18. september 2020

Eksportens tilbagegang under coronakrisen

Eksporten gik kraftigt tilbage i de første tre måneder af den internationale coronakrise. Både eksporten af varer og tjenester faldt. Det største fald indtil nu ses for tjenesterne, da der har været et fortsat fald, mens faldet er bremset op for varerne. Eksport knyttet til virksomheders stigende globaliserede aktivitet ser ud til at have oplevet en større nedgang. Dette ses for de områder af vareeksporten, hvor danske virksomheder agerer i udlandet med varer, der aldrig krydser den danske grænse.

Kraftigt fald i eksporten

Eksporten af varer og tjenester af gik kraftigt tilbage i starten af coronakrisen, hvor den faldt med 15¼ pct. i løbet af tre måneder fra januar til april, jf. figur 1. Især eksporten til de andre EU-lande faldt kraftigt med en nedgang på 24 pct. I samme periode faldt eksporten til lande udenfor EU med 7¾ pct. Faldet i den samlede eksport var større end for de første tre måneder af finanskrisen i fjerde kvartal 2008, hvor der var et fald på 13¾ pct. fra september til december. At det kraftige fald i eksporten starter fra januar viser, at den danske eksport blev ramt allerede ved de første nedlukninger i Kina. Den indenlandske aktivitet i Danmark blev derimod først påvirket i større omfang i marts.

Frem til juli er eksporten faldet med i alt 15½ pct. Eksporten til de andre EU-lande er særligt hårdt ramt med et fald på 19¼ pct. Eksporten faldt med 12¼ pct. til lande udenfor EU fra januar til juli. Eksportfaldet var mindre end over de første seks måneder efter finanskrisen, hvor der var et fald på 21½ pct. fra september 2008 til marts 2009. Nedgangen i eksporten under coronakrisen adskiller sig på den måde fra finanskrisen ved at være at være meget kraftig på helt kort sigt og derefter stabilisere sig og ikke falde yderligere. Eksporten i juli var således omtrent den samme som i april.

Figur 1. Eksport af varer og tjenester i betalingsbalancen

Kilde: Danmarks Statistik (betalingsbalancen fra 8. september, seneste observation er juli 2020) samt egne beregninger.

Størst nedgang i tjenesteeksporten

Både eksporten af varer og tjenester er faldet markant, jf. figur 2. Det største fald ses for tjenesteeksporten, hvor der var et fald på 24¾ pct. fra januar til juli. Eksporten af varer var i juli faldet med 9¾ pct. i forhold til januar. Nedgangen fra januar til april var dog mere ens med et fald på 16¼ pct. for tjenesteeksporten og et fald på 15 pct. for vareeksporten. I de efterfølgende måneder fra april til juli var udviklingen derimod forskellig, da eksporten af tjenester er fortsat med at falde, mens vareeksporten er steget og har indhentet noget af det tabte.

De største fald i tjenesteeksporten er sket indenfor transport, rejser og forretningstjenester. Rejser, der dækker over forbruget i Danmark fra rejsende turister mv., står for det største relative fald med en nedgang på knap 73 pct. fra fjerde kvartal 2019 til andet kvartal 2020. Indenfor transport sker det største fald for lufttransport med et fald på ca. 66 pct. Søtransporten faldt med ca. 13 pct. over de to kvartaler, men som følge af den store danske søtransportsektor, bidrager dette fald beløbsmæssigt næsten lige så meget som faldet for de udenlandske rejsende.

Figur 2. Eksport af varer og tjenester i betalingsbalancen

Kilde: Danmarks Statistik (betalingsbalancen fra 8. september, seneste observation er juli 2020).

Globaliseret eksportaktivitet hårdt ramt

Tilbagegangen har været større for to områder af vareeksporten, der især er knyttet til danske virksomheders deltagelse i de globale værdikæder. Det ene drejer sig om varer forarbejdet i udlandet under den danske virksomheds ejerskab, som efterfølgende sælges direkte i udlandet uden passage gennem Danmark. Det andet område drejer sig om ren handel med varer, der købes og sælges i udlandet uden nogen fysisk kontakt til Danmark, hvilket kaldes merchanting. Eksport ved forarbejdning i udlandet samt merchanting er steget markant i omfang de seneste 15 år, jf. figur 3. De to områder udgjorde ca. 15 pct. af vareeksporten i januar. De udgjorde dog ca. 30 pct. af det samlede fald i vareeksporten fra januar til juli, da faldet på disse to områder var større end for de øvrige eksportgrupper.

Eksport ved forarbejdning i udlandet faldt knap 19 pct. fra januar til juli, og merchanting faldt med 20¼ pct., jf. figur 3. I samme periode faldt den samlede vareeksport med 9¾ pct. Dette kan afspejle, at eksport ved forarbejdning i udlandet og merchanting i højere grad er blevet påvirket af de forskellige former for restriktioner og nedlukninger af sektorer samt udfordringer omkring transport på tværs af verden. Ligesom for den samlede eksport af varer er disse to eksportgrupper dog også steget igen efter de meget kraftige fald i starten af krisen. Eksport ved forarbejdning i udlandet nåede således bunden i maj med et fald på 32½ pct. siden januar, mens merchanting lå lavest i april med et fald på 33¼ pct. i forhold til januar. Fortolkningen af udviklingen i tallene omkring krisen bør dog tages med forbehold for, at der også tidligere har været store udsving for især eksport ved forarbejdning i udlandet.

Figur 3. Dansk eksport af varer uden passage via Danmark

Anm.: Tal for eksport ved forarbejdning i udlandet er sæsonkorrigeret for årene 2014 og frem.

Kilde: Danmarks Statistik (betalingsbalancen fra 8. september, seneste observation er juli 2020) samt egne beregninger.

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet Nyt om dansk økonomi her

Se flere artikler fra nyhedsbrevet her