22. august 2019

”Ofte er det sværest for ekstroverte sælger-typer at netværke”

Du ved, det er vigtigt at netværke og videndele. Men hvordan griber du det an? Netværksekspert Charlotte Junge gør dig klogere på årets Kommunikationsdøgn.

Hvordan bliver du en bedre netværker? Har det overhovedet værdi? Og hvordan undgår du at spilde tiden?

På årets Kommunikationsdøgn giver Charlotte Junge, CEO, strategisk rådgiver, netværksekspert og forfatter til tre bøger om netværk, dig konkrete input og metoder til, hvordan du kan blive bedre til at netværke i praksis.

Arrangement

Konferencer og messer Kommunikationsdøgn 2019

 Mens vi venter, har vi bedt hende svare på tre spørgsmål:

Hvorfor er det så vigtigt at netværke og videndele?

Det er ganske enkelt vigtigt at netværke og videndele, fordi der ellers går rigtig meget tabt.

Når jeg arbejder i kommunerne, oplever jeg jævnligt, at man er i gang med to lignende projekter i to forskellige afdelinger.
Charlotte Junge, netværksekspert

Når jeg arbejder i kommunerne, oplever jeg jævnligt, at man er i gang med to lignende projekter i to forskellige afdelinger. Jeg oplever også, at en kommune kan være ved at opstarte et projekt, som netop er blevet færdiggjort i nabokommunen. Uden at de er opmærksomme på det. Og uden at trække på nabokommunens viden og erfaringer vel at mærke.

Hvis du netværker internt og eksternt, kan du spare en masse tid. Du effektiviserer simpelthen dit arbejde, hvilket har effekt helt ned på bundlinjen. Hvis du er god til at række ud i netværket, når du står med et nyt projekt, kan du få værdifulde råd og erfaringer med dig. At række ud er en anerkendelse af andre, deres viden og kompetencer. Desuden kan du hjælpe andre, hvis du deler det, du kan og ved.

Det handler både om at give og tage – og om at spille hinanden gode.

Hvordan bliver man bedre til at netværke og videndele – både internt i kommunen og med andre kommunale kommunikatører?

Du er først og fremmest nødt til at lære det. I mange organisationer og kommuner tager folk for givet, at medarbejderne ved, hvordan man netværker og videndeler. Men det er en kompetence, man skal lære.

det sker ikke af sig selv. Folk taler med dem, de kender – og de taler om det, de ved i forvejen.
Charlotte Junge, netværksekspert

Samtidig er du nødt til at afsætte tid til det. For det sker ikke af sig selv. Folk taler med dem, de kender – og de taler om det, de ved i forvejen.

Helt lavpraktisk kan du på et afdelingsmøde afsætte tid til netværk, hvor det handler om at række ud og bruge hinanden. Du skal ikke fortælle en masse om dit projekt – for så står de andre af. Du skal blot fortælle helt kort og præcist, hvad du har brug for i form af viden, input, kontakter mv. Giv så plads til, at de andre kan byde ind, og lav aftaler med dem, der kan hjælpe, om fx at mødes efterfølgende.

Tag imod råd, vær høflig, giv plads, lav aftaler og krediter andre for deres arbejde og input
Charlotte Junge, netværksekspert

Hvis du møder de andre med en ”know it all-attitude”, så dræber du al netværkslyst. Tag imod råd, vær høflig, giv plads, lav aftaler og krediter andre for deres arbejde og input: ’Det lyder interessant’, ’det følger jeg lige op på’, ‘kan vi mødes’ – og nogle gange bare sige tak, også selv om du måske godt vidste det i forvejen.

Hvad kræver det at styrke sine netværkskompetencer?

Det handler – ligesom med alt andet – om at øve sig. I vores kultur skal vi arbejde på at række ud. De fleste af os vil gerne hjælpe og dele deres viden. Men for at sikre at den viden kommer i spil, så skal nogen række ud og tage initiativet.

Den kloge netværker har modet til at række ud. For du får så meget igen.
Charlotte Junge, netværksekspert

Den kloge netværker har modet til at række ud. For du får så meget igen.

Ofte er det faktisk sværest for ekstroverte sælger-typer at netværke. Dem, der kun gider høre sig selv tale og har svaret på alt, lykkes sjældent ret godt med at netværke. For folk mister selvsagt lysten at hjælpe og komme med input, hvis de ikke bliver mødt med interesse og måske sågar oplever at blive afvist. Det vigtigste er at lytte, vise interesse og være høflig.

Heldigvis kan langt de fleste lære at netværke!