LEDER: Hvis vi bare lod stå til...

Af Peter Gorm Hansen, administrerende direktør for KL

Hvis man skal tage visse faglige organisationers og eksperters holdning for gode varer, er det imidlertid ikke en udvikling, som kommunerne kan eller skal gøre noget for at bremse. Nogle mener næsten, det er amoralsk at tage økonomiske hensyn her. Lad os lige føre den holdning ud i sin yderste konsekvens: Hvis udgiftsudviklingen fortsætter som i de seneste år, viser en simpel fremskrivning, at kommunerne allerede i 2016 vil bruge flere penge på specialundervisning og udsatte børn og unge, end vi bruger på hele folkeskolen. Og hvis vi fortsætter tankeeksperimentet, vil vi i 2027 bruge færre penge på samtlige dagtilbud og folkeskoler, end vi spenderer på specialundervisning og udsatte børn og unge.

Vi når næppe nogensinde dertil. Det kunne jo tænkes, at en sådan udvikling ville få mange forældre til at tage deres børn ud af de kommunale børnehaver og folkeskoler i protest mod det konstant faldende serviceniveau. For med stramme budgetrammer og skatter i ro vil det blive de store kerneydelser som ældrepleje, folkeskolen og daginstitutioner, der må holde for – netop de opgaver, som de fleste danskere stifter bekendtskab med blandt velfærdssamfundets mange ydelser. 

Men det bør ikke komme dertil. Der er nemlig reelt ikke noget alternativ til at få styr på udgiftsvæksten på det specialiserede område, sådan som regeringen og KL har aftalt, at man i en fælles anstrengelse skal bestræbe sig på. »Det kan styres, og det skal styres«, som Køge-borgmester Marie Stærke siger i dagens Momentum. Og rigtig mange kommuner kæmper nu med den sag. Resultaterne skal nok indfinde sig, men det tager tid.

Kommunerne tager sager med udsatte børn og unge dybt alvorligt. Og enkeltsager, hvor sagsgang og resultater kan kritiseres, er statistisk set sjældne. Men de vil forekomme en gang i mellem. Det er ganske enkelt umuligt at praktisere en nulfejlskultur her. KL er selvfølgelig parat til at gå i dialog med kommunerne, om der er behov for tiltag til at styrke kommunernes håndtering af de enkelte sager.                    Men det ændrer ikke ved, at de specialiserede områder skal prioriteres og styres økonomisk af kommunalbestyrelsen lige som alle andre kommunale opgaver.