02. april 2021

Leder: Sæt kommunalpolitikerne fri

På torsdag afgør vælgerne, hvem der fremover skal sidde på de 179 pladser i Folketinget. Og uanset hvem der ender med at indtage pladserne, vil det få stor betydning for de 2.468 politikere i landets kommuner. De økonomiske udfordringer vil fortsat være store i de kommende år, men politikerne i kommunerne har i den grad taget opgaven på sig.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør for KL

Kommunerne nedbragte i 2010 udgifterne med mere end to milliarder kroner og arbejder i 2011 på at nedbringe udgifterne med godt én milliard yderligere. Og den aktuelle status for budgetlægningen for 2012 tyder på, at kommunerne fastholder den stramme styring af udgifterne og holder sig inden for rammerne af økonomiaftalen med regeringen.

Men der er behov for, at man fra Christiansborg giver kommunerne så stabile planlægningsvilkår som muligt – både i forhold til økonomi og mål. Og der er behov for en tydeligere ansvarsfordeling mellem Folketinget og kommunalbestyrelserne.

Det er regeringens ret at fastlægge udgiftspolitikken, ingen tvivl om det. Og regeringen og Folketinget skal også udstikke rammerne for, hvilke opgaver der skal løses. Men det er kommunalpolitikernes ansvar at fastlægge det lokale serviceniveau, og især er det er lokalt ansvar, hvordan opgaverne løses. Det er helt afgørende, at de lokalt valgte politikere har et reelt politisk handlerum til at prioritere og til at finde løsninger tæt på den enkelte, og med hensyntagen til lokale forhold. Til gengæld må kommunerne holdes op på, hvad der rent faktisk kommer ud af indsatsen.

Kommunerne skal i dag dokumentere, at de overholder en lang række krav til bestemte arbejdsgange og formalia på for eksempel beskæftigelses- og socialområdet. Det er godt for bureaukratiet, men ikke nødvendigvis godt for den service, borgerne møder. Der har i mange år og under skiftende regeringer været løbende fokus på afbureaukratisering og forenkling af de statslige regler. Men de mange afbureaukratiseringsprojekter har næsten alle båret præg af, at man har spurgt ”hvordan kan reglen eventuelt forenkles” i stedet for at spørge ”er der overhovedet et velbegrundet behov for denne regel”.

Tænk, hvis man igangsatte et 360 graders eftersyn af lovgivningen på alle de større velfærdsområder. Med det klare udgangspunkt helt at fjerne regler, som i detaljer fastlægger de politiske handlemuligheder i kommunerne, frem for at forenkle en enkelt regel, mens der samtidig indføres to nye bureaukratiske procesregler. Hvis vi skal løse de udfordringer, som tegner sig på den længere bane, er det nødvendigt at genopfinde princippet i rammelovgivningen: Folketinget fastlægger rammerne, kommunalpolitikerne udfylder dem og står til ansvar for, at resultatet lever op til målene.