Professor, Mikkel Flyverbom, og strategidirektør på Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen, sætter rammen på KL’s Kultur- og Fritidstræf 2022
Kultur- og Fritidstræffet 2022 finder sted på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved d. 27. april under overskriften ”Digitalisering og Demokrati”. I løbet af dagen vil der med oplæg, debat og temasessioner blive stillet skarpt på den digitale udviklings potentialer og begrænsninger på kultur- og fritidsområdet.

Keynotes
Årets Kultur- og Fritidstræf indledes med morgenmad og velkomst ved Næstved Kommune og KL-direktør Laila Kildesgaard. Træffets første del sparkes derefter i gang med keynote-speakers Mikkel Flyverbom og Lisbeth Knudsen, der begge er dybt optaget af digitaliserings betydning for vores samfund.
Når teknologier bliver grænseløse - ansvarlighed og etik i en digitaliseret verden
Ifølge Mikkel Flyverbom er vi på et afgørende stadie i den digitale transformation, hvor vi skal tage stilling til hvilken rolle datadrevne tilgange og algoritmer skal spille i vores liv og samfund fremover. Digitale forandringer fremstår ofte som udefrakommende og uundgåelige, men det er lige nu, at vi har et ansvar for at definere grænserne for det digitale. Hvordan sætter vi bedst fokus på de værdier, som er vigtige på kultur- og fritidsområdet, når vi introducerer og arbejder med teknologi, data og algoritmer?
Mikkel Flyverbom er professor i Digital Transformation ved CBS og medlem af regeringens Dataetiske Råd. Med udgangspunkt i egen forskning vil Mikkel med sit oplæg give et perspektiv på, hvor vi står i den digitale transformation, og hvilket ansvar der påhviler de nuværende beslutningstagere.
Inklusion eller polarisering? Øget demokratisering eller øget ulighed?
Hvad er det, der er på spil, og hvad skal vi være opmærksomme på i vores tilgang, når vi arbejder med teknologi, data og algoritmer?
Lisbeth Knudsen er strategidirektør i medievirksomheden Mandag Morgen og Altinget samt Tænketanken Mandag Morgen og er desuden en del af ejergruppen bag projektet ”Algoritmer, data og demokrati”. Lisbeth vil med sit oplæg udfolde, hvilken betydning den digitale transformation har på kultur- og fritidsområdet. Dels for den enkelte borger, for lokalsamfundet og den demokratiske sammenhængskraft generelt.
Kultur- & Fritidstræf 2022
KL's Kultur- og Fritidstræf samler chefer, ledere og fagmedarbejdere fra kommunernes kultur- og fritidsforvaltninger samt øvrige interessenter på området til debat, vidensdeling og inspiration om aktuelle tendenser og faglige problemstillinger på kultur- og fritidsområdet.
Årets træf afholdes d. 27. april på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved.
Demokrati og Digitalisering
Overskriften for Kultur- og Fritidstræffet 2022 er "Demokrati og Digitalisering". I løbet af dagen vil vi med oplæg, samtale og temasessioner stille skarpt på den digitale udviklings potentialer og begrænsninger. Hvilken betydning har det for den enkelte borger, for lokalsamfundet og for den demokratiske sammenhængskraft generelt, at også kultur- og fritidsområdet gennemgår denne digitale transformation i disse år?
Læs mere om samtalen og temasessioner:
Fire sessioner om digitaliseringens betydning for kulturen til KL's Kultur- & Fritidstræf 2022
Besøg på Holmegaard Værk i Næstved efter træffet
I samarbejde med Næstved Kommune kan deltagerne efter træffet opleve Holmegaard Værk. Det tidligere Glasværk byder i dag på en fascinerende verden af kunsthåndværk, designtradition og industrihistorie. Efter rundvisning på værket serveres der en let anretning, der kan nydes i selskab med kollegaer fra hele landet.