06. december 2011

Leder: Vi må ikke drive rovdrift på kommunalpolitikerne

Kommunalpolitik kan være en beskidt branche. Og det er langt hen ad vejen godt. Politik skal jo netop være dér, hvor holdninger brydes, og der skal være plads til ophedede diskussioner, hvor der til tider kan ryge en finke af panden. Kommunalpolitikerne må også finde sig i, at pressen, interesseorganisationer og borgere sætter kritisk lys på, om deres handlinger lever op til deres ord og løfter. Og nogle gange må man også acceptere, at det lys flyttes ind på den private banehalvdel, hvis man i privatlivet har foretaget sig noget, som kan stille spørgsmålstegn ved ens politiske duelighed.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL

Det er alt sammen den pris, som man i udgangspunktet skal være parat til at acceptere, når man går ind i kommunalpolitik. Til gengæld får man stor indflydelse og mulighed for at præge langtrækkende beslutninger for sin kommune.

Noget helt andet er, at vi ikke må drive rovdrift på kommunalpolitikerne. Vi skal som samfund sikre, at de har nogle rimelige arbejdsvilkår, som gør det muligt at varetage hvervet som fritidspolitiker på en ordentlig måde, samtidig med at man også kan passe både erhvervsarbejde og familie.

Og her er der desværre sket en uheldig udvikling i de seneste år. Dels viser AKF’s undersøgelser, at det er blevet mere tidskrævende at være kommunalpolitiker. Og dels viser de tørre tal for udviklingen i kommunalpolitikernes vederlag, at de ikke har holdt trit med den generelle prisudvikling i samfundet siden 1997. Med andre ord kan man ikke købe lige så meget brød eller mælk for sit vederlag i dag, som man kunne dengang.

Kommunalpolitikerne halter også langt efter lønudviklingen i resten af samfundet. Både landspolitikerne på Christiansborg og de kommunalt ansattes løn er i samme periode steget dobbelt så meget som kommunalpolitikernes vederlag, på trods af at der i mellemtiden har været en kommunalreform, som har betydet større ansvar og større arbejdsbyrde.

Kommunalpolitikerne skal selvfølgelig ikke have fyrstelige vilkår, og kommunerne ved om nogen, at vi er i en økonomisk situation, hvor der ikke er råd til at give ved nogen døre. Men når det er sagt, så er vi også nødt til at værne om lokaldemokratiet og sikre, at der fortsat er kvalificerede kandidater, som ønsker at stille op. Og det kræver naturligvis, at vilkårene ikke er helt urimelige, når man bruger tid og kræfter på lokalpolitik.

Det er en kæmpe udfordring at skabe en større bredde af kandidater til kommunalpolitik. Vi ved, at privatansatte, de yngre og kvinderne er relativt dårligt repræsenteret i kommunalbestyrelserne i dag. Ét vigtigt skridt i retning af større bredde må være, at kommunalpolitikernes vederlag som minimum følger lønudviklingen i samfundet.