16. august 2011

Leder: Et sygt samfund

Det giver stof til eftertanke, når antallet af danskere på piller mod psykiske lidelser stiger voldsomt år for år og efterhånden har nået et niveau, hvor hver 12. af os er på antidepressiv medicin. Den positive udlægning er, at lægevidenskaben er blevet dygtigere til at sætte symptomer, som man tidligere ikke kunne forstå, på en formel og give en præcis diagnose. Og det er positivt derhen, at det giver social- og sundhedssystemet en bedre chance for at få folk på ret køl igen.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL

Det er også en ubetinget god historie, at der i dag er en helt anden åbenhed om psykiske problemer og diagnoser end tidligere. Det er ikke længere skjult og fordækt, at naboen eller kollegaen ”vist har noget med nerverne”, men oftere og oftere står vedkommende selv frem og fortæller åbent om sine problemer og sin diagnose.

Men vi kommer formentlig heller ikke uden om, at der i et vist omfang er gået ”mode” i nogle diagnoser, og at der i lægekredse er nogle kulturforskelle i forhold til, hvornår de stiller en bestemt diagnose. Dagens Momentum-historie om de store regionale forskelle på, hvor meget ADHD-medicin der udskrives, antyder måske, at diagnoser og medicin i nogle tilfælde gives med for rund hånd.

Det bliver et problem for samfundet, når den psykiske diagnose også i et vist omfang er blevet noget, som man jagter, fordi det giver en god forklaring eller undskyldning for, hvad der for få år siden formentlig ville være blevet betragtet som ”almindelige livsproblemer”. Det er stigmatiserende og passiviserende for den enkelte, hvis alle problemer kræver en diagnose, og det er problematisk for sammenhængskraften i samfundet, hvis en stor del af os sættes ud på et sidespor med særlig behandling, fordi vi har en bestemt diagnose.

Kommunerne oplever på nærmeste hold, hvordan borgerne ofte har en forventning om, at en diagnose er en direkte adgangsbillet til kommunale ydelser eller særbehandling for dem selv eller deres børn. Det har vi i de seneste år set både i det sociale system og i vores folkeskole. Her er udgifterne til specialundervisning eksploderet og har dermed ”ædt” af ressourcerne til normalundervisningen. Det skyldes ikke mindst, at flere og flere børn har fået en diagnose, og dermed har forældrene haft en forventning om særlig undervisning til deres barn.

Vi må ikke komme dertil, at diagnoserne bliver så udbredte, at det normale bliver at have en diagnose, og de samfundsmæssige prioriteringer bestemmes af de faglige miljøers evne til at udstyre os alle med nye diagnoser. Det er hverken i det enkelte menneskes eller helhedens interesse. Derfor er der i den grad brug for en afdækning af, hvorfor antallet af diagnoser er eksploderet i de seneste år, og hvorfor der er så store regionale forskelle. Ellers kan udviklingen ikke blot føre til flere syge danskere, men til et sygt samfund.