Leder: Krisen kræver prioriteringskraft

Af Peter Gorm Hansen, administrerende direktør i KL

Den økonomiske krises efterdønninger betyder nu, at både stat, regioner og kommuner må spænde livremmen ind og vende hver en krone. Den situation er alle kommuner bevidste om. Og kommunerne analyserer og overvejer, hvor der kan effektiviseres, og hvad der kan spares væk. Et lovende område er digitalisering, der sammen med omorganisering og nytænkning af ydelser kan give positive effekter: Kommunen sparer penge, og borgerne får bedre og mere tilgængelig service. Men det tager tid, og mange gode kræfter i stat og kommune skal arbejde tæt sammen.

Den nye fælleskommunale digitaliseringsstrategi, som KL netop har sendt i høring til kommunerne, skal læses i det lys. Initiativerne i strategien har som ambition samlet set at kunne give effektiviseringer i milliardklassen fra 2015. En væsentlig forudsætning er her, at borgerne i langt højere grad kan betjene sig selv, end de gør i dag.

Desværre synes regeringen og folketingspolitikerne at have valgt en vej, hvor effektiviseringer og besparelser er det eneste, der tæller. Men forhåbentlig kommer der i løbet af de kommende måneder lige så kontante strategier til, hvordan produktivitet og beskæftigelse i hele samfundsøkonomien kan komme op i gear, så vi er i stand til også i morgen at finansiere al den velfærd, der debatteres så livligt overalt.

På den korte bane bliver det først og fremmest kommunernes hovedpine, hvordan de får pengene til at passe i år og til næste år, selv om det fra centralt hold ikke skorter på udsagn om, at kommunerne stadig skal levere det samme – og gerne lidt mere – til borgerne.

Men det kan næppe lade sig gøre, uden at kvaliteten falder, eller noget kan skæres helt bort. Kommunerne skal have større mulighed for at prioritere. Derfor foreslår KL eksempelvis i sit nye ældrepolitiske udspil, som Momentum løfter sløret for i dag, at der skal ses kritisk på grænsen mellem, hvad kommunen skal levere, og hvad borgeren selv skal klare.

Den økonomiske virkelighed kræver ganske enkelt prioriteringskraft for at komme igennem med de nødvendige tilpasninger. Ikke kun hos kommunalpolitikerne, som er tvunget til – tæt på – at træffe de hårde beslutninger om eksempelvis skolelukninger eller omlægninger på de specialiserede områder. Men også hos landspolitikerne. Og derfor standser debatten om store udfordringer, som eksempelvis brugerbetaling, efterløn eller praktisk hjælp i hjemmet, næppe foreløbigt.