10. maj 2011

Leder: Så nemt er det ikke…

Hvis bare de dårligste kommuner gjorde lige som de bedste kommuner, kunne der spares mange millioner kroner. Det er et refræn, som høres oftere og oftere, og både medier, erhvervsorganisationer og landspolitikere fra begge fløje synger gerne med på det. Det er let hurtigt at udpege helte og skurke til offentlig udstilling på den måde.

Af Peter Gorm Hansen, administrerende direktør i KL

Inden de enorme besparelser ved ”best practice”-metoden bliver ophøjet til sandhed, er det dog værd at kigge lidt nærmere på, om det nu egentlig er så simpelt. Udmeldingerne er nemlig ofte baseret på forsimplede og mangelfulde analyser, hvor tallene groft sagt bare er skovlet ind i et regneark, og så kommer facit ud i den anden ende uden at tage højde for, om det nu reelt er muligt for de ”dårligste” kommuner at gøre tingene som de ”bedste”. Tænk hvilket ramaskrig, den metode ville give anledning til i erhvervslivet.

Anvendt KommunalForskning (AKF) har analyseret forskellene på kommunernes udgifter på en række områder, og konklusionen er rent faktisk, at mellem halvdelen og tre fjerdedele af forskellene kan forklares med forskelle i rammebetingelser. Det betyder altså med andre ord, at man som udgangspunkt kan trække mindst halvdelen fra, når man støder på disse forsimplede ”høkeranalyser” af, hvor meget kommunerne kan spare, hvis de dårligste gjorde som de bedste. Og besparelsespotentialet ved best practice-metoden er dermed ofte stærkt overvurderet.

Det er værd at huske på, at det netop er omdrejningspunktet for kommunalt selvstyre, at lokalpolitikerne i den enkelte kommune selv kan prioritere mellem de forskellige udgiftsområder. Der er naturligvis nogle mindstekrav, som følger af lovgivningen, men ellers er det jo op til kommunalpolitikerne – og de vælgere, som stemmer på dem – om de vil prioritere ældre, børn eller noget helt tredje. Derfor giver det slet ikke mening at lave mekaniske sammenligninger mellem, hvor mange penge forskellige kommuner bruger på et givent område.

Det betyder på den anden side ikke, at det slet ikke er interessant at analysere på forskelle mellem kommunernes udgifter. Der er ganske givet steder, hvor man kan hente besparelser ved at lade sig inspirere af de dygtigste kommuner. Derfor er det vigtigt, at kommunerne fortsætter med at effektivisere og videndele. Og i den proces skal KL naturligvis også spille en vigtig rolle som formidler.

For ingen skal være i tvivl om, at alle kommuner i disse økonomisk trange år allerede er ekstremt fokuserede på at hente effektiviseringer og besparelser, hvor det gør mindst ondt. Politisk prioritering er igen kommet i højsædet. Og i den forbindelse er der ingen fine fornemmelser i forhold til at lære af nabokommunens gode eksempel.