09. februar 2015

Analyse af indlæggelser, skadestuebesøg og ambulante besøg på somatiske sygehusafdelinger i 2012 blandt borgere uden for arbejdsmarkedet

Formålet med denne analyse er at belyse forbruget af sundhedsydelser i hospitalssektoren blandt borgere uden for arbejdsmarkedet sammenlignet med forbruget blandt beskæftigede borgere.

  • PDF

    Analyse af brug af hospitalsydelser inkl. skadestue.pdf

Analysens hovedkonklusioner

  • Hver tiende borger i alderen 18-65 år var indlagt på hospital i 2012, hver niende var på skadestuen, og hver tredje havde et ambulant hospitalsbesøg. Liggetiden pr. indlæggelsesforløb var i gennemsnit 3,3 dage, og de ambulante patienter havde i gennemsnit 4,4 hospitalsbesøg om året.
  • Borgere uden for arbejdsmarkedet bruger hospitalsydelser langt mere end beskæftigede. Det ses både i antallet af skadestuebesøg, ambulante besøg, indlæggelser, fornyede indlæggelser inden 30 dage og liggetid pr. indlæggelse.
  • Blandt borgere i beskæftigelse var 8 pct. indlagt i 2012, mens det gjaldt 21 pct. af kontanthjælpsmodtagere og 32 pct. af sygedagpengemodtagere. Tre ud af 10 beskæftigede havde et ambulant hospitalsbesøg, mens hver anden kontanthjælpsmodtager og syv ud af 10 sygedagpengemodtagere havde det.
  • Næst efter sygedagpengemodtagere er de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere den gruppe, der har flest indlæggelser i gennemsnit, og personer i revalidering eller på ledighedsydelse er de grupper, der har flest ambulante hospitalsbesøg i gennemsnit og den længste liggetid pr. indlæggelse.
  • Mens hver tiende indlæggelse blandt beskæftigede følges af en fornyet indlæggelse inden for 30 dage, gælder det mere end hver femte indlæggelse blandt sygedagpengemodtagere og mellem hver sjette og hver syvende indlæggelse blandt borgere i fleksjob, på ledighedsydelse eller på kontanthjælp (ikke-arb.markedsp.).
  • Hyppige hospitalskontakter forekommer oftere blandt borgere uden for arbejdsmarkedet. Andelen af personer med 3+ indlæggelser er 6 gange større blandt kontanthjælpsmodtagere (ikke-arb.m.p.) sammenlignet med beskæftigede.
  • Arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtageres forbrug af hospitalsydelser er på niveau med beskæftigedes forbrug, men væsentligt lavere end de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtageres forbrug.
  • Merforbruget af hospitalsydelser blandt borgere uden for arbejdsmarkedet sammenlignet med beskæftigede kan ikke tilskrives forskelle i alders- eller kønsfordelingen eller forskelle i uddannelsesniveau mellem grupperne. Merforbruget er endnu større, hvis graviditets- og fødselsrelaterede hospitalskontakter ekskluderes.