11. oktober 2021

Udvikling i behandlingsindsatsen for skizofrene

Formålet med dette analysenotat er at belyse ændringer i behandlingsindsatsen blandt skizofrene de seneste 15 år. Med behandlingsindsats menes omfanget og varighed af psykiatriske sygehusophold samt kontakter til privatpraktiserende psykiatere. Behandlingsindsatsen opgøres både blandt alle skizofrene og blandt nye tilfælde af skizofreni.

  • PDF

    Udvikling i behandlingsindsatsen for skizofrene.pdf

Analysens hovedkonklusioner

  • Flere skizofrene: Antallet af borgere med skizofreni har været stigende de seneste 15 år. Der er ikke flere, der diagnosticeres nu end førhen – tværtimod – men man er i gennemsnit yngre, når man diagnosticeres med skizofreni i dag.
  • Færre af de skizofrene har psykiatrisk hospitalskontakt (indlæggelse eller ambulant): Generelt er andelen af skizofrene, som har psykiatrisk hospitalskontakt årligt, faldet siden 2007 (fra 65 pct. til 52 pct.). Faldet ses ved alle typer af psykiatriske sygehusophold (indlæggelser, akutte og planlagte ambulante besøg) – især efter 2015.
  • Færre ambulante besøg og lidt flere indlæggelser blandt skizofrene patienter: Antallet af planlagte ambulante besøg blandt skizofrene ambulante patienter er faldet i fra ca. 13 besøg i 2007 til ca. 10 besøg årligt i 2020, mens antallet af psykiatriske indlæggelser blandt de skizofrene indlagte patienter er steget fra ca. 2 til ca. 3 indlæggelser årligt.
  • Kortere indlæggelsesvarighed og flere genindlæggelser: Varigheden af psykiatriske indlæggelser blandt skizofrene er faldet med 40 pct. de seneste 15 år: fra 38 dage pr. indlæggelse i 2005 til 23 dage i gennemsnit i 2020. I samme periode er der sket en stigning i genindlæggelsesprocenten. Udviklingen følger den generelle udvikling i psykiatrisk indlæggelsesvarighed og genindlæggelsesprocent.
  • Yngre skizofrene har flere psykiatriske hospitalskontakter: Mens 60-70 pct. af de skizofrene under 30 år har planlagte ambulante kontakter i løbet af et år, er det kun 40-50 pct. af dem mellem 30 og 60 år og under 30 pct. af dem over 60 år. Og jo yngre man er, jo flere ambulante kontakter har man også i løbet af året.
  • Flere af de nye skizofrenitilfælde ses ambulant: En stigende andel af de nye tilfælde af skizofreni har planlagte ambulante besøg i løbet af deres debut-år (89 pct. i 2020) – og de har flere besøg årligt end i 2007 (16 vs. 13 besøg årligt). Samtidig er der en faldende andel, der bliver indlagt i løbet af debut-året (dog fortsat næsten halvdelen).
  • Stort fald i psykiatriske hospitalskontakter i årene efter skizofreni-debut: I årene efter skizofrenidebuten falder andelen med psykiatrisk hospitalskontakt kraftigt. Efter kun 2 år har andelen med psykiatriske indlæggelser eller akutte ambulante kontakter stabiliseret sig på et niveau svarende til niveauet blandt alle skizofrene (10-20 pct.). Og efter 4-5 år er udbredelsen af planlagte ambulante besøg på niveau med udbredelsen af planlagte ambulante kontakter blandt af alle skizofrene (ca. 50 pct.).

Læs flere analyser fra KL's kontor for Analyse og Makro her