21. januar 2019

"Instawalks er et middel til co-creation og borgerinddragelse"

Sådan lyder budskabet fra Mette Marie Bisgaard, SoMe-medarbejder i Københavns Kommune. Mød hende og freelancefotograf Uffe Weng, der deler ud af tips og tricks til at tage professionelle billeder med iPhone, når KL samler kommunale kommunikatører fra hele landet til netværksmøde i Vejle og København.

Nye ideer til dit kommunikationsarbejde. Inspirerende oplæg og workshops fra både kommuner og kommunikationsbranchen. Sparring og networking med kolleger fra hele landet.

Savner du netop det, så meld dig ind i KL's netværk for kommunale kommunikatører. Vi mødes tre gange om året til heldagsmøder i både Vejle og København, hvor vi tidligere har sat emner som krisekommunikation, medietræning, employee advocacy, taleskrivning og indholdsplanlægning på sociale medier på dagsordenen.

Du kan stadig nå at deltage i årets første netværksmøde i enten København eller Vejle, hvis du tilmelder dig nu. Vi mødes i KL-huset i København onsdag d. 6. februar og d. 7. februar i Vejle på Scandic Hotel.

Her kan du blandt andet blive meget klogere på konceptet "instawalk", når SoMe-medarbejder i Københavns Kommune, Mette Marie Bisgaard, deler ud af sine erfaringer med blandt andet arrangerede gåture med instagrammere på kommunale locations i København.

Men hvad er instawalk egentlig for en størrelse, og hvad skal man som kommune være opmærksom på, inden man kaster sig ud i disciplinen? Hør hendes svar her:

Hvad er en instawalk, og hvorfor har I kastet jer ud i disciplinen i Københavns Kommune?

Instawalks giver coolness til kommunen
Mette Marie Bisgaard, SoMe-medarbejder i Københavns Kommune

"En Instawalk er en uformel foto-gåtur med en gruppe inviterede Instagrambrugere, som efterfølgende forhåbentlig poster billederne på deres Instagramprofiler. Hvis vi fx åbner en ny skole, så giver det os et troværdighedsstempel og brandingværdi, når Instagrammere poster billeder af skolen på deres egne profiler – og det passer virkelig godt ind i vores mål om co-creation og borgerinddragelse. Instawalks giver coolness til kommunen."

Hvis man som kommune overvejer at arrangere en "instawalk", hvad bør man så gøre sig af overvejelser først?

"Kig lidt kritisk på din location. De københavnske Instagrammers har generelt et højt æstetisk niveau, og man skal byde på noget ret spektakulært, før de får noget ud af turen. Invitér eventuelt en model med – fx en danser eller gymnast – som kan give noget dybde og liv i billederne. Lad være med at invitere for mange med, det er bedst at være 10-15 deltagere, så de ikke går i vejen for hinanden. Hav gerne en fagperson med, som ved en hulens masse om location – men lad være med at starte walken med et langt foredrag. Deltagerne skal nok stille spørgsmål, hvis de er nysgerrige, men de er der først og fremmest for at tage billeder."

Dagens anden oplægsholder er Uffe Weng, der er er uddannet fotojournalist og arbejder som freelancefotograf. Han har lagt det professionelle udstyr til side for en dag og tager netværket gennem en to-timers workshop med iPhone som kamera, når der skal tages billeder til kommunens hjemmeside og sociale medier.

Men hvad skal man være særligt opmærksom på, hvis man bruger sin mobil i stedet for et rigtigt kamera?

"Hvis man vælger et fotografi taget med en mobil frem for et ‘rigtigt’ kamera er blandt andet opløsningen på det anvendte fotografi et vigtigt obs-punkt – specielt hvis billedet skal bruges til tryk.

Og så er det vigtigt, at fotografiet stadig holder en høj og god standard både i kvalitet og framing – altså indholdet."

Hvad er dine tre bedste råd til at få et godt mobilfoto i kassen?

"Bare fordi det er let at bruge sin mobil, og ’alle er blevet fotografer’, skal der bruges gode og gennemtænkte fotografier. Derfor:

  • Observer, tænk og fotografer.
  • Overvej lys eller mangel på samme.
  • Zoom med fødderne.
  • Let efterbehandling kan gøre meget.

Det var fire, men der er sikkert flere!"

Arrangement

Netværk for kommunale kommunikatører 2019