vækst.

»Selv om vi kan gøre meget med teknologi, så har antallet af mennesker også en betydning for den samlede produktion, og derfor vil et lavere fødselstal alt andet lige betyde, at man får en mindre produktion eller vækst. Ellers vil det være nødvendigt at imødegå problemet med en øget indvandring,« siger Bent Greve.

Pernille Vigsø Bagge, ligestillingsordfører for SF, er ikke i tvivl om, at der trods den glædelige udvikling er behov for at gøre mere for at gøre det attraktivt at få børn. Hun hæfter sig blandt andet ved, at Danmark stadig har en lavere fertilitetsrate end de andre nordiske lande.

»De andre nordiske lande har i langt højere grad haft fokus på familie- og arbejdslivsdimensionen og den balancegang. Og det har den nuværende regering sagt, at den ville, men har ikke gjort det,« siger Pernille Vigsø Bagge og uddyber:

»Der er nogle ret lavthængende frugter, som vi kan plukke for at sætte endnu mere skub i udviklingen i forhold til at sikre bedre barselsregler for begge køn og i forhold til at prioritere 0-6 års området og skabe et fleksibelt arbejdsmarked, som gør, at man kan få flere børn.«

Hun foreslår blandt andet at øremærke en del af barslen til fædrene og sikre højere normeringer og udvidede åbningstider i daginstitutionerne.

I regeringspartiet Venstre har familieordfører Louise Schack Elholm svært ved at følge kritikken.

»Det er meget positivt med de stigende fødselsrater. Regeringen har haft meget stort fokus på at give børnefamilierne nogle gode rammer med at sikre pasningsgaranti og andre tiltag, som har gjort det lettere at være børnefamilie, og det ser ud til at have hjulpet,« siger Louise Schack Elholm.

Hun understreger, at man fortsat vil arbejde for at gøre det lettere at være børnefamilie:

»Det er en stor logistisk udfordring at have børn og arbejde samtidig. Og det skal vi selvfølgelig gøre så let som muligt.«

Af Jens Jørgensen, jjr@kl.dk