09. januar 2020

”Mange steder bliver sociale medier til skraldespandskanaler”

Facebook som kanal skal behandles med respekt og må ikke fyldes med billig massekommunikation til hele kommunen. Hvordan det lykkes, kan du høre meget mere om i KL’s netværk for kommunikatører, hvor digital rådgiver Katrine Emme Thielke gæster det første møde i februar.

"Nu skal jeg jo ikke afsløre alt, hvad der kommer til at foregå på netværksmødet,” siger Katrine Emme Thielke, da vi spørger hende, om hun vil løfte sløret for et par af hendes fem gode, faglige argumenter mod at lægge ALT på sociale medier.

Til februar gæster hun det første møde i KL’s netværk for kommunikatører, hvor hun giver tips til, hvordan en lyn-strategi for sociale medier kan strikkes sammen på et enkelt møde, og hvordan man som kommunikationsmedarbejder kan sikre, at kommunens sociale medier ikke bliver et sted, hvor man sender overskudsindhold hen for at dø.

Vil du møde Katrine Emme Thielke og en masse kolleger fra hele landet, kan du tilmelde dig netværket via boksen her:

Indtil da kan du få et par af Katrines guldkorn her:

”Et socialt medie som fx Facebook er en brugbar kanal til at nå bestemte målgrupper, og derfor skal den behandles med samme respekt, som alle andre kanaler, kommunen bruger. 

Et socialt medie som fx Facebook er en brugbar kanal til at nå bestemte målgrupper, og derfor skal den behandles med samme respekt, som alle andre kanaler, kommunen bruger.
Katrine Emme Thielke

Mange steder bliver sociale medier til skraldespandskanaler. Der, hvor man sender overskudsindhold hen for at dø. Så alt, hvad der ikke kan bruges andre steder, ryger på Facebook – inklusiv pressemeddelelser, som ingen medier reagerede på, arrangementer, som ikke har nok tilmeldte og genopslag af jobs.

Et andet argument er, at et skarpt målgruppe- og konceptvalg giver bedre og mere præcis kommunikation. Det har mange kommunikatører lært, når de skulle lave kampagner, skrive webtekster eller invitere til borgermøder. Men det bliver lidt glemt, når man kigger på Facebook, hvor det føles som en mulighed for meget billigt at massekommunikere alt til hele kommunen. Det er en illusion." 

Er det realistisk at lave en lyn-strategi for sociale medier på få timer, når den i skuffen er på mindst 10 sider og har taget måneder at lave?

”Ja, i høj grad! Det er bedre at komme i gang med noget enkelt og hurtigt, end slet ikke at komme i gang. 

Der findes meget rigtig godt strategi-arbejde ude i skufferne. Udfordringen kan være, at der er for store barrierer for at komme i gang. Man har ikke ressourcerne, man har ikke opbakningen, man har ikke ideerne til indholdet.

Med lyn-strategien stiller vi ind på én målgruppe, ét strategisk greb og ét koncept, som det er muligt at lave med de arme og ben, der er tilgængelige lige nu.”

Hvad er dit bedste råd til at holde et højt niveau for indholdet på kommunens sociale medier?

Man skal sørge for, at man har lovet nogen noget. Man har selv lagt hånden på kogepladen og sagt til chefen, at ens fremtidige tillæg afhænger af, om man kan få vredet 3 posts om ugen ud af organisationen.
Katrine Emme Thielke

”Det er med planer for sociale medier som med nytårsforsætter: Hvis ikke man siger dem højt, så bliver det ikke til noget! Man skal sørge for, at man har lovet nogen noget. Man har selv lagt hånden på kogepladen og sagt til chefen, at ens fremtidige tillæg afhænger af, om man kan få vredet 3 posts om ugen ud af organisationen.

Eller man har erklæret på intranettet, at alle roligt kan følge med på LinkedIn-siden, for nu bliver det vildt! Og så skal man ikke være alene om det. Man skal som minimum have en makker at sparre med, en som vil kigge lidt med på tallene, og som husker en på, hvad man har lovet.”