17. januar 2011

Kommuner kæmper mod udbudspligt

KL-formand Jan Trøjborg mener, at kommunernes øgede brug af konkurrenceudsættelse gør det klokkeklart, at regeringens plan om tvunget udbud af kommunale opgaver er helt unødvendig. Ekspert har også svært ved at se behovet, mens Venstre-ordfører holder fast.

Momentums nye undersøgelse blandt kommunaldirektørerne, der dokumenterer, at en meget stor del af kommunerne har besluttet eller har planer om at konkurrenceudsætte nye opgaver, rammer lige ned i en hed debat. Så sent som i sidste uge fremlagde økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) regeringens nye ”strategi til fremme af offentlig-privat samarbejde”.

Her konkretiserer regeringen den plan om at indføre udbudspligt for udvalgte kommunale og regionale opgaver, som det første slør blev løftet for i forbindelse med et møde i Vækstforum i november. Allerede i den kommende sommer skal de første 5-8 opgaver udpeges, som kommuner og regioner vil være forpligtet til at udbyde fra starten af 2012. Og hvert år skal der tilføjes yderligere 5-8 opgaver til listen. Alt sammen for at nå regeringens mål om, at 31,5 procent af de kommunale opgaver skal være konkurrenceudsat i 2015. I de seneste tal for 2009 var tallet 25 procent, og det aftalte mål med KL er 26,5 procent i 2010.

Forskningsleder Karsten Vrangbæk fra Anvendt KommunalForskning finder specielt Momentum-undersøgelsen bemærkelsesværdig, fordi det er nye opgaver, som to tredjedele af kommunerne allerede har besluttet at konkurrenceudsætte i 2010, og lige så mange har aktuelle planer om at sende flere nye opgaver i konkurrence.

»Det viser, at der er stor opmærksomhed på konkurrenceudsættelse i øjeblikket, og meget er allerede besluttet. Det er positivt, at der sker noget, men også i et vist omfang forventeligt af grund af den megen debat om mulighederne i konkurrenceudsættelse og kommunernes trange økonomi. Men det her peger på, at kommunerne af egen drift konkurrenceudsætter, og at der ikke er noget behov for at tvinge dem til det,« siger Karsten Vrangbæk.

Helt unødvendigt

KL-formand Jan Trøjborg, som til daglig er borgmester i Horsens, har mildest talt ikke meget til overs for regeringens planer om udbudspligt.

»Det er helt og aldeles unødvendigt. Momentum-undersøgelsen viser jo klokkeklart, at kommunerne netop nu i stor stil bruger konkurrenceudsættelse som et redskab til at løse opgaverne bedre og billigere i de tilfælde, hvor det giver mening. Men det kræver netop en lokal og konkret vurdering, om det i hvert enkelt tilfælde kan betale sig og er en god idé at konkurrenceudsætte en opgave,« siger Jan Trøjborg.

Han peger på, at selve processen med at udbyde en opgave er både dyr og tidskrævende. Samtidig fremhæver Jan Trøjborg, at kommunen kan miste noget fleksibilitet og styring i løsningen af en opgave, når den overdrages til en privat virksomhed. Derfor bør det være helt op til kommunalpolitikerne, hvordan de vil have opgaven løst. Og endelig nærmer det sig ifølge KL-formanden det ”groteske”, hvis man indfører udbudspligt ganske kort tid efter, at alle kommuner har brugt tid og penge på at udarbejde en udbudsstrategi. Det er et nyt lovkrav, og den nye udbudsstrategi skulle være færdig inden udgangen af 2010.

Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, holder imidlertid fast i, at udbudspligt er den rette vej at gå.

»Jeg er da glad for, at kommunerne lader til at øge konkurrenceudsættelsen i øjeblikket. Men jeg tror også, det skyldes, at regeringen hele tiden skubber på. Og når der er så stor forskel på, hvor meget de enkelte kommuner konkurrenceudsætter, mener jeg også, det skyldes, at der stadig er meget vanetænkning i nogle kommuner,« siger Torsten Schack Pedersen, som fremhæver, at regeringen samtidig lægger op til at reducere bureaukratiet omkring konkurrenceudsættelse.

Mens KL er meget utilfreds med regeringens planer om at indføre udbudspligt, er kommunernes forening også helt anderledes positiv over for en række andre dele af regeringens nye strategi til fremme af offentlig-privat samarbejde. Her lægger regeringen op til at forenkle en række regler i forhold til konkurrenceudsættelse, og samtidig vil man arbejde på at lempe EU’s udbudsdirektiver.

Hermed imødekommer regeringen også nogle af de punkter, som kommunaldirektørerne i den nye Momentum-undersøgelse peger på som de væsentligste i forhold til at forenkle udbudsprocessen. Her efterlyser kommunaldirektørerne først og fremmest højere tærskelværdier for, hvornår en opgave bliver omfattet af de formelle udbudsregler og bedre mulighed for at forhandle og gå i dialog med de private virksomheder i forbindelse med et udbud.

»Reglerne er meget firkantede, så når man har gennemført et udbud, er der ikke så meget mere at snakke med virksomhederne om. Hvis man har mange opgaver i udbud, er der derfor ikke den samme fleksibilitet, som når man selv har opgaverne. Derfor vil det være en god idé at tillade mere dialog,« siger Hans Søie, kommunaldirektør i Holbæk.

Af Søren Kudahl, skd@kl.dk