30. september 2019

Var valgkampens velfærdsløfter en gavebod eller et varsel om en glidebane for opbakningen til velfærdssamfundet?

Frem mod 2025 er der udsigt til en historisk fremgang i privatforbruget. Hvad betyder det for borgernes forventninger til velfærden, og bliver der råd til at den kommunale velfærd kan følge med, når vi jo samtidig ved, at antallet af småbørn og ældre er i støt stigning?

En lys fremtid

Skal man tro de økonomiske fremskrivninger, går dansk økonomi en lys fremtid i møde. Frem mod 2025 forventes beskæftigelsen at vokse i gennemsnit med 12 tusinde personer om året, og BNP forventes at vokse i gennemsnit med 29 mia. kr. om året. Privatforbruget forventes at vokse med 20 mia. kr. om året.[1]

Årsagen til den særligt kraftige vækst i privatforbruget er, at det forventes at danskerne gradvist bliver mindre tilbageholdende med deres forbrug, der har ligget lavt i kølvandet på finanskrisen. Den forventede fremgang i beskæftigelsen skyldes en kombination af indvandring samt højere pensions- og efterlønsalder mv.

På den anden side giver befolkningsudviklingen også anledning til et kraftigt stigende udgiftspres, og herunder ikke mindst i kommunerne. Antallet af ældre over 80 år stiger med 75 tusinde og antallet af børn i aldersgruppen 0-5 år med 32 tusinde frem mod 2025.

Begrænset råderum

Med det billede der er tegnet ovenfor, skulle man måske alligevel tro, at det er en smal sag at finde penge til et stigende antal børn og ældre, og samtidig indfri borgernes og politikernes forventninger og ønsker til fremtidens velfærd.

Men givet regeringens mål om balance på den strukturelle saldo i 2025, er det såkaldte råderum kun på ca. 29 mia. kr. fra 2019 til 2025. Og hvis udgiften per borger skal fastholdes, skal det offentlige forbrug løftes med i alt 17,5 mia. kr. frem mod 2025. Der er altså ikke mange penge til at give velfærden et reelt løft.

Valgkampens løfter

I tiden op mod folketingsvalget blev der fra flere sider lagt vægt på at sikre en tilførsel til velfærden svarende til det demografiske træk. Eksempelvis foreslog S en fast demografiregulering og V fremsatte senere et velfærdsløfte, der ligeledes skulle sikre velfærden en tilførsel svarende til det demografiske træk.

Det blev af nogle politiske kommentatorer udlagt som en gavebod og et udtryk for overbudspolitik. Andre beskrev det som en skrabet discount-model. Den udlægning er hæftet op på, at der ikke afsættes midler til at udvikle den offentlige service i takt med borgernes forventninger.

Forventning til fremtidens velfærd

Det er selvfølgelig vanskeligt at vurdere hvilken service, der forventes og ønskes, at den offentlige sektor skal levere i fremtiden, og hvad det vil koste at levere den. Det såkaldte fulde demografiske træk er et hyppigt anvendt pejlemærke for, hvor meget det offentlige forbrug skal løftes for at indfri borgernes stadigt stigende forventninger, herunder at følge med udviklingen af ny og bedre medicin og behandlingsformer. Det fulde demografiske træk kan fortolkes således, da det indebærer, at det private forbrug per indbygger og det offentlige forbrug per borger vil vokse i samme takt på lang sigt, i det man kalder en stabil ligevægt i de økonomiske fremskrivningsmodeller.

Men økonomien er ikke i en sådan stabil ligevægt. Derfor kræver det faktisk en langt højere vækst i det offentlige forbrug, hvis det offentlige forbrug per borger og det private forbrug per indbygger skal gå hånd i hånd frem mod 2025.

Den seneste vurdering af det fulde demografiske træk er fra konvergensprogram 2019 fra april. Her blev det demografiske træk fra 2019 til 2025 vurderet til 20,5 mia. kr. og det fulde demografiske træk til 38 mia. kr. Vurderingen af det demografiske træk er sidenhen nedjusteret til 17,5 mia. kr., og det vurderes, at det fulde demografiske træk reduceres tilsvarende til 35 mia. kr.

Det private forbrug per indbygger forventes således at vokse med 1,5 procent om året fra 2019 til 2025. Tilsvarende kan væksten i det offentlige forbrug ved det fulde demografisk træk opgøres per borger ved at sammenholde det med det rene demografiske træk. Det giver en gennemsnitlig vækst på 0,56 procent om året. Skal det offentlige forbrug per borger i stedet vokse med samme takt som privatforbruget per indbygger, kræver det et samlet løft af det offentlige forbrug på 66,5 mia. kr. frem mod 2025.

Produktivitet i den offentlige sektor

I sammenligningen af disse tal skal man dog være opmærksom på, at der er tale om en opgørelse af ressourceforbruget (input) til offentligt forbrug. Forventede effektiviseringsgevinster og produktivitetsfremskridt, der reflekteres i et større eller forbedret output er således ikke indregnet. Hvis eksempelvis produktiviteten kan løftes med 1 procent om året, kræver det ”kun” 34 mia. kr., hvis kvaliteten i den offentlige service (output) skal følge med privatforbruget.

Sikre opbakning til velfærdssamfundet

Man kan sige, at der i velfærdssamfundet er indbygget en forventning om, at de til en hver tid arbejdende generationer finansierer en tidssvarende offentlig service og social sikring finansieret via et stabilt skattetryk, sådan at velstandsfremgang fordeles mellem offentligt forbrug og privatforbrug.

Men den demografiske udvikling sætter modellen under pres. Der er simpelthen ikke råd til, at det offentlige forbrug per borger kan følge med udviklingen i privatforbruget frem mod 2025 ved det nuværende skattetryk. Man kan frygte, at det bliver en glidebane for opbakningen til velfærdssamfundet, hvis det offentlige forbrug per borger over en længere periode halter efter privatforbruget. Og her handler det altså ikke kun om at afsætte flere penge, men også om at sikre en løbende produktivitetsfremgang i den offentlige sektor.

 

[1] Se mere uddybende om beregninger i baggrundsnotatet Fordeling mellem privat og offentligt forbrug.

 

Se flere artikler fra nyhedsbrevet her