27. september 2021

Fungerer influencers til kommunebranding?

Lolland Kommune har erfaret, at influencers kan være et stærkt redskab i kampagnearbejdet og til branding af kommunen. Influencers er nemlig både et værdifuldt redskab til at ramme nye målgrupper og til at give kampagner en ny vinkel.

Den 25.-26. november bliver Kommunikationsdøgnet afholdt i København. Programmet byder på 11 forskellige faglige oplæg og 6 forskellige workshops.

Henrik Madsen, souschef og kommunikationschef og Julie Sophie Christensen, kommunikationsmedarbejder, har erfaring med at arbejde med influencers i en kampagne, der skal gøre opmærksom på flexbolig-ordningen på Lolland-Falster. Torsdag den 25. november holder de et oplæg om, hvordan man effektivt kan bruge influencers i kommunale kampagner. 

Vi har fået Julie til at svare på tre spørgsmål om, hvorfor kommunen vil anbefale andre at bruge influencers:

Hvad har I synes, har været særligt godt ved at bruge influencers som en del af jeres kommunikations- og kampagneindsats?

Det har været et effektivt redskab til at nå ud over rampen med vores budskab til målgruppen, samtidig med, at influencernes personlige fremgangsmåder og budskaber har givet nye vinkler og tilgange til vores kampagne”.  

Har I oplevet, at det har gjort en forskel at bruge infuencers til at kommunikere jeres budskab fremfor kommunens egne SoMe-kanaler?

Ja, vi nåede ud til en målgruppe, som vi ellers havde lidt svært ved at nå ud til, og så har vi oplevet en anden form for autenticitet i vores budskab. Vi mennesker spejler os jo i hinanden, og det er også hele pointen med at bruge influencers. Som virksomhed giver vi slip på den traditionelle afsenderrolle og låner influencernes troværdighed, som de over en længere periode har fået oparbejdet hos deres følgerskare”.  

Kan I give et par tips til, hvordan man bruger influencers strategisk i sin kommunikation?

Tip 1: Find ud af, hvad dit mål er med influencer marketing. Det er vigtigt at have rammerne på plads, så din virksomhed og influenten er på samme bølgelængde. Det giver de bedste resultater. Tip 2: Udvælg de rigtige influencers. Det er ikke vigtigt, hvor mange følgere influenten har, men at influentens profil, indhold og følgerskare passer til kampagnens målgruppe og budskab. Tip 3: Giv influenten frihed til at være kreativ. Det øger troværdigheden, og du kan undgå, at det kommer til at smage for meget af reklame”.

Arrangement

Konferencer og messer Kommunikationsdøgn 2021