08. november 2011

Kommuner håber på friere tøjler under rød regering

Næsten halvdelen af kommunalpolitikerne tror, at den nye regering vil give mere plads til kommunerne. Den nye indenrigsminister lover mere frihed.

Kommunalpolitikerne håber på, at den nye regering kan opfylde deres brændende ønske om friere rammer til at styre deres kommuner. 46 procent af kommunalpolitikerne svarer i en ny Momentum-undersøgelse, at de forventer, at kommunernes styringsmæssige rammer vil blive friere under den nye regering. Væsentligt færre – 16 procent – forventer, at kommunerne vil få strammere tøjler, mens 36 procent forventer, at det vil fortsætte som i dag.

Skal man tro kommunernes nye minister, indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R), har kommunalpolitikerne noget at have deres optimisme i.

»Det er meget positivt, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne gerne vil have friere rammer til selv at tage ansvar for de mange opgaver, kommunerne løser. Og regeringen vil give kommunerne friere rammer,« skriver Margrethe Vestager i et svar til Momentum.

Hun slår fast, at kommunernes økonomiske rammer fortsat vil være stramme. Men hun forventer, at de første skridt mod løsere styringsmæssige rammer vil blive taget med frikommuneforsøget og økonomiaftalen for 2013. Samtidig ønsker hun, at tillid frem for regler skal være styrende for kommunerne.

»Vi tror, at tillid, ledelse og faglighed giver bedre løsning af opgaverne, fordi vi oplever, at kommunalbestyrelserne vil tage ansvar. Også derfor arbejder vi for at fjerne overflødige dokumentationskrav og bøvlede regler. Målet er, at kommunerne fremover i højere grad bliver målt på resultater og ikke på, hvor gode de er til at opfylde detailregulerede proceskrav,« skriver Margrethe Vestager.

Ikke mindst de tre regeringspartiers eget kommunalpolitiske bagland har store forventninger til, at Vestager & co. leverer varen. Hele 79 procent af kommunalpolitikerne fra Socialdemokraterne, de radikale og SF forventer friere rammer, mens sølle to procent tror, at de vil blive strammere.

Jan Trøjborg, borgmester i Horsens og formand for KL, hilser Margrethe Vestagers udmeldinger velkomne og glæder sig til at se resultaterne.

»Oplægget til friere rammer er et rigtig godt udgangspunkt. Det er vigtigt, at vi får reelle politiske frihedsgrader til at prioritere og fastsætte det serviceniveau, der er optimalt for de enkelte kommuner, uden at Folketinget blander sig med 10.000 standarder for, hvordan det skal gøres. Vi vil derfor også gøre vores til at hjælpe processen på vej og sørge for, at regeringen står ved sit løfte,« siger Jan Trøjborg.

Af Jens Jørgensen, jjr@kl.dk