08. december 2009

Kom nu med de reformer

Lige om lidt rammer den os for alvor: Den demografiske udvikling, som vi har talt så meget om i årevis. Man kan ikke klage over dokumentationen. Vi ved praktisk talt, hvornår fru Sørensen går på efterløn og hr. Pedersen på pension, og hvornår unge Kasper og Camilla som nogle af de ”få” siger goddag til arbejdsmarkedet for første gang. Store kommissioner med de ypperste fagfolk og forskere har jo fremlagt situationens alvor for landspolitikerne i årevis.

Alligevel har Folketinget ikke truffet de nødvendige foranstaltninger for at imødegå de store problemer, som samfundet både på indtægts- og udgiftssiden med sikkerhed vil løbe ind i, når de store årgange bliver pensionister, og de små ungdomsårgange ikke er nok til at erstatte dem. Reformforskrækkelsen stod lysende klart, da Arbejdsmarkedskommissionens gennemarbejdede forslag til reformer blev skudt ned i sommer, nærmest inden de havde set dagens lys.

Selvfølgelig er det hård kost at skulle gennemføre beskæringer af  borgernes ret til eksempelvis efterløn og dagpenge, når det i forvejen er krisetider, hvor ledigheden stiger, og flere får arbejdsløshed og økonomiske problemer ind på livet. På kort sigt fremstår det klart som forringelser. Det er en naturlov i politik, at vælgerne straffer hårdere for ting, de ikke kan lide, end de roser for ting, de kan lide. Men set i bagklogskabens klare lys er det jo kun blevet nødvendigt, fordi den langvarige højkonjunktur ikke blev brugt  til at gennemføre nødvendige reformer.

KL og kommunerne hilser alle initiativer, der kan øge arbejdsudbuddet, mere end velkomne. Som det dokumenteres i dette nummer af Momentum, vil kommunerne – og specielt udkantskommunerne – som nogle af de første for alvor mærke problemerne. Det sker i form af problemer med at skaffe arbejdskraft, stigende udgifter til flere plejekrævende ældre og svigtende skatteindtægter, fordi der er færre erhvervsaktive til at betale gildet. Og Folketinget har med skattestoppet afskåret kommunerne fra at bruge skatten som et middel til at løse de mest akutte problemer.

Det, der hidtil har været vilje til at gøre, tegner til at være så utilstrækkeligt, at der på kortere sigt og i værste fald er udsigt til flere løfter om forbedringer, som ikke vil kunne indfries. Med andre ord kan vi frygte, at vi er på vej til at køre ind i betonmuren med 220 kilometer i timen.

Det minder lidt om noget, vi har prøvet før: I 1979, da finansminister Knud Heinesen kiggede ned i afgrunden. Dengang blev svaret en bredt accepteret genopretningspolitik, som holdt næsten 20 år. Det kan vi måske få brug for igen.

Af Peter Gorm Hansen, administrerende direktør i KL